Skt. Hans 2021

Her står jeg med en kost i hånden. Klar til at flyve til Bloksbjerg. For sådan troede man engang – at hekse satte sig på koste og fløj hele vejen til Bloksbjerg, hvor de festede hele natten.

Så engang gemte man koste væk til Skt. Hans for at sikre sig, at heksene ikke skulle flyve afsted – jeg ved ikke om det skyldes frygt for hekse eller misundelse over ikke at komme med til festen.

Men i dag kender vi det at flyve på koste fra Harry Potter, der jo er et talent på en koste, og første gang han prøver, bare kan. Han deltog i mange Quiddish-kampe på kost - en Nimbus 2000 og sidenhen en Firebolt-kost. 

Men hjemme hos mig, kender jeg nu mest kosten fra, når jeg skal feje. Og lige præcis den her kost står udenfor, så jeg kan feje terrassen ren for blade, jord og hvad der ellers sådan er. Jeg fejer og fejer – selvom jeg ved, at i morgen vil der ligge lige så meget som i dag. Sådan er det med snavs og skidt – det er næsten som om det kommer helt af sig selv.

Det tror jeg, vi alle kan nikke genkendende til – os der har arbejdet hjemmefra i over et år. Det er som om, at når man er hjemme, så samler der sig mere snavs i hjørnerne, end hvis man ikke var hjemme. Det kommer bare – flyver over trægulvene og samler sig i store grå totter eller tunge bunker af sand.

Det minder måske lidt om det, der også sker inden i os – altså i vores hjerter. At snavs sådan kan samle sig i totter. Bekymringer og negative tanker.

Jeg har lige været til et foredrag med en psykolog Pia Callesen, der siger, at bekymringer er som at sidde ved running Sushi. I ved det der transportbånd der går gennem en restaurant med sushi-tallerkner på, og så tager man det, man gerne vil have, når der kommer en tallerken, man synes om. Ikke helt som i lufthavnen, hvor man helst skal tage sin egen kuffert. Nej, her må man tage lige det man vil.

Men, Pia Callesen siger, at bekymringer er som den tallerken med sushi som ingen tager og som bare kører rundt og rundt. Spørgsmålet er om man så egentlig har lyst til den tallerken med dårlig fisk, når den kommer? Nej vel. Men bekymringer er som stabler af tallerkner med dårlig sushi som man tager og spiser. Hvor Pia Callesen siger, at man skal øve sig i at lade dem køre videre med rundt velvidende at de nok kommer igen – men vi skal øve os i ikke at tage fat i bekymringen.

Det er egentligt et godt råd, og som et menneske, der i høj grad har katastrofetanker på daglig basis er det virkelig et godt råd. Jeg forestiller mig al mulig forfærdeligt vil ske, og havde, da Mette Frederiksen sidste år lukkede DK, allerede forestillet mig mundbind, afstand og sprit. Jeg var med andre ord langt foran jer. Men jeg havde ikke forestillet mig, at vi kunne mødes her i aften – også sådan er det med bekymringer. De viser sig sjældent at holde stik. Der sker næsten altid et eller andet godt, der ødelægger bekymringen.

Og det jo egentligt godt.

Derfor har jeg en kost med, for håbet, lyset og alt det gode i livet er som den her kost, der kommer uventet og fejer bekymringer, negative tanker og domme over andre, væk – fejer hjørnerne i vores hjerter rene, så vi igen kan få øje på det smukke.

Og i aften er det det, vi tænder bål. Ikke for at skræmme heksene som man gjorde engang – de må hjertens gerne tage til fest i aften – men for at huske os selv på, at lyset, håbet, kærligheden stadigvæk er i verden – og i os.

Vi skal det næste år – og måske mange år frem – øve os i at feje alt det væk, der afholder fra at leve livet med hinanden – for hinanden. Her hvor corona får baghjul har vi fået en mulighed for at redefinere alt det, der betyder noget for os – vi skal gribe chancen.

Lad os skabe en fremtid, der er om muligt endnu smukkere med nærvær, samvær og kærlighed.

Glædelig midsommer.