Mon ikke de fleste mennesker har prøvet at sammenligne dem selv med andre? Det er i al fald en tese, som mange psykologer antager – at vi mennesker sammenligner os med hinanden. Det hedder også social comparison (Festinger). At man tager sit eget liv og ser på det gennem lyset af andres tilsyneladende mere interessante liv.
Min liste – for jeg har sådan en liste – altså min liste over mennesker, jeg sammenligner mig selv med, ser sådan her ud:
1. Kvinder, der får 4 børn og stadigvæk ser ud som da de fyldte 20 år.
2. Dem der mediterer, træner og spiser sundt hver dag.
3. De mennesker, der når at læse en ny og interessant bog hver uge, skriver en klumme til avisen, spiser brunch med deres veninder ved stranden uden at få sand mellem tæerne og ikke mindst har et ryddeligt hjem.
Eller sagt med andre ord – dem, der kan og gør alt det, som jeg ikke selv tilsyneladende når eller mangler.
Og er man der, hvor man sammenligner, så kan andres liv forekomme som problemfri og gnidningsløse – uden vasketøj eller snavs.
Det minder om den situation, hvor man ser splinten i andres øjne, og bjælken i sit eget. Man sammenligner alt det, de andre kan og viser frem, med den, man er i sit eget indre.
Man fælder en dom – ikke kun over sig selv, men også over andre. De andres liv gøres bedre og ens eget værre. Og det har vist sig, at sociale medier er en fremragende kilde til at vores selvværd ned med nakken. Der er lavet undersøgelser, der viser en direkte sammenhæng mellem ens brug af sociale medier og depression, ensomhedsfølelse og lavt selvværd. (https://www.psykologrikkepapsoe.dk/hvordan-paavirker-de-sociale-medier-os/).
Mennesker har altid sammenlignet sig med hinanden, men nu kan man nå at sammenligne sig med flere ved et enkelt klik.
Der er i denne tid, som vi lever i, særlig brug for et fokus på, at flere og flere mennesker føler sig ensomme. Vi fælder ikke altid kun en negativ dom over andre, men måske i højere grad over os selv.
Når vi sidder alene med vores tanker og sammenligninger, og der aldrig er et andet (virkeligt) menneske, der bryder ind og får den udgave af virkeligheden, vi skaber i vores indre, brudt med andre synsvinkler, så falder vi igen og igen en grøft af negativitet.
Der sker ikke en perspektivforskydning. Og den har vi brug for.
Vi har brug for at få øje på andet end os selv i spejlet – eller brug for at få øje på andet den anden gennem spejlet. Vi har brug for virkeligheden.
Vi har brug for barmhjertigheden.
Det er et ord, jeg holder meget af – barmhjertighed. På hebraisk kommer det af to ord: hanan og hesed.
Det ene betyder, at Gud er gavmildhed, og at den gavmildhed er både overraskende og givet frit. Det er en handling, der oprejser mennesker, når de er nede og fortvivlede. Og det andet ord bruger man om det, at mennesker kommer i relation med hinanden, og bliver brugt, når der er et overskud, som gør at man får lov at være med i en relation uden at man først bliver spurgt om, hvad man kan give eller gøre – eller hvem man er. Man bliver bare budt ind – eller som vi hørte i dåben, så siger Jesus: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. De er indbudt inden de kan andet end blot at være. (”Trinitatis – en homiletisk rejse” af Mogens Lindhardt, Anis 2015, s. 164ff).
Det er alt sammen barmhjertighed. Eller et udtryk for Guds nåde.
Gud er barmhjertig, når han udøser sig nåde over os.
Vi får at vide, at vi skal være barmhjertige, som Gud er det. Men også her skal vi passe på ikke at sammenligne os, så vi ikke tror, at vi skal være guddommelige.
Vi kan derimod forestille os, at vi bor i et stort hus, som Gud har skabt her på kloden. I dette hus er Gud hele tiden nær med sin gavmildhed, sin omsorg, sin barmhjertighed og sin nåde. Huset har en kultur – eller i det her tilfælde en ånd. En måde at være på, som vi bliver bedt om at bringe videre. Vi skal ikke skabe den særlige stemning i huset – den har Gud allerede skabt, men vi skal arbejde med på den. (Ibid.s. 167).
Det er dagens evangelium – arbejd med på den verden, Jeg skaber for jer, siger Gud til os. Og det gør vi, når vi sætter os ud over hierarkier og social status, og begynder at behandle hinanden som mennesker før alt andet. Før det øjet ser, men som hjertet for længst har opdaget – at vi fælles om vores menneskelighed. Først og sidst er vi mennesker, der har brug for det samme i tilværelsen. Omsorg, opmærksomhed, kærlighed og barmhjertighed.
Vi er i et fællesskab med hinanden, hvor ingen er mere end den anden.
Det er gennem tiden blevet udtrykt meget forskelligt, og nogen ynder at sige, at vi alle er syndere. Det er ikke forkert, men problemet er, at man begynder ved synden, i stedet for at begynde med nåden og barmhjertigheden. Vores fællesskab som mennesker, er ikke konstitueret af synden, men at Guds nåde og barmhjertighed.
Det begynder ved Gud og ender ved Gud. Det er ham, der er Alfa og Omega.
Teologen Mogens Lindhardt taler også om synd, men han siger, at synd er en skade – noget, der bliver ødelagt eller slået itu. Og som ved enhver skade, så sørger man efter, man har fået den. Sorg er en reaktion på, at der er sket en skade. Det er altid den første reaktion. Den næste reaktion er, siger han, omsorg (Ibid. S. 172). Han taler om, at synden ikke må blive til en skandale mellem mennesker, hvor vi måske ruller os lidt rundt i andre menneskers synd, men at vi gør den til en tragedie, forstået på den måde, at vi skal vise omsorg fremfor at sladre, for nu at sige det sådan lige ud af posen. Vi skal ikke gøre synden større ved at dele dem med flere, men behandle den nænsomt og med omsorg.
Det er en anderledes måde at se synden på – og reaktionen på den. Synd er ikke bare noget, der kan stemples som ”forkert” ud fra et etisk perspektiv, men måske snarere en skade, der skal klinkes. Og kan klinkes gennem omsorg. Ved at sørge for hinanden – at sørge med hinanden.
Vores skæbnefællesskab er ikke synden, men Guds barmhjertighed, Guds nåde og vores fælles evne til at vise omsorg – også overfor det menneske, vi ikke kender endnu. Vi sætter hinanden i relationer ved at gentage den indbydelse til livet, som Gud har givet os, når han frit og kvit invitere os – uden at vide, hvad livet vil bringe os.
Vi er hinandens, som vi er Guds.
Det skal vi møde hinanden med i stedet for sammenligningens ubarmhjertige blik. Vi er fælles på denne klode som Gud har skabt – den er lige som eget din som min – som vores næstes.
AMEN
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Overraskende og barmhjertige Gud – i livets travlhed og livets kaos kommer du til os, hvor vi er. Du kommer og finder os, når vi ikke kan finde os selv. Når vi er faret vild i egne tanker og sammenligninger – i misundelse og ensomhed.
Du kommer og viser os omsorg – viser os barmhjertighed. Du peger på en anden vej end den, vi kan komme til at tage – ikke fordi vi er slette, men fordi vi ikke kan få øje på andre.
Tak Gud fordi du igen og igen peger os i en anden retning. Peger os mod hinanden hjerter og mod dig.
Hjælp os så vi kan hjælpe hinanden med at arbejde for en verden, hvor kærlighed får 1. pladsen i vores liv – hvor vi ser på hinanden med overbærenhed, og hvor vi byder hinanden ind i vores liv.
Og vær os nær i denne bøn, når vi beder for verden.
Vær med alle syge, der er bange og i smerter.
Vær med alle ensomme, der tror sig forladte.
Vær med alle der mangler, og føler de falder ned i den mangel.
Vær med alle, der føler sig uperfekte.
Vær med alle, der glemmer andre – mest fordi de er bange for at andre har glemt dem.
Vær med alle der kæmper i livet.
Vær med alle der sørger og savner.
Vær med alle de magtfulde.
Vær med vores kirke her – lad os binde bånd til alle andre kirker i hele verden, så vi sammen kan skabe fællesskaber på tværs af alt det, der ellers skiller os ad.
Lad os være stille sammen.
Amen
søndag den 27. juni 2021
onsdag den 23. juni 2021
Skt. Hans 2021
Her står jeg med en kost i hånden. Klar til at flyve til Bloksbjerg. For sådan troede man engang – at hekse satte sig på koste og fløj hele vejen til Bloksbjerg, hvor de festede hele natten.
Så engang gemte man koste væk til Skt. Hans for at sikre sig, at heksene ikke skulle flyve afsted – jeg ved ikke om det skyldes frygt for hekse eller misundelse over ikke at komme med til festen.
Men i dag kender vi det at flyve på koste fra Harry Potter, der jo er et talent på en koste, og første gang han prøver, bare kan. Han deltog i mange Quiddish-kampe på kost - en Nimbus 2000 og sidenhen en Firebolt-kost.
Men hjemme hos mig, kender jeg nu mest kosten fra, når jeg skal feje. Og lige præcis den her kost står udenfor, så jeg kan feje terrassen ren for blade, jord og hvad der ellers sådan er. Jeg fejer og fejer – selvom jeg ved, at i morgen vil der ligge lige så meget som i dag. Sådan er det med snavs og skidt – det er næsten som om det kommer helt af sig selv.
Det tror jeg, vi alle kan nikke genkendende til – os der har arbejdet hjemmefra i over et år. Det er som om, at når man er hjemme, så samler der sig mere snavs i hjørnerne, end hvis man ikke var hjemme. Det kommer bare – flyver over trægulvene og samler sig i store grå totter eller tunge bunker af sand.
Det minder måske lidt om det, der også sker inden i os – altså i vores hjerter. At snavs sådan kan samle sig i totter. Bekymringer og negative tanker.
Jeg har lige været til et foredrag med en psykolog Pia Callesen, der siger, at bekymringer er som at sidde ved running Sushi. I ved det der transportbånd der går gennem en restaurant med sushi-tallerkner på, og så tager man det, man gerne vil have, når der kommer en tallerken, man synes om. Ikke helt som i lufthavnen, hvor man helst skal tage sin egen kuffert. Nej, her må man tage lige det man vil.
Men, Pia Callesen siger, at bekymringer er som den tallerken med sushi som ingen tager og som bare kører rundt og rundt. Spørgsmålet er om man så egentlig har lyst til den tallerken med dårlig fisk, når den kommer? Nej vel. Men bekymringer er som stabler af tallerkner med dårlig sushi som man tager og spiser. Hvor Pia Callesen siger, at man skal øve sig i at lade dem køre videre med rundt velvidende at de nok kommer igen – men vi skal øve os i ikke at tage fat i bekymringen.
Det er egentligt et godt råd, og som et menneske, der i høj grad har katastrofetanker på daglig basis er det virkelig et godt råd. Jeg forestiller mig al mulig forfærdeligt vil ske, og havde, da Mette Frederiksen sidste år lukkede DK, allerede forestillet mig mundbind, afstand og sprit. Jeg var med andre ord langt foran jer. Men jeg havde ikke forestillet mig, at vi kunne mødes her i aften – også sådan er det med bekymringer. De viser sig sjældent at holde stik. Der sker næsten altid et eller andet godt, der ødelægger bekymringen.
Og det jo egentligt godt.
Derfor har jeg en kost med, for håbet, lyset og alt det gode i livet er som den her kost, der kommer uventet og fejer bekymringer, negative tanker og domme over andre, væk – fejer hjørnerne i vores hjerter rene, så vi igen kan få øje på det smukke.
Og i aften er det det, vi tænder bål. Ikke for at skræmme heksene som man gjorde engang – de må hjertens gerne tage til fest i aften – men for at huske os selv på, at lyset, håbet, kærligheden stadigvæk er i verden – og i os.
Vi skal det næste år – og måske mange år frem – øve os i at feje alt det væk, der afholder fra at leve livet med hinanden – for hinanden. Her hvor corona får baghjul har vi fået en mulighed for at redefinere alt det, der betyder noget for os – vi skal gribe chancen.
Lad os skabe en fremtid, der er om muligt endnu smukkere med nærvær, samvær og kærlighed.
Glædelig midsommer.
Så engang gemte man koste væk til Skt. Hans for at sikre sig, at heksene ikke skulle flyve afsted – jeg ved ikke om det skyldes frygt for hekse eller misundelse over ikke at komme med til festen.
Men i dag kender vi det at flyve på koste fra Harry Potter, der jo er et talent på en koste, og første gang han prøver, bare kan. Han deltog i mange Quiddish-kampe på kost - en Nimbus 2000 og sidenhen en Firebolt-kost.
Men hjemme hos mig, kender jeg nu mest kosten fra, når jeg skal feje. Og lige præcis den her kost står udenfor, så jeg kan feje terrassen ren for blade, jord og hvad der ellers sådan er. Jeg fejer og fejer – selvom jeg ved, at i morgen vil der ligge lige så meget som i dag. Sådan er det med snavs og skidt – det er næsten som om det kommer helt af sig selv.
Det tror jeg, vi alle kan nikke genkendende til – os der har arbejdet hjemmefra i over et år. Det er som om, at når man er hjemme, så samler der sig mere snavs i hjørnerne, end hvis man ikke var hjemme. Det kommer bare – flyver over trægulvene og samler sig i store grå totter eller tunge bunker af sand.
Det minder måske lidt om det, der også sker inden i os – altså i vores hjerter. At snavs sådan kan samle sig i totter. Bekymringer og negative tanker.
Jeg har lige været til et foredrag med en psykolog Pia Callesen, der siger, at bekymringer er som at sidde ved running Sushi. I ved det der transportbånd der går gennem en restaurant med sushi-tallerkner på, og så tager man det, man gerne vil have, når der kommer en tallerken, man synes om. Ikke helt som i lufthavnen, hvor man helst skal tage sin egen kuffert. Nej, her må man tage lige det man vil.
Men, Pia Callesen siger, at bekymringer er som den tallerken med sushi som ingen tager og som bare kører rundt og rundt. Spørgsmålet er om man så egentlig har lyst til den tallerken med dårlig fisk, når den kommer? Nej vel. Men bekymringer er som stabler af tallerkner med dårlig sushi som man tager og spiser. Hvor Pia Callesen siger, at man skal øve sig i at lade dem køre videre med rundt velvidende at de nok kommer igen – men vi skal øve os i ikke at tage fat i bekymringen.
Det er egentligt et godt råd, og som et menneske, der i høj grad har katastrofetanker på daglig basis er det virkelig et godt råd. Jeg forestiller mig al mulig forfærdeligt vil ske, og havde, da Mette Frederiksen sidste år lukkede DK, allerede forestillet mig mundbind, afstand og sprit. Jeg var med andre ord langt foran jer. Men jeg havde ikke forestillet mig, at vi kunne mødes her i aften – også sådan er det med bekymringer. De viser sig sjældent at holde stik. Der sker næsten altid et eller andet godt, der ødelægger bekymringen.
Og det jo egentligt godt.
Derfor har jeg en kost med, for håbet, lyset og alt det gode i livet er som den her kost, der kommer uventet og fejer bekymringer, negative tanker og domme over andre, væk – fejer hjørnerne i vores hjerter rene, så vi igen kan få øje på det smukke.
Og i aften er det det, vi tænder bål. Ikke for at skræmme heksene som man gjorde engang – de må hjertens gerne tage til fest i aften – men for at huske os selv på, at lyset, håbet, kærligheden stadigvæk er i verden – og i os.
Vi skal det næste år – og måske mange år frem – øve os i at feje alt det væk, der afholder fra at leve livet med hinanden – for hinanden. Her hvor corona får baghjul har vi fået en mulighed for at redefinere alt det, der betyder noget for os – vi skal gribe chancen.
Lad os skabe en fremtid, der er om muligt endnu smukkere med nærvær, samvær og kærlighed.
Glædelig midsommer.
søndag den 13. juni 2021
2. søndag efter trinitatis 2021
”Kaos giver ofte liv, når orden er blevet en vane”. Sådan skulle den amerikanske historiker Henry B. Adams efter sigende havde udtalt sig. Det er ellers ikke sådan, vi er vant til at se på kaos, som det, der giver liv. Faktisk er det nok nærmere det modsatte. Det er en værdsat kompetence på arbejdsmarkedet i dag, at man kan lede sig egen arbejdsdag, have overblik, styr på kalenderen, mails og aftaler. Der er ikke mange, der bliver ansat på, at de skriver, at de er gode til at skabe kaos omkring sig. Der skal derimod orden og struktur til.
Men spørgsmålet er om det ikke går imod den verden, vi lever i? Imod det liv, vi lever?
Jeg synes nemlig, at der ofte sker noget, der viser det modsatte. Jeg bruger fx oceaner af tid på lede efter mine nøgler eller mine briller, selvom jeg godt ved, at jeg bare skal lægge ting det samme sted. Hver gang.
Men livet er også kaotisk på andre planer end bare det helt personlige, når vi ser på klimakrisen, vi står midt i. En pandemi, der lukker verden ned. Man har måske mennesker i sit liv, der ikke altid agerer, som man regner med.
Der er et element at kaos i tilværelsen – af noget, vi ikke kan styre eller planlægge. Noget der får os til at stoppe op eller reagere eller græde eller gyse eller undres. Det kaotiske gør noget ved os. Eller livet gør noget ved os.
Vi kan ikke undgå at blive forstyrret i livet. Vi kan planlægge, men det uforudsigelige vil stadigvæk være der.
I 1970’erne udviklede man noget, der kaldes for kaosteorien, der i grundtræk går ud på, at alting udvikler sig over tid, og at startbetingelserne er vigtige for resultatet. Man kalder det også for sommerfugleeffekten. Det er ideen om, at en sommerfugls slag med vingen på den ene side af jordkloden kan føre til en orkan på den anden side. At enhver handling har konsekvenser – breder sig som ringe i vandet og rammer bredder, vi ikke kan forudsige. At livet er kaotisk i sin essens.
Vi kan ikke forudsige det eller beregne livet på forhånd. Men vi kan navigere i det – eller det det eneste vi kan. Navigere i det, der kan synes kaotisk og løssluppent – uordentligt eller rodet.
Problemet er nok mest os mennesker, der gerne vil have orden i vores liv. Vi opstiller regler, kasser og regneark – prøver at skabe orden i det kaotiske. Og vi bliver tit skuffede.
Men det største problem opstår, når vi forsøger at gøre det samme med Gud. Forsøger at få styr på Gud – sætte ham eller hende i en kasse, der passer med den lille del af verden, som vi kan se og opfatte.
Det er ikke fordi, det er forkert at gøre; men vi skal være forberedte på, at blive overraskede og overrumplede af Gud. Og måske særligt, når vi tror, vi har fået styr på Gud.
Jesus fortæller en lignelse om en mand. Når Jesus fortæller om en mand, en godsejer eller en vinbonde, så er det ofte Gud, han taler om.
Jesus fortæller om mand, der vil holde fest – men alle de indbudte takker nej i sidste øjeblik. De var nok ikke bekendte med Søren Pind-reglen. Det er en regel, som Søren Pind gjorde sig til fortaler i radioprogrammet Mads & Monopolet, der går ud på, at har man først sagt JA til et arrangement, så aflyser man ikke, selvom der kommer noget mere vigtigt eller spændende, man måske hellere ville til. Søren Pind- reglen er, at et JA altid gælder.
Men det vidste de indbudte mennesker i lignelsen ikke. De undskyldte sig, fordi noget vigtigere var sket i deres liv end denne fest. Enhver der har prøvet at blive brændt af på den måde, ved at det ikke er rart. Det er ikke rart at blive prioriteret fra – at få en følelse af at være uvæsentlig i andres liv.
Og manden i lignelsen bliver også vred. Ordet vrede betyder egentlig ”forvreden” – at noget bliver forvreden. Som en fod, man vrikker om på, og forvrider – smerten, der jager gennem kroppen. Eller som et hjerte man vrikker om på og forvrider – den smerte kan blive længe efter, man har lagt is på og hvilet. Men også forvreden som det ansigtsudtryk, som vreden giver. Man bliver svær at kende og vreden kan lyse ud af øjnene som lyn, der rammer den, man er vred på. Vreden opstår, når det man gerne vil, ikke sker. Som når folk takker ned til ens åbne arme og udstrakte hånd.
Men manden i lignelsen dropper ikke festen – han inviterer nogle andre.
Han inviterer de fattige, vanføre, blinde og lamme, som der står. Han inviterer dem, der på det her tidspunkt tilhører den sociale lavklasse. Dem der ellers aldrig får en invitation. I skal forestille jer, at det er mennesker, der har haft slidt og måske beskidt tøj på – de har været usoignerede. Det er mennesker, der med forskellige handikaps måske har haft svært ved at spise uden at spilde. Mennesker der har rørt ved maden med hænderne for at mærke den inden, der var kommet op til munden – eller måske mennesker, der har spist direkte af tallerkenen uden at bruge hverken arme eller ben.
Jeg er klar over det politiske ukorrekte i at male billedet for jer – men jeg tør kun at gøre det, fordi at netop en lignelse som denne, har været som et slag med en sommerfuglevinge; og i dag bliver der arbejdet med at fastholde menneskers ligeværdighed uagtet handicaps.
Fordi Jesus turde tale om det kaotiske i tilværelsen og tale om mennesker, som andre anså som kaotiske, har vi i dag et sundhedssystem, der forsøger at hjælpe mennesker uagtet. Jesus har skabt direkte socialpolitiske retningslinjer helt op til i dag – munke og nonne har gennem tiden bygget hospitaler og væresteder til dem, som ingen andre ville bekymre sig om. Insisteret på ligeværdigheden. Også hos mennesker, som mange så som kaotiske – svære at være sammen med – eller måske ligefrem besværlige.
I lignelsen bliver de kaotiske mennesker beskrevet meget konkret, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at lignelsen handler om mennesker som helhed og det kaos, vi alle har med os fra vores liv.
For er det ikke sådan, at vi alle til tider lever kaotisk – vores tanker kan rode, vores valg synes ulogiske og vi ved ikke hvilket skridt, der bliver det næste? Vi har alle et kaos med os, som vi måske forsøger at dække over eller forsøger at leve med.
Og da kommer Gud til os midt i livet, og indbyder os til fest. Han indbyder os ikke lige her til en stille, privat stund, men netop til fest, der som bekendt er bedst, når der er glæde, sang, høje stemmer og en væren i nuet. Fester er bedst, når tiden flyver og man har ondt i maven af at grine, når man går hjem. Når man har mødt spændende mennesker, haft gode samtaler eller danset fødderne ømme.
Eller sagt på en anden måde, så er fester bedst, når vi er i relation med andre. Når vi glemmer os selv.
Selvforglemmelse er så skønt et ord. Luther talte om en indkrogethed i sig selv – det kan ske, at man kroger så meget ind i sig selv, at man kun kan se sin egen navle og slet ikke kan få øje på andre. Og så kommer evangeliet og forvandler os – retter os ud, rejser os op, så vi ser hinanden. Deri ligger selvforglemmelse, for at have den anden for øje, er at have Gud på sinde.
Gud vil oprejse os og sende os ud, så vi kan indbyde hinanden til den festlige begivenhed, det er at blive rettet ud.
Evangeliet har det store potentiale, at det kan forvandle mennesker. Vi hører, at Gud kan skabe liv ud af kaos. Der står ikke noget om, at han fjerner kaos eller gør det nemmere at være menneske – tilværelsen vil til stadighed forkrampe os, fortvivle os og forfærde os. Men der er mere at sige end det – mere at sige om os end det, vi ikke kan overskue. Det mere giver Gud os, når han skaber liv ud af kaos. Skaber hjerter ud af sten og liv ud af ler.
Vi er oprejste, ranke og hinandens.
Amen
Men spørgsmålet er om det ikke går imod den verden, vi lever i? Imod det liv, vi lever?
Jeg synes nemlig, at der ofte sker noget, der viser det modsatte. Jeg bruger fx oceaner af tid på lede efter mine nøgler eller mine briller, selvom jeg godt ved, at jeg bare skal lægge ting det samme sted. Hver gang.
Men livet er også kaotisk på andre planer end bare det helt personlige, når vi ser på klimakrisen, vi står midt i. En pandemi, der lukker verden ned. Man har måske mennesker i sit liv, der ikke altid agerer, som man regner med.
Der er et element at kaos i tilværelsen – af noget, vi ikke kan styre eller planlægge. Noget der får os til at stoppe op eller reagere eller græde eller gyse eller undres. Det kaotiske gør noget ved os. Eller livet gør noget ved os.
Vi kan ikke undgå at blive forstyrret i livet. Vi kan planlægge, men det uforudsigelige vil stadigvæk være der.
I 1970’erne udviklede man noget, der kaldes for kaosteorien, der i grundtræk går ud på, at alting udvikler sig over tid, og at startbetingelserne er vigtige for resultatet. Man kalder det også for sommerfugleeffekten. Det er ideen om, at en sommerfugls slag med vingen på den ene side af jordkloden kan føre til en orkan på den anden side. At enhver handling har konsekvenser – breder sig som ringe i vandet og rammer bredder, vi ikke kan forudsige. At livet er kaotisk i sin essens.
Vi kan ikke forudsige det eller beregne livet på forhånd. Men vi kan navigere i det – eller det det eneste vi kan. Navigere i det, der kan synes kaotisk og løssluppent – uordentligt eller rodet.
Problemet er nok mest os mennesker, der gerne vil have orden i vores liv. Vi opstiller regler, kasser og regneark – prøver at skabe orden i det kaotiske. Og vi bliver tit skuffede.
Men det største problem opstår, når vi forsøger at gøre det samme med Gud. Forsøger at få styr på Gud – sætte ham eller hende i en kasse, der passer med den lille del af verden, som vi kan se og opfatte.
Det er ikke fordi, det er forkert at gøre; men vi skal være forberedte på, at blive overraskede og overrumplede af Gud. Og måske særligt, når vi tror, vi har fået styr på Gud.
Jesus fortæller en lignelse om en mand. Når Jesus fortæller om en mand, en godsejer eller en vinbonde, så er det ofte Gud, han taler om.
Jesus fortæller om mand, der vil holde fest – men alle de indbudte takker nej i sidste øjeblik. De var nok ikke bekendte med Søren Pind-reglen. Det er en regel, som Søren Pind gjorde sig til fortaler i radioprogrammet Mads & Monopolet, der går ud på, at har man først sagt JA til et arrangement, så aflyser man ikke, selvom der kommer noget mere vigtigt eller spændende, man måske hellere ville til. Søren Pind- reglen er, at et JA altid gælder.
Men det vidste de indbudte mennesker i lignelsen ikke. De undskyldte sig, fordi noget vigtigere var sket i deres liv end denne fest. Enhver der har prøvet at blive brændt af på den måde, ved at det ikke er rart. Det er ikke rart at blive prioriteret fra – at få en følelse af at være uvæsentlig i andres liv.
Og manden i lignelsen bliver også vred. Ordet vrede betyder egentlig ”forvreden” – at noget bliver forvreden. Som en fod, man vrikker om på, og forvrider – smerten, der jager gennem kroppen. Eller som et hjerte man vrikker om på og forvrider – den smerte kan blive længe efter, man har lagt is på og hvilet. Men også forvreden som det ansigtsudtryk, som vreden giver. Man bliver svær at kende og vreden kan lyse ud af øjnene som lyn, der rammer den, man er vred på. Vreden opstår, når det man gerne vil, ikke sker. Som når folk takker ned til ens åbne arme og udstrakte hånd.
Men manden i lignelsen dropper ikke festen – han inviterer nogle andre.
Han inviterer de fattige, vanføre, blinde og lamme, som der står. Han inviterer dem, der på det her tidspunkt tilhører den sociale lavklasse. Dem der ellers aldrig får en invitation. I skal forestille jer, at det er mennesker, der har haft slidt og måske beskidt tøj på – de har været usoignerede. Det er mennesker, der med forskellige handikaps måske har haft svært ved at spise uden at spilde. Mennesker der har rørt ved maden med hænderne for at mærke den inden, der var kommet op til munden – eller måske mennesker, der har spist direkte af tallerkenen uden at bruge hverken arme eller ben.
Jeg er klar over det politiske ukorrekte i at male billedet for jer – men jeg tør kun at gøre det, fordi at netop en lignelse som denne, har været som et slag med en sommerfuglevinge; og i dag bliver der arbejdet med at fastholde menneskers ligeværdighed uagtet handicaps.
Fordi Jesus turde tale om det kaotiske i tilværelsen og tale om mennesker, som andre anså som kaotiske, har vi i dag et sundhedssystem, der forsøger at hjælpe mennesker uagtet. Jesus har skabt direkte socialpolitiske retningslinjer helt op til i dag – munke og nonne har gennem tiden bygget hospitaler og væresteder til dem, som ingen andre ville bekymre sig om. Insisteret på ligeværdigheden. Også hos mennesker, som mange så som kaotiske – svære at være sammen med – eller måske ligefrem besværlige.
I lignelsen bliver de kaotiske mennesker beskrevet meget konkret, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at lignelsen handler om mennesker som helhed og det kaos, vi alle har med os fra vores liv.
For er det ikke sådan, at vi alle til tider lever kaotisk – vores tanker kan rode, vores valg synes ulogiske og vi ved ikke hvilket skridt, der bliver det næste? Vi har alle et kaos med os, som vi måske forsøger at dække over eller forsøger at leve med.
Og da kommer Gud til os midt i livet, og indbyder os til fest. Han indbyder os ikke lige her til en stille, privat stund, men netop til fest, der som bekendt er bedst, når der er glæde, sang, høje stemmer og en væren i nuet. Fester er bedst, når tiden flyver og man har ondt i maven af at grine, når man går hjem. Når man har mødt spændende mennesker, haft gode samtaler eller danset fødderne ømme.
Eller sagt på en anden måde, så er fester bedst, når vi er i relation med andre. Når vi glemmer os selv.
Selvforglemmelse er så skønt et ord. Luther talte om en indkrogethed i sig selv – det kan ske, at man kroger så meget ind i sig selv, at man kun kan se sin egen navle og slet ikke kan få øje på andre. Og så kommer evangeliet og forvandler os – retter os ud, rejser os op, så vi ser hinanden. Deri ligger selvforglemmelse, for at have den anden for øje, er at have Gud på sinde.
Gud vil oprejse os og sende os ud, så vi kan indbyde hinanden til den festlige begivenhed, det er at blive rettet ud.
Evangeliet har det store potentiale, at det kan forvandle mennesker. Vi hører, at Gud kan skabe liv ud af kaos. Der står ikke noget om, at han fjerner kaos eller gør det nemmere at være menneske – tilværelsen vil til stadighed forkrampe os, fortvivle os og forfærde os. Men der er mere at sige end det – mere at sige om os end det, vi ikke kan overskue. Det mere giver Gud os, når han skaber liv ud af kaos. Skaber hjerter ud af sten og liv ud af ler.
Vi er oprejste, ranke og hinandens.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Festens Gud – Livets Herre
Vi takker fordi du igen og igen sender os i hinandens arme. Vi beder dig om at hjælpe os med at indbyde til Dit fællesskab, og åbn vores øjne for dem, vi tror indbydelsen ikke rækker til; for også de er med.
Vi beder dig være med os, når vi nøler eller ikke tør. Og ret os ud, når vi igen falder sammen og kroger os ind i os selv.
Vi beder dig Gud vær med os i denne bøn for verden:
Vær med alle der er slidte og trætte.
Vær med alle der er bange eller bedrøvede.
Vær med alle der er syge eller i smerter.
Vær med alle der er usikre overfor fremtiden.
Vær med alle der håber eller længes.
Vær med alle der skammer sig eller skammes ud.
Vær med alle der træder på andre og alle der er blevet trådt på.
Vær med alle der er foragtede og alle der er forargede.
Vær med alle, der er magtfulde eller magtglade.
Vær med alle troende, og vær med alle der ikke tror om det så er på Dig Gud eller dem selv.
Vær med din kirke her i Møllevang. Lad den være et håbstegn i verden, og lad dens virkning være som et slag af en sommerfuglevinge, så fremtiden kan tegne lys og glædelig.
Hold os fast på, at det nytter at sprede ordet – at det nytter at insistere på kærligheden.
Kirkebøn:
Festens Gud – Livets Herre
Vi takker fordi du igen og igen sender os i hinandens arme. Vi beder dig om at hjælpe os med at indbyde til Dit fællesskab, og åbn vores øjne for dem, vi tror indbydelsen ikke rækker til; for også de er med.
Vi beder dig være med os, når vi nøler eller ikke tør. Og ret os ud, når vi igen falder sammen og kroger os ind i os selv.
Vi beder dig Gud vær med os i denne bøn for verden:
Vær med alle der er slidte og trætte.
Vær med alle der er bange eller bedrøvede.
Vær med alle der er syge eller i smerter.
Vær med alle der er usikre overfor fremtiden.
Vær med alle der håber eller længes.
Vær med alle der skammer sig eller skammes ud.
Vær med alle der træder på andre og alle der er blevet trådt på.
Vær med alle der er foragtede og alle der er forargede.
Vær med alle, der er magtfulde eller magtglade.
Vær med alle troende, og vær med alle der ikke tror om det så er på Dig Gud eller dem selv.
Vær med din kirke her i Møllevang. Lad den være et håbstegn i verden, og lad dens virkning være som et slag af en sommerfuglevinge, så fremtiden kan tegne lys og glædelig.
Hold os fast på, at det nytter at sprede ordet – at det nytter at insistere på kærligheden.
Amen
Abonner på:
Opslag (Atom)