Skt. Hans 2023, Møllevangskirken

Det er svært at holde en båltale, særligt i dag, uden at nævne, at vi jo ikke rigtigt har et bål. Men Skt. Hans bliver det jo alligevel, med eller uden bål. Og sådan er der faktisk meget i livet – det bliver juleaften, også uden sne. Vi holder efterårsferie selvom bladene næsten knap er gule på det tidspunkt. Og nu holder vi Skt. Hans uden bål. Men jeg holder nu stadigvæk en båltale og vi skal synge midsommervisen.

Hvorfor? Fordi der er noget, der er vigtigere – der er noget på spil!

Jeg har altid holdt utrolig meget af Skt. Hans – fordi denne aften rummer alle muligheder, synes jeg. Det er en aften, der i tidens løb er spændt for mange forskellige vogne. Den var oprindeligt en rigtig helligdag på højde med juleaften og påsken, men den blev nedlagt i 1770 med helligdagsreformen, hvor man lagde en masse små helligdage sammen til St. Bededag. Og vi ved jo godt, hvordan det gik med St. bededag.

Men selvom kongen sløjfrede St. Hans så blev folk ved med at mødes om aftenen og tænde bål. Aftenen endte med at være en aften, hvor man i folketroen forsøgte at skræmme det onde væk, og det endte så for 100 år siden med, at man satte en dukke af en heks på bålet. Heldigvis er vi blevet klogere, og kunne ikke drømme at brænde en heks af, for vi ikke bange for stærke kvinder længere. Men vi ønsker stadigvæk at forsøge at skræmme alt det onde væk.

Og gid man denne ene aften kunne brænde alt det onde væk, så vi var sikrede et år frem. Det kan vi selvfølgelig ikke, men vi kan faktisk komme lidt af vejen. Vi kan sætte os sammen i dag, synge, mærke fællesskabet og se hinanden i øjnene. Og det er de små skridt mod en verden, hvor håbet kommet på 1. pladsen.

Det er de små skridt i retningen mod det bedre, der i sidste ende vil skabe forandringen.

I kender nok fortællingen om haren og skildpadden, der skulle løbe om kap? Aesops fabel. De begynder samtidig, og haren kommer hurtigt foran, men fordi den var så sikker på en sejr, så lagde den sig til at sove i græsset. Men skildpadden blev ved med at gå og gå. Og langsomt og stædigt kom den først over målstregen. Og selvom haren vågnede og løb alt, hvad den kunne, så endte det med, at den kom sidst over målstregen.

Der er flere moraler i den lille fortælling, men en af dem, jeg selv holder mest er, at den der med små bitte skridt, stædigt fortsætter, til sidst vil nå målstregen.

Men fortælling in mente kan jeg derfor sige: håbet er stadigvæk i vores verden, som bestemt er under forandring. Det, at vi ikke har bål i aften, er måske et tegn på en verden, der bliver varmere. Der er, ligesom sidste år, uro og krig ikke langt herfra, og magt mennesker forsøge at bestemme over andre.

Men i aften sidder vi her – vi glemmer ikke verden omkring os, men vi mærker, at der er mere at sige om verden end det, der splitter os ad. Vi får i aften en saltvandsindsprøjtning af fællesskab og sammenhold, og på den måde forandrer vi faktisk langsomt den verden, der er omkring os til noget bedre. Vi må aldrig give op – heller ikke selvom vi vil opleve, at vi ikke må tænde bål. Trods de forbud, der må blive smidt efter os, trods de mangler vi måske oplever, eller trods det der gør, at vi på forhånd næsten har tabt, så må vi ikke give op. Vi må gå samlet ind fremtiden med troen på, at den kan rumme lys, glæde, fred og sammenhold.

Manglerne skal ikke definere os, men det skal vores evne til at håbe.

Håbet er større, og det lever.

Glædelig Skt. Hans.