23. søndag efter trinitatis 2015

Tænk at livet koster livet. Det er altid samme pris. (DDS 14,1)

Da jeg var barn undrede jeg mig meget over en bestemt formulering, der lød fra fjernsynet, når min far og mor så TV Avisen. Der blev talt om, at krige eller konfliktede kostede menneskeliv. Og som lille pige kunne jeg slet ikke forstå, hvem der skulle betale de penge, og hvor meget et menneskeliv var værd. Mine forældre har senere fortalt, at jeg dengang mente et menneskeliv måtte være en million kroner værd. Og det er et svimlende beløb, når man er 7 år gammel.

Men der er noget bagvendt og ganske underligt ved at tale om et menneskeliv i økonomiske termer. For hvor meget er vi værd? Hvem kan sætte et beløb på et menneskes hoved?

Det blev der faktisk forsøgt, da den danske fotograf Daniel Rye blev taget som gidsel i Syrien, og hans forældre gennem en massiv indsamling fik skaffet de millioner af kroner, der skulle til for at frigive ham. En helt almindelig familie, der pludselig stod ansigt til ansigt med deres værste mareridt – at skulle miste deres barn, og kun kunne få ham frigivet ved at betale for hans liv. Og enhver kan forstå de forældres forsøg på at skaffe pengene. Enhver ville have gjort det samme. For sådan er det, når vi står og skal vælge mellem millionerne og kærligheden. Vi vælger kærligheden. For hvad er livet værd, hvis vi fravælger dem, vi elsker?

Livet kan man ikke sætte prismærke på. Livets værdi er livet selv. Og på den led er livet uendeligt meget værd.

Vi taler om menneskeliv i økonomiske termer, selvom det faktisk ikke giver mening. Men det er en målestok, som vi forstår, for der er indbygget en handelstanke i den. Du giver noget og får noget. Du giver arbejdskraft og får penge til husleje. Du giver opmærksomhed og får god samvittighed. Du giver kærlighed og får kærlighed. Vores hverdag er gennemsyret af noget for noget tanken.

Det Nye Testamente er også gennemsyret af økonomisk sprogbrug. Der bliver talt om løn, hvad man skylder hinanden, talenter (altså mønter) der graves ned og om at Jesus giver sit liv som løsesum. Det er iøjefaldende at økonomiske termer fylder så meget som de gør i Bibelen. Men det er termer, vi forstår.

Og også i dagens evangelium er det økonomi på dagsordenen, hvor vi hører, at vi skal give kejserens hvad kejserens er og Guds hvad Guds er – alt sammen udsprunget af samtalen om en mønt med kejserens hoved på mønten.

Alt for ofte er dette sted i Bibelen blevet misbrugt til at tale om, at Kejserens er det offentlige rum og Guds det private rum, og at de to rum ikke må blandes sammen overhovedet. Men det er naivt, at tro, at det lader sig gøre. De to rum skal naturligvis ikke være sammenfaldende, men man må altså forvente et vist overlap. Alt andet vil negligere mennesket som helhed. Vi er både indre og ydre, både når vi bevæger os i det private og i den offentlige sfære. Vi kan ikke lægge vores indre på hylden. Så den tolkning altså både naiv og fejlslagen.

Vi skal derimod se på, hvad det betyder for mit forhold til Gud, og dermed for mit forhold til min næste, at vi skal give Guds, hvad Guds er. Det er her, der bliver spændende.

Vi kender kejserens mønt også i dag – eller dronningens mønt med hendes profil præget på den ene side. Det er denne prægning, der giver mønten sin værdi. Men hvordan ser Guds mønt ud? Hvad er Guds billede? Guds billede er indprentet på os, for vi er skabt i hans billede, og han har skrevet sit navn på vores hjerter, som man siger her i kirken. Det betyder, at vi er hans. Vi er hans mønter, kunne man sige, for at blive i det sprog.

Vi er skabt som mennesker i hans billede – høje, lave, tykke, tynde og med forskellige hudfarver og øjenfarver. Vi er alle skabt i Guds billede.

Det er alligevel utrolig at tænke på, at ud af den menneskeform som Gud havde, kom vi alle sammen som vi er. Der er en mangfoldighed i skaberværket, der blot tjener til at gøre det endnu smukkere. Og gøre mennesket endnu mere unikt.

Vi er skabt i Guds billede. Og ligesom Gud skabte os, så danner vi os også billeder. Men ikke altid med samme held som Gud. Vi danner os hele tiden billeder af hinanden og tilskriver hinanden forskellige tanker og motiver. Nogle gange er det ok, at vi gør det, men andre gange, så sker det i mistillid. Vi danner et grimt billede af den anden for vores indre øje og tror mere på det billede, som vi selv har skabt. Og det værste er, hvis den, vi har dannet billedet af, selv kommer til at tro på, at dette grimme billede er sandt. Ja, billeder har magt. Billeder kan fortrylle og fordreje sandheden. Billeder kan piller mennesker i stykker.

VI burde have et slags billedeforbud, når det kom til hinanden. Vi må ikke danne os billeder af hinanden, eller presse hinanden ned i en bestemt form – vi skal derimod åbne vores nysgerrighed for den anden, og lade den anden være sig selv for øjnene af os, og så se hvad der sker. Vi skal være mangfoldige i mødet med hinanden.

Det er en måde at give Guds, hvad Guds er. Vi skal nemlig give os selv til Gud, men vi skal også give os selv til hinanden. Man kan sige, at vi skal give os selv til Gud, men der er lagt renter på, så vi skal give os selv til hinanden. Men her hører de økonomiske termer også op, for når vi giver os selv til Gud og hinanden, så gør vi det hverken for at dække et underskud eller få et overskud. Så gør vi det, fordi vi slet ikke kan lade være med at gøre andet – fordi livet bliver større, når vi gør det.

Vi lever i en bevægelse opad mod Gud, og udad mod hinanden. Vi lever både vertikalt og horisontalt, og selvom det kan lyde som en modsigelse at gøre begge dele, så kan vi godt leve i den spænding. Vi kan leve med både at skulle have et forhold til Gud og forholde os til hinanden. Det er samme bevægelse vi ser i korset, hvor de to bevægelser krydser hinanden, så de danner et kors.

Men dette kors skal hele tiden holdes i balance, for vi kan nogle gange komme til at give Guds hvad kejserens er. I Romerriger skulle man ofre til kejseren. Gud vil ikke have, at vi ofre til ham. Vi skal hverken ofre os selv, hinanden ellers vores glæde. Gud han lod sin søn betale hele vores gæld, så vi aldrig mere behøver ofre til Gud. Vi skal derimod bede til Gud og gøre Guds kærligheden levende mellem os.

Nogle gange kommer vi faktisk også til at give kejserens, hvad Guds er. I Romerriget tilbad man også kejseren. Vi skal ikke tilbede kejserne, som kan være et symbol på idoler eller måske designertøj fra H&M. Eller måske stræber vi efter andres tilbedelse af ens egen person. Vi skal kun bede til Gud, ikke tilbede hinanden eller andet.

Mennesket altså uendeligt værdifult. Vi kan hverken købes eller betales for. Gud kender vores værdi, og derfor giver han os sin kærlighed helt gratis. Og når vi tør dele de med hinanden, så vokser den til frihed, glæde, nysgerrighed og ligeværdighed.

Tænk at livet koster livet. Det er altid samme pris. Det er nemlig ganske gratis, og ganske vidunderligt.


Amen

Dagens prædiken er inspireret af Niels Grønkjærs prædiken i bogen: "Det skal råbes fra tagene..." Redigeret af Johannes Møllehave og Ebbe Preisler, Gads forlag, 2007

Dagens tekst: 
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?«. »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. Matt 22,15-22 

20. søndag efter trinitatis 2015

Der vil altid være fest. Og nogle siger endog at hver dag er en fest.

Fest er jo en helt særlig måde at være sammen på: vi er sammen om at være sammen. Det er højdepunkter i livet, som vi marker ved at indbyde til en sammenkomst. Til fest. Og fester varer sjældent kun lige ½ time. Nej, de strækker sig over timer – nogle gange lige så mange timer, og endog flere timer end en arbejdsdag. Man får noget godt at spise, snakker, hygger og måske danser man. Fester har det mål i sig selv, at gæsterne skal have det godt. Og der er intet som en god fest, der kan skabe minder.

Det kan være en barnedåb, konfirmation, en rund fødselsdag eller et bryllup, som vi hører om i dag. Disse store fester, hvor vi sætter alle sejl til. Det skal være godt, ikke bare for os selv, men særligt for de mennesker, som vi inviterer. For når alt kommer til alt, så er en god fest, også en fest, som man taler om i år frem, fordi man havde det godt.

Men sådan er alle fester ikke. Der er fester, hvor man af en eller anden grund ikke føler, at man hører til. Der er de der oplevelser af, at man ikke passer ind, som en puslespilsbrik, der bliver forsøgt presset ned det forkerte sted. Jeg er med til festen, men alligevel ikke rigtig med. Mere som en tilskuer end som en deltager. Eller måske er det endda sådan, at man slet ikke er inviteret til festen. Det kan svie i sjælen at vide, at man ikke er inviteret med til en fest – fravalgt.

Der vil altid være fest. Ja, men ikke hvor jeg er.

Vi kan slet ikke undvære fællesskaber, os mennesker. Selv det menneske, der siger, at de trives bedst alene, har brug for fællesskaber. Vi kan bilde os ind, at vi er bedst alene; men det er ofte vores usikkerhed og længsel efter et fællesskab, der forstår os og accepterer som dem vi er, der får os til at sige, at vi er bedst alene. Men vi længes – længes efter hinanden.

Det er i mødet med hinanden, vi forstår hvem vi selv er. Det er, når vi møder et menneske, der har tid og lyst til at høre, hvad vi tænker, at vi opdager noget værdifuldt om os selv, nemlig: jeg er værd at elske.

Derfor kan være svært når man føler sig ensom. Følelsen kan næsten invalidere ens sociale kompetencer. Ensomhed. Der findes ikke et menneske her på jorden, der ikke har følt sig ensom. Det er et grundvilkår, at vi til tider vil opleve ensomheden. Nogle gange i glimt og andre gange i lange perioder. Problemet med ensomhed er, at mange er flove over at føle sig ensomme. I en kultur, hvor alt er muligt, er der kun en ting, der ikke fremstår som en mulighed; nemlig ensomhed. Ensomhed er et problem, fordi vi ikke må snakke om det, uden at blive udstillet endnu mere. Og det eneste man har brug for er en ven. Bare en eneste ven.

Det kan gøre ondt helt i marv og ben, når man tænker på det menneske, der føler sig ensom – udelukket. Det er ikke fair, tænker man.

Og derfor bliver lignelsen til i dag, også en provokation. For der er én til festen, der bliver smidt ud, fordi han ikke har det rigtige tøj på. Og da brudgommen spørger ham hvorfor han ikke er klædt om, da forbliver manden tavs.

Lignelser giver ofte flere spørgsmål end svar og de skal tolkes på, men man kan få den fornemmelse, at den lignelse ikke er fortalt af Jesus, men af udsmideren til festen. Og jeg kan ikke selv undgå at føle, at jeg måske er den person, der ikke gør det rigtige til festen, og når jeg bliver spurgt ikke får svaret, og derfor ryger på halen ud fra festen. Festen, der er Guds fest for os mennesker. Og det er en fest, jeg ikke vil gå glip af. Jeg vil ikke smides ud – og jeg vil ikke føle en forkerthed overfor Gud. Jeg har brug for at vide, at han er på min side. Men når man hører, han kan finde på at smide en ud, hvorfor så ikke mig?

Manden smides ud, og det gør ondt på det moderne, individualistiske menneske. Vi kan gøre som vi vil og klæde os som vi vil. Det sidste århundrede har været et langt opgør og oprør mod traditioner, der presser mennesker ned i forstøbte forme. Vi er individer, så selvfølgelig er vi på mandens side. Og man kan næste forestille sig den opbakning, som man ville få på facebook, hvis han skrev en statusopdatering der ude i mørket. Han ville få folkets overvældende sympati. Det der gør manden glad, skal han gøre, så længe det ikke skader andre. Og jeg er sådan set enig, hvis det nu handlede om et helt almindeligt bryllup; men det gør det ikke. Det handler om Gud. Det handler om vores forhold til Gud. Vores svar til Gud.

I virkeligheden er Gud ligeglad med vores tøj, frisure, nationalitet eller kultur. Han kan sagtens se forbi det tøj, vi iklæder os, om det så er det fysiske tøj på kroppen, eller det vi iklæder sjælen. Vi kan tage mange forskellige klædninger på. Vi kan iklæde os hovmod, kontrol, ja sågar overskud kan vi iklæde os. Vi kan være iklædt en følelse af at være helt forkerte eller kiksede. Hvilken klædning vi end tager på eller er blevet iklædt, så ser Gud forbi det, og ser os som vi er. For de klæder er jo ikke os – det er ikke dem vi er, men blot et skue.

Han ser os. Og i det blik bliver en ny virkelighed givet til os – vi kan iklæde os kærligheden. Det er det vigtigste – vi skal tage kærligheden på som klædning.

Når der er bryllup her i kirken, så læses der altid en tekst som Paulus har skrevet, hvor der står følgende:

”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.” (Kol, 3, 13-14)

Ifør jeg kærligheden, siger vi til alle brudepar. Og selvfølgelig taler man i den situation også om den kærlighed, der er mellem to mennesker, der elsker hinanden; men der bliver altid talt om den kærlighed der er større end det. Nemlig den kærlighed vi skal iføre os for at leve livet.

Det er den klædning, som manden ikke har på. Han fravælger kærligheden, og da brudgommen spørger til ham, tiltaler han ham som ven. Min ven, hvordan er du kommet ind uden at have iklædt dig kærligheden?

Manden er ikke en stakkel eller en individualist, men derimod et menneske, der bliver tilbudt kærligheden og ikke vil have den. Sådan er kærlighed – den kan ikke tvinges, men skal altid være fri. Du må altid gerne sige nej, og gå hjem fra festen. Manden bliver udelukket, fordi han lukker sig selv ude. Men det ender ikke der for manden, selvom lignelsen ender. For Gud vil at der skal være fest. Og manden der lukkes ude, bliver til Guds sorg. Og Guds sorg er også Guds omsorg. Gud holder fest, så vi kan have det godt. Han vil give os en fest – et liv, hvor vi har det godt. Et liv hvor vi har kærligheden som klædning. Han vil finde os i mørket, hvor vi er bundet på hænder og fødder, og der vil han løfte os op, befri os og give os mod til at leve livet. Han vil følge os livet igennem, indtil vi vender om og følger ham. Gud viser omsorg overfor det fortabte og stædige.

Der vil altid være fest. Der ligger en himmelsk trods i det, at Gud insisterer på fest. Han vil lede og invitere os igen og igen. Hvordan vi end vender og drejer det, så bliver der bryllup.



Amen




Dagens tekst:

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.« Matt 22,1-14

18. søndag efter trinitatis 2015

I romersk mytologi afbilleder de retfærdighedens og lovens gudinde, der i øvrigt hedder Justitia, med en vægt i den ene hånd til at veje argumenter, et sværd i den anden, der symboliserer hendes forkærlighed for fornuft og retfærdighed, og sidst, men ikke mindst med et bind for øjnene. Gudinden Justitia har et bind for øjnene, så hun ikke kan se dem, hun skal dømme – så hendes fordomme ikke kommer i forkøbet.

Det er retfærdigt, og så retfærdigt, at mange domhuse, særligt i USA, har en figur af Justitia stående udenfor. Som en påmindelse om, at loven er blind.

Og der findes intet som en lov, der sætter verden i system. Vi er omgivet af love. Vi har alle de juridiske love, som vi møder i vores hverdag. Man må ikke stjæle eller slå hinanden, man må ikke køre på fortovet og man må heller ikke køre over for rødt. Det er nemt og ligetil. Og så har vi alle de love, der gælder mellem os mennesker. De love, der ikke er nedfældet, men som er en del af vores kultur og vores omgang med hinanden. Tænk på, at vi er et meget høfligt folkefærd, der taler afdæmpet til hinanden, bruger ironi, siger undskyld, hvis vi støder ind i hinanden og tak når nogen hjælper os. Vi har en masse sociale koder eller regler, som vi bare følger, fordi det gør hverdagen nemmere, når vi ved, hvor vi har hinanden. Netop derfor kan det også være svært for os, når vi møder mennesker, der endnu ikke har lært de koder at kende. Det er følelsen af, at de bryder loven, selvom det bare er en uformel, relationel lov, så bliver den brudt, og det kan skabe vrede og frygt i os. Det fremmede, vi ikke ved, hvor vi har henne, gør os utrygge.

Så denne indbyggede eller indre lovmæssighed har også en slagside. For selvom den langt hen af vejen, gør hverdagen nemmere for os, fordi vi ikke hver morgen skal blive enige om hvilke grænser, vi har i dag, så kan denne lovmæssighed også smitte af på vores omgang med hinanden. Og med Gud.

Hvis vi i mødet med et andet menneske fokuserer for meget på de love, der bliver brudt, og dermed i vores indre løfter en pegefinger til advarsel og belæring, så tager vi afstand fra det menneske. Vi graver grøfter i stedet for at bygge broer. Vi er ikke længere medmennesker, men skaber fjendebilleder. Og det behøver ikke kun handle om flygtningene i denne tid, men kan også ske på arbejdspladsen, på studiet eller i omgangskredsen.

Og det samme kan gøre sig gældende med Gud. Der sker det meget menneskelige, at Gud bliver gjort til en dommer – lidt ligesom Justitia. Det kan der være godt belæg for, for flere steder i Bibelen, står der om en kommende dom af verden. Og i Matthæusevangeliet, som dagens evangelium er hentet fra, skriver Mathæus om en kommende verdensdom, hvor fårene skal skilles fra bukkene. Så vi hører om at der skal være en dom. Men kommer vi ikke til at blande vores retfærdighedssans sammen med Guds? Kommer vi ikke til at give Gud en vægtskål i den hånd, et sværd i den anden og bind for øjnene. Så han kun kan lytte efter argumenter, fornuft og må følge loven til punkt og prikke.

Men sikke en forfærdelig tanke, hvis det er rigtigt. For den lov, der i Guds tilfælde skal følges, vil være den lov, der står i Mosebøgerne. Der står bl.a. følgende:

Hvis en mand har en genstridig og trodsig søn, der ikke vil adlyde sin far og mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de straffer ham, skal hans far og mor gribe ham og føre ham til byens ældste i byporten. De skal sige til de ældste: »Vores søn her er genstridig og trodsig, han vil ikke adlyde os, han er en frådser og dranker.« Alle mændene i hans by skal så stene ham til døde. (5. mosebog, kapitel 21 vers 18-21)

Mosebøgerne er fyldt med sådanne love, der kræver stening til døden, eller udelukkelse af fællesskabet. Det er altså loven, som står i vores Bibel; men det er også den lov, som Jesus gør op med.

Sådanne love som vi hører om her fra Mosebøgerne er forfærdelige. De deler mennesker op i dem, der overholder dem, og dem, der ikke gør. Dem Gud elsker og dem han ikke elsker. Love inddeler mennesker i får og bukke. I retfærdige og uretfærdige. Og det værste er, at love kan give os den vildfarelse, at vi gerne må dømme. Men hvem af os dømmer blindt?

Jesus gør op med den lovtanke, for han er ikke sådan. Gud er ikke sådan. Gud vil ikke have lydige undersåtter, der overholder loven til punkt og prikke – han vil have mennesker. Gud sidder altså IKKE med en lille lommebog og skriver alle vores synder ned på en side og alle vore gode gerninger på den anden. Gud er ikke en overdimensioneret julemand, der skal afgøre om vi har været artige nok til at komme i himlen. Og skulle Gud have ønsket sig denne hær af lovrobotter, der gjorde som han gerne ville uden omtanke eller følelser, var vi næppe blevet skabt med hjerne og hjerte. Gud vil have vores hjerter. Han vil have hele os, som dem vi er. Vi skal væk fra den ydre lov overholdelse og vi skal væk fra den forlorne moralisme, vi kan dømme andre med. Vi skal derimod helt ind til kernen af hvad et menneske er. Vi er skabt i kærlighed af Gud, der er kærlighed. Det begynder i kærlighed og det ender i kærlighed.

Vi skal elske Gud og vi skal elske hinanden. Det er ikke bare endnu en lov, der skal holdes, men er en konsekvens af, at vide sig elsket. Det er en konsekvens af skaberværket.

Og det pudsige er, at Gud, når han dømmer, ikke står med en vægt, et sværd og bind for øjnene. Gud dømmer med åbne øjne. Han dømmer ikke mere i blinde efter en lov, der står skrevet i sten; men med hjertet. Gud dømmer seende. Han lader sin ansigt lyser over dig, og er dig nådig. Han løfter sit ansigt mod dig, og giver dig fred. Gud ser dig, fordi du er dyrebart skabt af ham. Og vi skal turde stå der foran Gud, for han dømmer os med kærlighed.

Vi siger ofte, at Gud dømmer med kærlighed. Det er et paradoks, at vi bliver dømt med kærlighed, men det er en metafor for, hvad der sker. For kærligheden dømmer ikke. Vi bliver derimod sat til at leve sammen i kærlige fællesskaber. I ægteskabet, venskabet, familien eller i menigheden. Vi er skabt til at være bundet sammen i kærlighed. Og hvordan vi end oplever den i vores liv, så besidder den en robusthed. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Hele tiden dette alt. Kærlighed kan ikke slås af banen. Kærligheden hører aldrig op.

Derfor er kærligheden også det største bud i loven.

Den stræber vi efter, længes efter, og alligevel vil den altid være hemmelighedsfuld for os. Vi kommer aldrig til bunds i kærligheden, eller kommer til at vide alt om den. Vi bliver aldrig eksperter i kærlighed, men må stille os tilfredse med at være glade amatører. Glade amatører, der søger kærligheden – søger Gud.

Og så jeg tror, vi skal lade os inspirere af Gud, når vi nu hører, hvordan han ser på os med åbent ansigt. Vi skal ladet det klæde det dækker vores øjne falde. Vi skal forsøge at se næsten med Guds kærlige øjne. Prøve at gætte os til, hvordan vil Gud se på det menneske ved siden af mig? Og tænk så, han ser på dig med samme kærlighed. Vi er alle noget helt særligt for vor Herre.

Jeg vil slutte med nogle ord af Elisabeth Barrett Browning, der skal minde os om, at det hellige er helt tæt på hver dag - klædet er faldet.

Ordene lyder sådan her:

Jorden er proppet med himmel,

Gud brænder i hver eneste busk.

Men kun den, der ser det,

tager skoene af –

de andre sidder der bare

og plukker brombær.



Amen







Dagens tekst:

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

Jazz gudstjeneste september 2015

Jazz gudstjeneste er en aftengudstjeneste, hvor vi veksler mellem læsninger og musik. Her er refleksionen fra den aften:

Kom. Sådan lyder opfordringen fra den udstrakte hånd mod ham, der ligger sammenkrummet om sig selv. Kom. Håndfladen vender op, klar til at blive taget.

Kom.

Ikke et ord om, hvor de skal hen eller hvorfor; men ord om, at du ikke behøver være alene mere.

Du kan rejse dig og følge med. Du får en mulighed foræret. Ethvert menneske rummer muligheder. Vi er en halvåben dør, der kan åbnes ind til noget mere.

Selv det menneske, der lige nu krammer sig selv i et favntag af desperation – af fortvivlelse – af sorg – afmagt. Krammer sig selv i manglen på en anden.

Der er mørkest lige før daggry siger man. Da har natten varet længe, mørket har overtaget. Når man er tættest på lyset, kan det synes længst væk.

Men som enhver solopgang, så kommer lyset langsomt til syne i horisonten. Først så langsomt og langt væk, at man ikke kan tro, det engang vil blive til en solopgang. Det sorte mindskes, og længe inden solens runde kugle kan ses i det fjerne har den farvet himlen.

Den er på vej. Det må vi tro.

Det må vi håbe.

Vi får lov at håbe at selv det tætteste mørke har en solopgang. Vi får lov at håbe på muligheden selv i mørket. Muligheden for at det, vi ikke kan gennemtrænge nu, engang – en dag – vil blive lyst og klart.

Vi lever i vekslen mellem lys og mørke, sorg og glæde. Vi lever i livet med alt hvad det rummer af nat og dag. Tvivlen råder i natten og glæden om dagen. Sådan må det være, men det er ikke alt hvad der er at sige.

Selv når vores livspendul svinger mod det mørke og mod tvivlen, så har vi en Gud, der rækker sin hånd frem og siger Kom. Kom med. Og de dage, hvor vi ikke orker at tage den hånd, da sætter han sig i stedet for ved siden af os. Vi behøver ikke være alene – heller ikke når modet ikke rækker længere end til os selv. Da behøver vi ikke være alene. Hånden er rakt til os og muligheden er ikke slukket, men er en mulighed også for i morgen.

Kære Gud

Ud af den uro der er liv kommer til sidst troen.

Ud ad det vi giver kommer muligheden.

Ud af det vi ikke ved kommer håbet.

Ud af det vi ikke magter kommer forvandlingen.

Ud af det vi får kommer alt det vi skal dele med andre.

Ud at hvert øjeblik kommer du.



Amen




Tekster:

Jobs bog, 3,11-19

Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig, og bryster, jeg kunne die?
Jeg kunne have ligget i ro,
jeg kunne have sovet og fundet hvile
sammen med konger og rådsherrer,
som byggede sig gravkamre,
eller sammen med stormænd, der var rige på guld og fyldte deres huse med sølv.
Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned,
som børn, der aldrig ser dagens lys?
Dér har ugudelige raset ud,
udmattede har fundet hvile;
de, der var fanger, lever trygt,
de hører ikke slavefogedens stemme.
Dér er både små og store,
trællen er fri, uden herre.




Esajas, 49,14-18

• Men Zion siger: »Herren har svigtet mig,
Herren har glemt mig!«
Glemmer en kvinde sit diende barn?
Glemmer en mor det barn, hun fødte?
Selv om de skulle glemme,
glemmer jeg ikke dig.
Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,
dine mure har jeg altid for øje.
De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej,
de, der rev dig ned og lagde dig øde,
drager bort fra dig.
Løft blikket, se dig omkring:
De samles alle og kommer til dig.

Salme 121

Jeg løfter mine øjne mod bjergene,
hvorfra kommer min hjælp?
Min hjælp kommer fra Herren,
himlens og jordens skaber.

Han lader ikke din fod vakle,
han, som bevarer dig, falder ikke i søvn.
Han, som bevarer Israel,
falder ikke i søvn, han sover ikke.
Herren bevarer dig,
Herren er din skygge
ved din højre side.

Om dagen stikker solen dig ikke,
månen ikke om natten.



Herren bevare dig mod alt ondt,
han bevare dit liv.
Herren bevare din ududgang og din indgang
fra nu af og til evig tid.

Filliperbrevet, 4,4-7

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

15. søndag efter trinitatis, 2015

Kong Midas var konge i Grækenland. En dag gør han en tjeneste for guden Dionysos, der til gengæld vil gøre ham en tjeneste. Kong Midas ønsker derfor, at alt hvad han rører, vil blive forvandlet til guld. Dionysos forsøger at advare ham, men han vil ikke lytte. Og således sker det, at alt hvad han rører ved bliver forvandlet til guld. Han er begejstret, og skåle, potter og borde bliver til guld. Kongen vil da vise sin datter skønheden i sine evner, så han tager hende ved hånden og vil gå ud i haven for at vise hende guldblomster; men hun følger ikke med, og da han vender sig om, ser han en skulptur af guld af en lille pige med forventningens glæde i ansigtet.

Kong Midas begræder sine evner, og han bønfalder Dionysos om at fjerne dem igen. Kongens evner bliver fjernet og siden må han leve uden sin datter.

Det er en fortælling I sikkert alle kender. Kongen, der er så grådig, at han ender med at miste sin egen datter. Det der forekom som en gevinst blev en sorg.

Det er en fortælling, hvor pointen er så lysende klar, at vi ofte genfortæller myten om Kong Midas til børn. I skal ikke stræbe efter det materielle, for når alt kommer til alt er det kærligheden, der er vigtig. Jeg kunne også have genfortalt eventyret om Nattergalen af HC Andersen, hvor kejseren nyder nattergalens sang. En dag får kejseren en gave, der er en mekanisk nattergal overstrøet med diamanter, rubiner og safirer. Men da kejseren bliver syg, kan den mekaniske fugl ikke røre hans hjerte, og de må finde den ægte vare.

Igen en fortælling om at det ægte – det levende, ikke kan erstattes af et produkt.

Og sådan er mange af os opflasket med sådanne fortællinger, der skal give os et grundlag i livet. Der skal give os en ide om, hvordan vi skal prioritere vores liv. Eller som man siger, så er der ikke lommer i den sidste skjorte, vi får på. Vi kan ikke leve livet med glansen fra bankbogen i øjnene – det vigtig i livet er altid andre mennesker.

For nogle år siden samlede en australsk sygeplejerske ved navn Bronnie Ware en liste over de fem fortrydelser, som mennesker, der skulle dø, havde.

De fem fortrydelser var:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.

2: Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget

3: Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser

4: Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner

5: Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være mere lykkelig

(http://bronnieware.com/regrets-of-the-dying/)

De fem fortrydelser er et udtryk for top prioriteter. Men de er også netop fortrydelser, fordi hverdagen og livet har det med at sende bekymringer vores vej, så vi netop ikke gør det, vi egentlig gerne vil. Bekymringer har det med at snige sig ind på 1. pladsen i vores liv, uden at vi er herrer over dem. Det kan være bekymringer for pensionsopsparingen, hvad andre tænker om en, planlægning af ugen eller opgaver, der står i kø. Vi kan have så travlt med alt muligt andet, at vi slet ikke opdager, at vi har fyldt livet med bekymringer.

Man kan tale om, at der findes forskellige slags bekymringer. Man kan tale om bekymringer, der udspringer af omsorg. Man kan også tale om bekymringer, der er produktive, og får os til at handle, som ledte vi efter en naturlig nattergal, fordi den mekaniske ikke rakte langt nok. Og så har vi de uproduktive bekymringer. De bekymringer, hvor vores hovedbrud alligevel ikke gør den store forskel. Bekymringer, der bare fylder i vores liv. Forskning har vist, at fem minutters bekymring er nok til at bringe os i dårlig humør. Vi kan altså tænke os i dårligt humør.

Men spørgsmålet er om vi kan tænke os væk fra uproduktive bekymringer? Det kan vi nok ikke, og alligevel så kan vi øve os i at se på livet med andre briller. Vi kan øve os i kun at tjene en Herre, og ikke 117 andre prioriteter i livet.

Vi kan øve os i at give slip på alt det, vi alligevel ikke har kontrol over eller magt over. Livet er fyldt med elementer, vi ikke kan forudse eller tænke os til. Spørgsmålet er om vi tør give slip?

Anonyme Alkoholikere eller AA, som de også kaldes, afslutter verden over, deres aftener med sindsrobønnen, der lyder sådan her;

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.

Det er netop det, der er øvelsen. Sindsro til at acceptere det, man ikke kan ændre.

Tør vi acceptere, at der er så meget, vi ikke kan gøre noget ved? Tør vi tro på, at når det kommer til Gud, så er det nok bare at være dem, vi er. Vi kan i forhold til ham hverken lægge til eller trække fra. Vi er nok som dem, vi er. Du er Guds.

Sætter vi det rigtige på førstepladsen, eller er vi som Kong Midas, der stræber efter mere og mere og mere, at vi til sidst opdager, vi har mistet det vigtigst, vi havde; hinanden?

Vi er sat her på jorden af Gud, så vi kan være hinandens. Så vi kan være Guds. Vi skal møde hinanden, gå i relation med hinanden, lytte til hinanden, dele livet sammen og være sammen. Vi har hinanden. Det ægte, det levende og det der kan røre vores hjerter.

Vi skal have sindsro nok til at hvile i, at det er nok i livet. Det er nok at være hinandens og Guds.


Det bliver sagt i Bibelen på denne måde, at vi skal elske Herren vores Gud, og vores næste som os selv. Det er 1. pladsen. Så kommer alt andet derfra. Så kan bekymringerne smuldre, og give plads livet.

Vi skal sætte hinanden ind i livet.

Og alligevel, så giver evangeliet til i dag mig en besk smag i munden. Du skal ikke bekymre dig for hvad du får at spise eller tøjet på kroppen. Det er dybt provokerende, når mennesker er på flugt fra krig, og lever fra hånden til munden. Det er dybt provokerende, når der har været vist billeder af druknede børn på strande i Europa. Det er dybt provokerende, når det jo ikke er virkeligheden, at vi bare skal lade være med at bekymre os.

Den dag evangeliet ikke provokere os, er den dag, vi er holdt op med at læse, hvad der faktisk står. For det skal provokere os. Vi kan i vores del af verden, nemt forstå, at det materielle ikke er det vigtigste, fordi vi får dækket vores primære behov. Men står man i en situation, hvor fremtiden er usikker, og man mangler mad og drikke, så bliver det helt legalt at bekymre sig. Det kan i visse dele af verden, næsten være en umulighed at skulle vælge mellem Gud og mammon eller mellem Gud og bekymring. Jesus havde nok alligevel fingeren på pulsen, allerede dengang.

For hvem sætter vi på førstepladsen i vores liv?

For et par søndage siden hørte vi lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En lignelse, der handler om hjælpen, der kommer, fordi vi ikke kan lade være med at hjælpe medmennesket. Fordi vi har hinanden. Hvilke problemer vi end kommer ud for her i livet, eller i fremtiden, så vil det altid vende tilbage til det udsagn, at vi har hinanden. Vi skal være mennesker for hinanden.

Også i dag skal vi være mennesker for hinanden. Vi skal leve for hinanden og med hinanden. Hvem skal hjælpe det menneske, der står med bekymringer til op over begge øre – det skal næsten. Hvem skal hjælpe den nødlidte, der mangler klæder og mad – det skal næsten. Hvem skal hjælpe flygtningen – det skal næsten.

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen

Livet er en balance mellem sindsro i forhold til de uproduktive bekymringer, der blot fylder i livet, og de ting, vi faktisk kan gøre noget ved. Den balance kommer vi nok til at jage livet igennem, men så længe vi forsøger at skabe den balance, så er det Gud vi tjener.

Amen

Dagens tekst:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34

13. søndag efter trinitatis

Vi har alle et indre kompas, der drejer os i en retning mod hinanden. Vi søger hinanden, og vi kan mærke det helt fysisk. Når man får sommerfugle i maven, fordi man glæder sig til et besøg af en gammel ven. Når man møder et menneske, man umiddelbart bare kan lide, som giver en god fornemmelse i maven. Når man møder sin soulmate og man bare svinger i takt. Når man står ved kisten og sorgen river i en. Når man føler barmhjertighed med et menneske, der har brug for hjælp. Vi kan mærke inde i os selv, når det sker.

Vi har et kompas, der vender os mod hinanden. Det er gudbilledligheden – det i os, der ligner Gud, der får os til at søge mod fællesskabet med hinanden.

Og vi vil gerne gøre det rigtige. Sådan er vi skabt. Den tilgang til mennesket, ser man faktisk også andre steder. Nudging bygger på netop dette. Nudge betyder at puffe og går ud på, at vi gerne vil gøre det rigtige, men vi får det ikke altid lige gjort. Intentionen er der, men handlingen følger ikke med. Så skal man lave små puf, så vi begynder at gøre det rigtige. I har måske set det nede i byen, hvor der er lavet gule fodspor i gågaden, der ender ved skraldespanden. Det, at blive peget i retningen af skraldespanden, kan gøre, at vi husker at bruge den, og ikke smider affaldet på gaden. Vi vil gerne bruge skraldespanden, men skal lige puffes i den rigtige retning.

Vi vil gerne møde vores medmennesker og være barmhjertige, vi skal bare nogle gange puffes i den rigtige retning.

Jesus fortæller en lignelse om 4 mænd.

Den ene ligger nøgen i grøft. Han har intet på sig, der vidner om status eller tilhørsforhold. Han er strippet for identitet, og er blot det nøgne menneske, der ligger sårbar og skrøbelig. Han er afhængig af, at blive set, for ellers forgår han.

De næste to er henholdsvis præst og levit, der kommer forbi den nøgne mand; men de går forbi. Det er ikke fordi de er onde eller skrubbeløse, men faktisk var det sådan dengang, at de ikke skulle hjælpe en sådan mand. Samfundet var skruet sådan sammen, at de gjorde det rigtige ved at gå forbi. De kunne bruge love og sociale regler som en grund til ikke at blande sig. Og ikke en ville have syntes, det var forkert. De gjorde det rigtige.

Den sidste er en samaritaner, der går forbi og får medynk med ham. Samaritaneren begynder at hjælpe mennesket. Der var noget i samaritaneren, der fik ham til at stoppe op og hjælpe. Og det er denne mand – samaritaneren – der viser barmhjertighed, der gør det rigtige. Altså det rigtige i Guds øjne.

Jesus vender op og ned på rigtigt og forkert. Det levitten og præsten troede var det rigtige er det ikke længere, og den samaritaner, der i datiden var forkert, bliver rigtig. Sådan som det var dengang, sådan skal det også være i dag. Rigtigt og forkert har stadigvæk brug for at blive rystet på plads i os, for til stadighed sker det, at vi går forbi mennesket i grøften. Intentionen er god, men vi får gemt os bag noget, der gør, at vi ikke ser manden i grøften. Hvad er det, vi gemmer os bag? Et det velfærdsmodellen, politik, frygt eller travlhed?

Men et liv i skjul er ikke et liv. Vi skal leve i det åbne, hvor sårbare vi så end kan føle os der. Jesus vil nedbryde og fjerne de normgivne kategorier, de love og sociale strukturer vi gemmer os bag. Det eneste, der skal stå tilbage er os; menneske til menneske. Og det eneste, vi har tilbage at finde vejen med, er vores indre kompas: vores barmhjertighed. Det kompas, der skal få os til at vende os mod hinanden, og blot se et menneske, uagtet status, nationalitet, religion eller tilhørsforhold.

Vi skal nuges – puffes ud i livet og mod hinanden. Vi skal have dét at vide, som vi ikke kan sige os selv, så ser vores liv og verden i et andet lys. Ligesom den lovkyndige, der vil sætte Jesus på prøve, så Jesus fortæller ham denne lignelse, får et nyt syn på livet. Han bliver overrasket over hvor radikal Guds kærlighedsbegreb er, og hvor stor menneskets barmhjertighed kan være. De ord skal vi lytte til, og lade os puffe af.

Vi skulle måske have fodspor foran os, der peger os i retning mod mennesket i grøften, for når vi først står der, så gør vi det rigtige. Så hjælper vi. Så bliver vi en næste for det menneske, der har brug for hjælp. Vi skal puffes mod hinanden, så kompasset inde i os, kan vende sig mod andre.

Og vi bliver hver dag puffet i den rigtige retning, hvis vi vover at se efter fodsporene, der vil pege os i den rigtige retning, og ikke bare haster forbi, fordi vi ikke lige har tid i dag. Eller haster forbi, fordi vi er bange for, at noget andet går vores næse forbi. Eller hvilken lov, regel, undskyldning eller livssyn vi nu end gemmer os bag, der gør, at vi haster forbi. Der bliver vendt op og ned på alting i Guds rige – den eneste regel er: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Lige præcis som den lovkyndige svarer Jesus. Det er det eneste, der kan stå, når alt andet bliver brudt ned, og lignelsen fortæller os, hvad det betyder.

Det betyder, at vi mennesker er forbundet – bundet sammen af det ene udgangspunkt, at vi alle er skabt af Gud. Vi kan ikke nøjes med at have et godt forhold til Gud, hvis vi glemmer andre. Vi er afhængige af, at vi går hinanden i møde.

Vi skal gå herfra med den tanke, at kompasset inde i os vender os den rigtige vej, så vi kan gå ud i livet og være en nødlidendes næste. Vi skal mærke at andre også går vores vej. Ingen skal ligge nøgen i grøften, gennembanket, ensom, knust, såret, sulten, bange eller glemt. Vi skal komme hinanden til hjælp, fordi vi kan mærke, at sådan er det rigtige at gøre. Sådan kan ikke andet end at gøre.

Gå herfra med løftet hjerte, med øjne, der ser og et hjerte, der tør lade sig røre. Og bliv en næste for den næste.

Du er min næste. Jeg er din næste.

Og Jesus siger til os: »Gå du hen og gør ligeså!«

Amen




Inspiration er hentet fra http://2andreas.blogspot.dk/2015/08/13-sndag-efter-trinitatis-frste-rkke.html




Dagens tekst:

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Luk 10,23-37

11. søndag efter trinitatis, 2015

Hvad kan man stole på i sit liv? Ordet at stole på, har faktisk en oprindelse i en stol. Altså et underlag eller noget man kan støtte sig til – noget der sikre, at man ikke falder og falder igennem.

Man kan stole på meget i sit liv: sin uddannelse, sin karriere, sin familie, sine evner, sine venner, sine værdier, sit image og overbevisning. Alt sammen elementer omkring os, der gør, at vi kan støtte os til noget, når vi skal leve vores liv.

Og vi har Gud, vi kan støtte os til. Han er ikke bare en støtte, men han er selve underlaget, ja selve grundlaget for vores liv. Uden Gud intet liv. Vi kan stole på, at Gud går med os hver evig eneste dag. Som vi hører han lover det ved dåben, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Vi kan stole på Gud.

Men det pudsige er, at det ikke er kun os mennesker, der kan stole på Gud. Gud stoler også på os. Hvordan man end tror det er gået for os, så er troen, at Gud har skabt, ikke bare mennesket, men hele universet. Det skete nok ikke på 6 dage, som der står i skabelsesberetningen, men over millioner af år gennem en konstant forandring af verden fra få grundstoffer til tungere grundstoffer indtil grundlaget for liv var skabt, og der en dag var en organisme. Og til i dag, hvor vi sidder her midt i livet med vores hjerne, vores selvbevidsthed og refleksion, vores ansvar og vores behov for at kunne stole på hinanden.

Gud har altså gennem en lang skabelsesproces skabt os, der sidder her i dag. Enhver af os er villet af Gud. Han har villet lige præcis dig i dit liv, og derfor er du til. Det er fantastisk, og kan gøre en helt åndeløs at tænke på. Vi er villet af Gud.

Og derfor kan man sige, at når Gud nu har villet dig og mig, så er vi ikke skabt til at leve i anarki med hinanden. Den orden, vi er kommet ud af, må også gøre sig gældende i den måde, vi skal leve vores liv på. Den kærlighed, som Gud viser verden, gennem sin søn, er vores pejlemærke for, hvordan vi skal være i vores liv. Gud stoler på os.

Lad mig tage jer et andet sted hen, for at kredse noget om, hvad hvordan vi skal være i vores i liv.

Vi bliver skabt til fællesskab. Fra begyndelsen skaber Gud to mennesker, for det ikke godt for os at være alene. Men der går ikke længe før de overtræder den eneste forbud, der var. Og i samme sekund begynder de at pege fingre af hinanden. De lægger skylden på hinanden. Peger den videre, væk fra sig selv. Og denne symbolske handling er fortsat gennem tiden – vi peger fingre af hinanden. Ikke nødvendigvis for at håne andre eller skælde ud, men nogle gange fordi det underligt nok, kan føles som om vi laver et fællesskab, hvis vi kan blive enige om, hvem vi ikke bryder os om, eller hvem der falder udenfor.

Den fordømmende finger. Denne finger bliver i dag peget på farisæren, der både er selvfed og usmagelige. Han er så glad i Herren, at han øser det ud over andre, så de kan få øje på, hvor god han er. Det er pral i den værste kaliber. Det er så nemt at fordømme sådan en mand. Fordi fordømmelse er nemt. Et lille ord, en lille sidebemærkning eller en tanke, der sætter et menneske udenfor.

Og selvom det er fristende og nemt at få øje på det aparte, det mærkelige, det pralende og syndebukken, så er livet en konstant øvelse i at lade være. Fordi noget er nemt, betyder det ikke, at det er rigtigt at gøre. Nogle gange er det rigtige det svære eller det, der kræver en ekstra anstrengelse. Den fordømmende finger, der peger mod fastlåsheden og udelukkelsen, skal erstattes af den finger der peger hen mod frigørelse og muligheder. Og selv en farisærer, har brug for at blive peget hen mod frigørelsen og mulighederne.

Gud elsker os, fordi han har skabt os. Han ønsker, at enhver af os, altid bliver peget hen mod frigørelse eller muligheder. Livet er en gave, der skal forvaltes, så vi alle får lov at leve i kærlighed og frihed. Gud stoler på os, så vi kan skabe de muligheder for hinanden. Det er sådan vi skal være i vores liv – vi skal skabe muligheder for hinanden.

Vi skal lære af lignelsen, at det ikke handler om, at vi skal inddele mennesker i farisærer og toldere, men at vi skal indse, at vi på sin vis både er farisæren og tolderen. Vi er mennesket, der bliver så selvoptaget af vores egne gerninger, at glemmer andre omkring os. Vi er mennesket, der peger andre ud, fordi vi dømmer dem efter egne standarder. Men vi er også mennesket, der indser, at vi har slået fejl, og derfor har brug for tilgivelse.

Mennesket er et komplekst væsen, og vi rummer både en solside og en skyggeside. Vi har det hele i os. Og takket være vores selvrefleksion, kan vi tage stilling til os selv, og vores handlen. Vi har muligheden for at indse vores muligheder, hvornår vi kan handle bedre, og hvornår vi ikke slog til.

Tolderen har det, man kalder for en syndserkendelse, og dermed angrer han. Han ved, at han har handlet forkert. Og det har i mange år været en af kirkens store udfordringer, at folk går herfra med den tro, at budskabet er, at du er en synder. Det er rigtigt, at det tit bliver sagt, men det bliver ikke sagt for nedgøre os; men for at tage hinanden alvorligt, også i synden.

Der var i Kristelig dagblad for nogle dage siden en artikel om en kvinde, hvis mand havde været utro, mens hun lå dødssyg. Hun overlever, og manden kommer tilbage. Og hun siger til ham, at det var ok og at han godt kunne forstå ham. Og på sin vis så tog hun ikke hans synd alvorligt, skriver hun. Han forventede vrede og krise; men blev mødt med et: kom bare tilbage ind i sengen. Det var mere ødelæggende end vreden ville have været.

Det er ikke at tage hinanden alvorligt. Når vi møder et menneske, der har lavet noget helt forkert, skal vi også fastholde, at det var forkert. Men her skal vi holde tungen lige i munden, for vi kan godt sige, det du gjorde var forkert, men det er IKKE det samme, som at sige, at du er dermed er forkert. Dine handlinger tager jeg afstand fra, men dig tager jeg til mig.

Her i kirken bliver vi taget alvorligt, både i skyggesiden og i solsiden. Og paradokset er, at når vi bliver set i skyggesiden med vores synd, og taget alvorligt, så har vi langt nemmere ved at tage i mod tilgivelsen. Det er, når vi tør ydmyge os selv, at vi i samme sekund bliver ophøjet.

Det er forandringens paradoks – det er tilgivelsens forvandlings magt.

Så kirkens budskab er ikke, at du er en synder, men budskabet er, at når du synder, så bliver det taget alvorligt. Du bliver taget alvorligt, fordi du er værdifuld.

Budskabet der skal lyde her under disse tage, der hvælver sig som et skib i vandet er, at Gud altid vil pege dig mod frigørelse og muligheder. Han vil altid pege mod kærligheden.

Du kan altid, til hver en tid stole på Gud.





Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Luk 18,9-14