lørdag den 22. december 2018

Juledag 2018


Om morgenen hører min mand og jeg trinnene. De små hurtige fodtrin fra vores lille søn på 2 år, der iler hen over gulvet ind i stuen for at lege. Trinene vækker en usigelige glæde i os, og vi kan ikke andet end at smile til hinanden. Smile i en indforstået kærlighed over det lille menneske, der med sin blotte tilstedeværelse skænker os livet. Det lille menneske der bare ved sine fodtrin, viser os, at han er klar til at tage dagen med storm.

Vores fodtrin afslører os. De fortæller om, hvordan vi har det.

De kan være nervøse, småløbende, tunge eller lette. Fodtrinene følger vores hjerter.

Fødderne bærer os gennem livet. Bliver krogede, hårhudede og knoklede af det. De bærer vores kroppe og vores poser fyldt med varer. De bærer vores hjerter, der er tunge af julesorg.

Det er tungt at bære et menneske.

Vores fodtrin afslører os. Tunge trin gennem kirken på vej mod en hvid kiste. De tungeste af dem alle. Lette fodtrin mod ens elskede ved alteret. Man flyver afsted.

Livet er en række af vandringer mod noget, fra noget og væk fra noget.

Og midt i denne vandring hører vi om en anden vandring – om Maria og Josef, der bliver påbudt at vandre fra en by til en anden. Fordi en kejser i Rom vil have et tal. Og de gør det, for der er ikke noget valg. De vandrer den lange vej.

Og inden de igen er vendt hjem fra turen ud og hjem, dér har himlen sat et aftryk i deres hjerter. Der bliver Jesusbarnet født.

Og kort efter må de flygte til Egypten for at undslippe en magtsyg konge, der blev bange for et barn. De måtte igen afsted ud i uvisheden mod et sted, de ikke kendte, og med et håb i deres hjerter om, at de ville møde mennesker, der ville tage dem til sig, og ikke smide dem ud. Afhængige af andres velvilje til at dele af deres overskud, kom de gående i afmagt.

Fødderne bar dem den lange vej til et nyt land, hvor de boede indtil de endelige kunne komme hjem igen.

Deres vandring er også vores vandring. Hvor er vi på vej hen? Tripper vores fødder af travlhed, hopper vi af glæde eller slæber vi os afsted?

Vi er altid på vej. Men nogle gange bør vi stoppe op og tænke over vores fart. Måske sætter farten ned, eller gå med mindre skridt. Lade være med at fare afsted. Måske endda stå helt stille.

Lad trinnene være til stede i nu’et som små barnefødder en stille morgen, fremfor en voksens alvorlige skridt gennem et liv med krav om at tage sig sammen, tage sig selv alvorligt og leve rigtigt. Det voksne og alvorlige kommer helt af sig selv, men det andet kræver øvelse. Det kræver øvelse at turde leve som om Gud har fået menneskefødder, og har gået mellem os. Det kræver øvelse at leve som om Guds rige har slået en revne i vores virkelighed, og lader sin kærlighed sive ind til os gennem sprækkerne.

Det kræver øvelse at leve let.

Men selvom noget er svært, skal vi ikke give op. Vi skal øve os. Hver dag.

Øve os indtil vi bliver bedre til at give plads til lyset og kærligheden.

For vi kan jo vælge hvilken vej vi går. Vi kan vælge gå mod Gud eller væk fra ham. Det er et valg, vi kan træffe. For Gud tvinger os ikke til krybben – han sætter en stjerne på himlen, som vi kan vælge at følge. Men det er op til os. Han vil have frie mennesker – ikke et guddommeligt diktatur.

Vores fødder kan omveje, genveje og fare vild. Det er strengt at skulle bære os. Det er tungt med alt det ansvar.

Men Gud blev menneske, så vi ikke behøvede bære alt det ansvar alene. Han ville bære det for os, for han kunne se, vi var ved at bukke under af træthed, anstrengelse og glædesløshed. Så han ville gå sammen med os, og bære med. Være med.

Gud blev menneske en nat, for at vi kunne læsse vores tunge byrder af hos ham. For at ikke en eneste af os skal gå alene. Heller ikke det menneske, der går sin vej væk fra Gud. Gud går med af omsorg, bekymring og kærlighed – og han beder om, at også det menneske, må vende om, og vende sig mod ham.

Han er med os gennem julesorgen og juleglæden. Gennem livet som det er, når det er.

Han slipper os ikke, men lader sine fodspor give ekko ved siden af vores.

Det er julen. Jul bliver ikke skabt af alt det, du når, men af Gud. Det er gaven. Foræringen. Hans fodtrin lyder ved siden af dine, og sætter du farten ned og lytter efter, lover jeg dig, at du kan mærke det er sandt.

Kristus lever.

Amen







Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...