Skt. Hans 2011, Universitets parken

Kære Alle – jeg skal som traditionen byder, men som jeg også føler, sige jer tak for invitationen til at holde dette års båltale. Båltaler er en mærkelig kategori, fordi de finder sted i et krydsfelt mellem hedenskab, kristendom og folkelighed. Og så skal talen helst være forståelig, morsom, oplysende og aktuel. Jeg har tænkt længe over, hvad jeg skulle sige. Det oplagte og sikre ville være at tale om Johannes døberen, der har lagt navn til dagen – der næstmest oplagte vil være at tale bålet og om hvordan man lavede bål så man kunne holde al ondskab og magi på afstand. Og så selvfølgelig at tale om lyset og mørket – den evige kamp som foregår på makroplan og mikroplan – mellem nationer og i ethvert menneskeliv. Mulighederne er mange. Så hvorfor faldt mit valg så på det, jeg vil tale om, nemlig kollegie livet og drømme? Fordi vi står her! Vi står på et de mest historiske steder i Aarhus, og skriver os selv ind i den. Fordi universitet har præget byen og fordi det fremover vil være et sted, der farver Aarhus. Og selvom mange af jer ikke ender i Aarhus, fordi jobbene kalder på jer i andre egen af landet, og selvom I ikke er indfødte århusianere eller siger Nørrega(j)e eller nugah(å)rn, så vil Aarhus altid være en del af jeres liv. Den del, der med tiden vil gulne som et gammelt billede og gennem dette skær fremstå som en tid, hvor drømmene kunne drømmes, hvor idealerne var himmelhøjt og hvor friheden var jeres. Så derfor siger jeg jer tak for at jeg måtte komme og tale – og nu til talen:



Da jeg var barn, tog min far mig en gang om året i sommerferien med til Aarhus. Det lå fast, at vi skulle til Moesgaard museum og Naturhistorisk museum. Jeg elskede det. At gå på eventyr mellem hylder og montre, hvor alt fra udstoppede fugle, dna kæder lavet i overdimensioneret plastic og såmænd et gammel moselig. Det var en eventyrverden for mig. Vi endte som regel ved Naturhistorisk museum, og efterfølgende var der lige tid til en smuttur rundt om søen i parken, der dengang var meget større – og ikke kun fordi jeg var mindre. Jeg så både på ænder og kæmpe træer, men også de mange studerende, der selvsikre bevægede sig rundt, fangede min interesse – de sad rundt i græsset, spiste, drak kaffe af termokander og røg en masse smøger – dengang var rygning in. Og mens vi vandrede rundt, og min far viste mig, hvor han selv engang havde læst, viste han mig også kollegierne med alle alterne, der vendte ud mod parken. Fyldt med ølkasser, mennesker der læste i solen og vasketøj – og jeg drømte. Drømte om, at den engang skulle være mig, der boede her, og tage del i det liv. Og jeg proklamerede højt for min far, at her ville jeg bo. Hvad jeg lige dengang ville læse, stod hen i det uvisse, men bo her, det ville jeg. Det pudsige er, at jeg faktisk stod ved den blok, der senere skulle blive mit hjem.



Det er jo en sentimental begyndelse på en aften, hvor vi om lidt skal sætte ild til heks. Men nogle gange går de ønsker, man har, i opfyldelse, og hvad bedre aften, end denne aften til at sende ønsker af sted ud i verden. Selvfølgelig har vi den naturlige skæringsaften, hvad angår ønsker – nemlig nytårsaften. Der ønsker vi i et væk, at nu skal vi begynde på spinning mindst 4 gange om ugen, nu skal vi spise blomkål hver søndag, eller nu skal vi virkelig studere hver dag og ikke bare læse til eksamen. Og hver gang holder det måske 14 dage, og måske kun til dagen efter. Det er som om at nytårsaften alligevel ikke rigtig gør sig så godt ud i ønsker. Så hvilken bedre kan man tænke sig end denne aften vi står i nu? En sommeraften (hvor der er potentiale for, at den bliver) smuk, blå, lys og mild. En aften, hvor vi tænder bål rundt om i landet og samles omkring det, kigger på flammerne, lytter til dets knitren og for et øjeblik falder i et med verden. Her skal ønskerne lyde – og med ønskerne håbet om, at det bliver til virkelighed.



Jeg endte med at bo på dette kollegium, som jeg ønskede engang i 80’erne på en tur til Aarhus. Der skulle gå små 20 år inden jeg kunne flytte mine ting ind på værelset, og undervejs havde jeg sikkert ikke regnet med at skulle bo her. Jeg kom hertil som så mange andre – jeg flyttede ikke bare ind på uni kollegiet, men på heartbreak hotel. I massevis sad vi og slikkede vores sår, og drak rødvin til. Jeg flyttede ind på 7, stuen – den sære gang. Nu var vi nok ikke mere sære end gennemsnittet, men sære fordi ikke et værelse ligner det andet. Kollegium 7 var oprindeligt et kvindekollegium. Det er bygget langt senere, så også kvinder kunne få lov til at bo på kollegiet. Der var til kollegium 7 tilknyttet en kvindelig efor, for man kunne jo ikke tænke sig, kvinder boede uden en anstandsdame. Hun skulle eftersigende have boede i 7, stuen. Bemærk at de andre eforer, der boede her, havde eforen her., hvor vi står nu, og kollegie kontorets bygninger som bolig. Men de var også mænd. Senere fandt ligestillingen heldigvis ind, og man vovede, at kvinder boede helt alene, og sammen med mændene. Men 7. stuen bærer præg af, at være særlig. Nogle rum er større end gennemsnittet, og andre er små, men har altandør. Og så ligger kollegiets eneste 1.5 værelses på denne gang. Det blev mit værelse.



Rygterne svirrede da jeg flyttede ind – der var tale om, at der måske var et køkken på det værelse, jeg havde fået. Det skulle være en hel lille lejlighed. Skuffelsen var stor, mest blandt mine gangfæller, da jeg kunne afsløre, at køkkenet blot var et par skabe, der godt nok engang havde stået i et køkken, men som ikke længere kunne betegnes som et køkken. Og sammen med varmemesteren blev vi enige om, at de bare skulle ud under træet, og på magisk vis forsvinde. Dog var et rygte sandt: der er eget toilet på værelset.



Det skulle vise sig, at blive en rigtig god tid på kollegiet – jeg nød det. Jeg nød det lidt mindre til kapsejladsen, hvor jeg fandt ud af, hvorfor man siger: if you can’t beat them, join them. 



Sådan har alle, der har boet på kollegium, historier at fortælle. Historier, der er til at grine af men også historier, der har ændret deres liv og livsbane. Historier, der på forunderlig vis har bagt dem andre steder hen, end hvor de regnede med at skulle ende. Historier, der overgik deres vildeste fantasi.



Lige når, står de fleste af jer et sted i jeres liv, hvor I ved med sikkerhed er på vej væk. Man begynder et studie, og ved at man skal afslutte det en dag. Man ved, at man tager denne uddannelse, som et middel til at nå et mål – det være sig et arbejde, en hverdag eller et livsprojekt. Men de fleste opdager på vejen, at midlet bliver et mål i sig selv. Langsomt bliver det en identitet at være studerende, og det kan synes som lysår væk, at man bliver kandidat. Og det er her, når fremtiden er længst væk, og man kun lige er til stede her og nu, at drømmene blomstrer. Her er mulighederne åbne.



Alle mennesker har drømme om deres liv. Om vi så taler en studerende i Danmark, et gadebarn i Indien eller en surfer i Australien – alle har vi drømme. Vi har mål, vi gerne vil nå, vi har ting vi gerne vil have set, bøger vi skal have læst og udfordringer vi skal overkomme. Alle har vi drømme. Dog er verden anderledes i dag for de studerende, der bor her, end for de studerende, der flyttede ind på kollegiet i 1030’erne. Ikke kun den politiske scene var anderledes, men også måden at se mennesket på var anderledes. Dengang handlede livet om, at finde frem til hvem man var. Den handlede om at danne sig selv – i dag er det vendt om – nu handler det om at skabe sig selv. Det er en stor forandring, for nu skal vi opfinde os selv og skaber selv dem, vi gerne vil være. Med fare for at lyde gammel, så forekommer det mig dog nemmere at finde frem til sig selv, end at skabe sig selv.



Og måske netop derfor er det godt, at tage sine drømme op til revision. Hvorfor drømmer vi dem? Vil vi holde lavt selvværd fra døren? Drømmer vi for at være noget i andres øjne. Drømmer for at opnå berømmelse? Eller drømmer vi fordi vi ikke kan lade være? Fordi drømmen om livet ligger så tæt på hjertets slag, at vi ikke kan lade være?



Drømmer vi med andre ord, om at skabe en identitet, andre kan se på og beundre, eller drømmer vi, fordi vi dermed faktisk kommer tættere på dem, vi er? Vi må ikke stavnsbinde drømmen til kun at handle om image. Drømme bliver små og ubetydeligt, når vi kun drømmer om at være noget i andres øjne – men drømmer vi om at blive noget for andre, så bevæger vi os i retningen af det menneske i os, vi er skabt til at være. Så åbne vi muligheder i os selv. Sagt med andre ord, så handler det ikke om at være et objekt i verden, som andre kan beundre, men det handler om at blive et subjekt i verden – et menneske, der til stede for andre og blandt andre.



Og mens vi lige om lidt skal tænde bålet, og synge midsommervisen, får vi alle en stund, hvor man falder ind i sig selv – bemærk, at man falder ind i sig selv og ikke ud af sig selv. Er man først faldet ud af sig selv, så er man hysterisk, men lader man sig falde ind ad, så finder man frem til, hvem man er. Det er ikke alt, vi behøver skabe selv, noget er giver på forhånd. Noget ligger allerede i os.



Så denne midsommer vil jeg tilegne drømmene – drømmene om fremtiden, om livet, om familien, om vennerne, om hverdagen og om de dage, man aldrig glemmer. Så send en drøm af sted. Og lad håbet bære den på sine vinger.



Tak for jeres opmærksomhed – og god aften.