Nytårsaftens dag 2013

Den sidste dag i året. Vi står på tærsklen til et nyt år, og tærskler har vi det lidt ambivalent med. Vi taler meget i kirkelige kredse om, at vi skal sænke tærsklen til kirken, så det er nemmere at træde ind i kirken. Tærskler kan nemlig være så høje, at de kan være svære at komme over.

I gamle dage troede man, at dørtærsklen var en genvej til underverdenen, så man måtte ikke stå på dem, for ellers kunne man risikere at blive hevet med ned i underverdenen. Man skulle træde over dem.

Og endnu den dag i dag, så er der mange, der vælger at springe ind i det nye år – springe tærsklen over, så man undgår at skulle dvæle bare et øjeblik på den. Måske er det en måde at sikre, at ulykker ikke vil ramme en i året der kommer – en slags overtro.

Nytårsaften er ikke bare en dag med sjove hatte, bordbomber og konfetti. Den rummer en alvor, som vi ikke altid taler om, men som vi nok mærker. Vi står og ser ind i øjnene af et nyt år, som vi ikke ved, hvad vil bringe os. 2013 er vi ved at have styr på, men 2014 ligger derude klar til at blive brugt. Det er ukendt grund, og derfor gør vi, hvad vi kan, for at sikre os, at vi får så meget kontrol over det som muligt – ved at springe tærsklen over.

Det er også i det lys, at de mange nytårsforsæt skal ses. Nytårsforsæt handler tit om forbedringer af livet. Det kan være alt fra at holde op med at ryge, til at cykle mere, spises sundere eller se mindre fjernsyn. Forbedringer, der skal kan lede os i retning af det liv, som vi gerne vil have og som vi drømmer om. Der ligger en længsel i dem efter noget mere, eller i al fald noget andet end det vi gør lige nu. Men der ligger også en frygt for det ukendte, og det vi ikke har kontrol over. Vi forsøger at skabe os magt over det, som vi ikke har magt over – nemlig fremtiden.

Fortællingen om Babelstårnet handler om at ville have kontrol over det, vi ikke kan kontrollere. Menneskene ønskede at bygge et tårn, der gik helt op i himlen – helt op til Gud. De ønskede sig det perfekte. Men Gud steg ned til dem, og lod dem pludselig tale hvert sit sprog, så de ikke længere kunne forstå hinanden, og de måtte opgive at bygge tårnet.

Vi er de mennesker den dag i dag, ønsker os det perfekte. Vi bygger endnu på tårne, men de ser anderledes ud end dem vi hører om fortællingen om Babelstårnet. Vi bygger vores liv.

Vi lever i en tid, der i høj grad er fokuseret på det perfekte liv, godt hjulpet på vej af sociale medier. Det perfekte liv består af overskud, energi, træning, hjemmelavet mad, hygge, brændeovne og rigtige holdninger. Aldrig før er livet blevet pudset så meget på overfladen, så det kan ligne et glansbillede. Og de billeder, vi så tager af livet, har vi apps til, der kan lægge farvefiltre over, og give det helt rigtige skær.

Vi søger det perfekte, fordi det har mennesket altid søgt. Vi søger det, ikke fordi vi ikke har taget ved lære af fortællingen om Babelstårnet; men fordi det perfekte jo er Gud selv. Det er i virkeligheden ham, vi søger, når vi forsøger at gøre vores liv perfekt. Der ligger en længsel efter Gud i det ønske. Det bliver bare vendt lidt på hovedet for os.Vi forveksler vores jordiske "perfekthed" med Gud, og tror, at det er det samme. Vi tror, at vi kan gøre det perfekte, men Gud er den perfekte. Det er denne forveksling af, hvad vi kan gøre, og hvem Gud er, der fik Gud til at ødelægge planerne for Babelstårnet. Vi skal ikke gå Gud i bedene og være perfekte som ham, vi skal derimod leve vores liv på de vilkår, der er givet i verden.

Når man i tidligere tider byggede kirker, så sørgede man altid for, når f.eks. lavede mosaikker i gulvet, at man lagde en af stenene forkert, så der ikke blev et perfekt mønster. Det uperfekte mønster skulle huske menigheden på, at det kun er Gud, der er perfekt.

Det er altså ikke et guddommelig krav til os, at vi skal være perfekte – den opgave skal Gud nok klare for os.

Vi skal leve vores uperfekte liv på denne jord, hvor vi ikke behøver bygge tårne, der går ind i himlen. For Gud endte med at komme ned til os, så vi ikke skulle forsøge at nå ham. I julen fejrer vi, at Jesusbarnet bliver født – vi fejrer inkarnationen. Gud bøjede sig hele vejen ned til jorden, og rørte jorden for derved at berøre vores hjerter. Han er ikke længere i himlen, men er her blandt os.

Jesus er den vej, vi skal gå i livet. Han er vejen, sandheden og livet. Og på den vej, skal vi gå, som de mennesker vi er. Bent Falk, der er gestaltterapeut og præst, siger om dette, at vi på den vej skal have modet til at være skyldige – altså uperfekte – og samtidig have ønsket om ikke at blive skyldige. Og når vi både tør være så skyldige, som vi er, samtidig med at vi lader vores længsel efter ikke at blive skyldige runge, så er vi på vej til at gøre det bedst mulige med dem, vi nu engang er – for så er vi på vej (Bent Falk – ”Kærlighedens pris”).

Og i Guds øjne er det at være på vej det samme som at være i mål. Derfor siger Jesus også som sig selv, at han ER vejen. Han er både målet og midlet på en og samme gang.

Livet er fuldt af dobbelthed, som Gud også er det. Gud er både vejen og målet – og vi er både skyldige og retfærdiggjorte. Vi er både skyldige og tilgivet på en og samme gang. Luther kalder det for ”Simul justus et peccator” – vi er både retfærdige og skyldige.

Vi skal turde leve i den dobbelthed. Dobbeltheden er et livsvilkår. Livet er ambivalent. Jung siger, at modenhed er at leve med ambivalens, og midt i den ambivalens, der kan forekomme at rive vores hjerter itu, møder Gud os og lover at være med os alle dage indtil verdens ende.

I morgen er tærsklen til det nye år overvundet. Vi er klar til at tage hul på et nyt år, og det gør vi uden at vide, hvilken vej, vi kommer til at gå. Men et er sikkert – vi skal gå den vej, der ligger foran os med Jesu ord i vores hjerter:

Jeg er vejen, sandheden og livet.

Amen



Tekster:
v1 Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. v2 Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned.v3 De sagde til hinanden: »Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!« De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. v4 Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« v5 Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. v6 Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. v7 Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« v8 Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. v9 Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden. (1. mosebog, 11, 1-9))


v1 Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! v2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? v3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. v4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«v5 Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. v7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« (Joh. 14, 1-7)

Juleaften 2013

Så blev det endelig juleaftensdag. Juleforberedelserne har været i gang længe, men jeg må altså komme en indrømmelse overfor jer. I må love ikke at sige den til alt for mange.

Mine juleforberedelser har i høj grad været præget af en masse ikke.

Jeg fik ikke lavet konfekt, så nu ligger der marcipan, nougat, krymmel og chokoladeknapper derhjemme i skabet.

Jeg fik ikke gjort rent, så en hurtig støvsugning og dæmpet belysning må kunne gøre det.

Jeg fik ikke købet alle julegaverne i tide, så min søster fik penge, som jeg pakkede ind i en papæske, jeg fandt i skabet.

Jeg fik ikke pyntet op til jul, så tre keramiknisser i vinduet må sprede stemningen.

Mine juleforberedelser var bare en masse ikke.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke står alene med den oplevelse. Der er nogle år, hvor det kommer som en overraskelse, at julen igen falder d. 24. december.

Vi har det normalt ikke ret godt med ordet ikke. Det er negativt, afstandtagende, beklagende – det er ordet for det, vi ikke magtede og det vi ikke nåede. Det er et ord, der sætter sig på tværs af vores planer og ideer.

Og alligevel er det netop det, som vi hører om i juleevangeliet. Hyrderne på marken, der ligger og passer på flokken af dyr får besøg af engle, der giver dem budskabet: ”Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

De første, der hørte julens budskab, blev altså bange, og englene måtte berolige dem med et ”frygt ikke”.

Det er værd at lægge mærke til, at det var hyrder, der første gang hørte om Jesu fødsel. Hyrder var dengang mennesker som ingen stolede på. De levede i udkanten af samfundet, og kunne ikke engang bruges som vidner i en retssag. De var en slags ikke-mennesker. Det var dem, der hørte budskabet. Det var dem englene kom til. Det var dem, der skulle vidne om Jesus.

De modtager julens glade budskab med et ”frygt ikke”. De finder barnet i en stald – et sted de kender med en lugt der rummer hverdag og tryghed – og i fodertruget ligger barnet. ”Han er som os – han er en af vores” lyder det som en hvisken fra deres hjerter.

Hyrderne går derfra tilbage til hverdagen, der ligner dagen i går. De lever stadigvæk i udkanten af samfundet. Men noget er forandret.

Gud har givet dem sit ikke – frygt ikke.

Et lille ord, der betyder noget andet, når Gud siger det. Det ikke gør nemlig livet større.

Et ikke, der forandrer verden. For nu er frygten og sorgen ikke længere alt, der er at sige. I er ikke længere faret vild i verden. I er ikke alene.

Frygt ikke. Gud har bøjet sig ned, og rørt jorden, og derved skabt en vej mellem os mennesker. En vej der insisterer på, at selv hyrder i mørket, er værdifulde nok til at modetage budskabet om verdens frelser.

Og det budskab er sidenhen råbt fra hustagene, hvisket i krogene og forkyndt fra prædikestolene til hele folket; nemlig at Gud blev menneske for alle menneskers skyld.

For Gud ser det værdifulde i os, om vi sidder i lyset eller mørket. Det var ikke kun de andre, Gud blev menneske for. Han blev menneske for din skyld, af kærlighed til dig.

Det er julens glæde, der ligesom hyrderne også kan forekomme skræmmende. For med lys kommer klarhed, og det er ikke alt, vi ønsker klarhed over. Men derfor lyder det også til os: ”frygt ikke”.

Jeg vil slutte med at fortælle en kort historie fra England, der netop handler om ikke at frygte.

I 1940 blev Coventry Cathedral bombet og ødelagt. Det var en svær tid for hele Europa, men selvom deres kirke lå i ruiner, så insisterede borgmesteren på, at dette ikke skulle hævnes. Og under en radiotransmitteret gudstjeneste holdt juledag samme år som katedralen var blevet bombet, erklærede han, at når krigen var ovre, ville de arbejde på at skabe en mere venlig verden.

På ruinens væg blev der skrevet: ”Fader tilgiv dem” – de samme ord som det lille Jesus barn senere skulle sige, da han hang på korset som voksen: ”Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.”

Taget på den bombede katedral var holdt sammen af store søm, hvoraf man senere fandt tre søm liggende i ruinerne. De tog sømmene og lavede et kors af dem, som den dag i dag står på alteret i den nye katedral, de har bygget ved siden af ruinerne af den gamle.

Dette kors er blevet kaldt ”forsoningskorset”, fordi de i en tid, der var præget af mørke ikke lod sig overmande af hævn, men lod længslen efter fred fylde mest. De ville forsoning. Korset er den dag i dag et globalt symbol på forsoning.

Men korset er også et symbol på, at vi ud af det som kan se ødelagt ud, kan komme noget værdifuldt. Ud af ruinerne kom et kors.

Julens glade budskab, og det vi skal gå herfra med er glæden over, at Gud kommer til os som vi er. Gud vil finde os, og når han finder os, så ser han det skønne i os. Vi behøver ikke lede, for han kommer til os, også når vi sidder i mørket. Han kommer til os, og der giver han os sit ”Frygt ikke”.

Det bliver sagt lige præcis 365 gange i Bibelen. En gang for hver dag i året. Gud møder os hver dag i vores hverdag med et ”frygt ikke” – Se jeg forkynder jeg en stor glæde som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.

Amen


Dagens tekst:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk

4. søndag i advent 2013

Hvis man spøger et barn, hvor gammelt det er, vil må få et ret præcist svar. Faktisk vil mange børn sige, at de f.eks. ikke kun er 5 år, men at de er 5 ½ år, eller ligefrem 5 ¾ år. Og når de bliver ældre, vil unge ikke nøjes med at sige, hvor gamle de er, men derimod sige, hvor meget de fylder til næste fødselsdag. Og ikke nok med det, så vil man også, når man møder andre folks børn, næsten altid som det første, kommentere på, hvor store de er blevet, siden man så dem sidst.

Alt sammen handler det om at blive ældre. Vi ser på børnene, smiler og glædes over, at de får lov til at blive ældre, og børnene de kappes om at blive det.

Hele vores liv er alder essentielt. Enten vil vi gerne være ældre, eller også ville vi ønske vi så yngre ud. Men det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er børns stærke og brændende ønske om at vokse sig større. Det er bemærkelsesværdigt, fordi vi samtidig, hver gang der er dåb i kirken, hører Jesus sige til sine disciple: "Lad de små komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres."  Er Guds riget så ikke for dem, der vil gøre sig større? Det må vi vende tilbage til.

Det er netop Guds Rigets komme, forventningen og opfyldelsen, der er tema for disse advents dage, der snart nærmer sig deres afslutning, Og ligesom man tæller sin alder, så tæller vi også op i adventstiden op og ikke ned. Vi lægger søndag til søndag, og når til slut den 24. december, hvor vi fejrer, at Jesus barnet blev født.

Og i virkeligheden er vi jo vant til at lægge til og lægge til. Vi lægger vores liv sammen, vi lægger erfaringer til, vi lægger oplevelser til, lægger antallet af børn og børnebørn til, vi lægger karriere til, vi lægger kompetencer til og vi lægger efteruddannelser til. Livet igennem lægger vi hele tiden til. Det er en måde at holde regnskab på – for at se hvor langt vi er kommet.

Men netop i dagens evangelium bliver det fortalt, at Johannes Døberen gør sig selv mindre, så Jesus kan blive større. Hvem var han, ham Johannes, der åbenbart ikke lægger til?

Johannes var en stor mand, og ret berømt på dette tidspunkt. Han havde succes. Folk strømmede til ham, for at blive døbt. Ikke bare af hvem som helst, men de ville døbes af ham. Og Johannes havde disciple, der fulgte ham, ligesom Jesus havde det. Han var en profet, der havde gjort det godt. Med moderne ord, kunne man sige, at han havde optimeret sine karrierer muligheder og havde opnået tidssvarende kompetencer.

Men så skrider det hele. Ikke fordi han mister sine kompetencer, men fordi han begynder at henvise til en anden. Det starter uskyldigt ved, at hans disciple, vil høre hans kloge ord om renselse ved dåb, fordi de har hørt at Jesus også er begyndt at døbe. Så hvem har ret af dem? Johannes eller Jesus?

Og der gør Johannes noget forunderligt, og dybt umoderne. Han begynder at prise en anden mands egenskaber. Det er bestemt ikke den bedste måde, at komme frem i verden på, hvis man taler om, at andre kan gøre ens arbejde bedre end en selv. Men det er, hvad han gør. Han lægger ikke Jesus til sig selv, og fortæller om, hvordan han døber Jesus; men derimod lægger han sig selv til Jesus. Johannes fortæller, at han ikke sendt af Herren, men blot er en, der skulle berede Jesu vejen. Jesus derimod er sendt af Gud.

Johannes siger, at han selv skal blive mindre, og Jesus bliver større. Nu er det jo nemt at drive en pointe ud af, at Johannes faktisk i virkeligheden også er stor, netop fordi han henviser til Jesus og ikke til sig selv. Det forstår vi såmænd godt, at de store er dem, der tør gør sig små.

Men et er at høre om det, noget andet er at forstå det. Vi hører om Jesus, der helbrede, taler og møder dem, ingen andre vil møde. Udfordringen er, at vi ikke altid forstår det sindsoprivende i, at han møde en tolder. Eller at han forsvarer børn og kvinder. Er det provokerende, at en samaritaner hjælper en mand i en grøft, når vi ikke kan forestille os en festival eller et løb uden samariterne i deres hvide telte, klar til at yde førstehjælp?

Udfordringen ved at stå 2000 år efter Jesus levede er, at vi måske har hørt fortællingerne så ofte, at de ikke længere rammer os der, hvor de bør ramme os. I takt med at vi vokser op med fortællingerne, så holder fortællingerne op med at være store for os.

Derfor må vi engang i mellem stoppe op, og spørge: hvad betyder det for os – hvad betyder det for mig?

Og her må vi først spørge: hvad betyder noget for os? Hvad er det vi drømmer om? Hvornår synes, vi selv, at vi har et godt liv? Skræller man drømme om milliongevinster og sommerhuse væk, så finder vi ret få drømme. En drøm om relationer – en drøm om, at der er brug for os, og at vi har folk i vores liv, vi kan bruge. Et ønske om at bliver set, som det menneske, man måske ikke endnu tør være. Vi mennesker har, når det kommer til stykket og vi graver ind til kernen af, hvem vi er, et ønske om at være noget for nogen. Selv det menneske, der ikke kan finde ud af det, og svigter igen og igen, har et ønske om, at det en dag må lykkes at blive noget for nogen.

Og Johannes må siges, at han var noget for nogen. Han forandrede folks liv ved at døbe dem. Men selv det forandrede sig – med Jesus. Jesus forandrede Johannes vej i livet. Man kunne måske nok tro, at det ville gøre Johannes vred, at Jesus så at sige overtager pladsen. Men Johannes er ikke som man kunne forvente. Han træder til side og siger: "Han skal blive større og jeg skal blive mindre." Det skal overraske os. Det handler om mere end ord, for det sker faktisk. Han træder til side og lægger sig selv til Jesus.

Og det er faktisk hvad der ligger i det begreb, at gøre sig mindre. For at gøre sig selv mindre, handler ikke om, at man synke sammen, eller fjerne noget – det handler derimod om, at man skal lægge til. Man skal lægge sig til Jesus – og kun derved, kan Gud blive stor i ens liv.

Gud har allerede lagt sig til vores liv, og venter nu på, at vi skal lægge os til hans. Det fejrer vi juleaften – at Gud lagde sig selv til os – til verden. Han ville være noget for os, og derfor lod han sin søn føde som et menneske,

Og så skete det forunderlige. For med Jesu fødsel forandrede verden sig, og er aldrig kommet sig siden. Guds Riget kommer nær. Hvor der før var en skarp adskillelse af Guds Rige og verden, så begynder Guds Rige at nærme sig vores verden. Der er overlap hvor Guds Rige træder igennem i verden – hvor vi fornemmer, at her møder vi noget, der må komme fra Gud. Når kærligheden vinder over had, smålighed og selvhævdelse, så er Guds Rige nær. Når forsoningen vinder over hævn, så er Guds Rige nær. Når Johannes siger: Jeg skal blive mindre og han større, da er Guds riget nær. Guds Rige er allerede i verden, men er endnu ikke helt i verden. Jesus er sendt til verden, for at sætte det i gang.

Og det bliver vi ofte mindet om – ikke bare til jul, men hele året – hver gang vi døber et barn i kirken, så bliver vi mindet om, at Gud er nær. I dåben bliver vores relation til Gud tydelig – for her lover han, at han vil være med os, og bevare vores udgang og vores indgang. Gud lægger sig selv til os. Og når han gør det, bliver selv den mindste stor i hans øjne.

Og det er vores juleglæde. At vi ikke er overladt til et liv i relationsløshed, men at Gud er med os.


Dagens tekst:
Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« Joh 3,25-36

1. søndag i advent 2013

Fredslyset er i dag kommet til Møllevangskirken. Oprindeligt er fredslyset tændt ved den flamme, der altid brænder i fødselsgrotten i Betlehem på det sted, hvor Jesus er født. Fredslyset bliver bragt rundt i hele Europa, og der bliver den ene flamme til mange flammer, der lyser op i den mørke tid.

Det er Sct. Georgs Gilderne, der sørger for, at lyset kommer rundt i Danmark.

Deres budskab for fredslyset er:

Fred på Jorden
et lys for fællesskab
et lys for forståelse
et lys for fred og venskab
et lys for tolerance
et lys for nødlidende og ensomme
et lys for aktivt hjælpende
en gave som skal lyse op i adventstiden
en gave til dig, så du kan tænde et lys til glæde for andre.

Og derfor tændte vi også alterets lys med fredslyset her i dag, så lyset kan brænde for os i dag gennem gudstjenesten, og minde os om, at lyset er i verden, så vi kan glæde hinanden.

Og med fredslyset tager vi hul på julen.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet i den alder, hvor jeg tænker om julen: er det allerede jul igen? Jeg syntes altså ikke, at det er ret langt tid siden, det sidst var jul. Jeg er godt klar over, at det er 365 dage siden, men de dage er fløjet afsted.

Og det gør tiden – den flyver afsted med os. Vi har nogle gange svært ved at følge med, og vi halser efter den i håbet om, at vi en dag vil slå den. Vi bruger og bruger af tiden, men vi får ikke mere af den af den grund.

Det er jo velkendt, at vi ikke kan vinde mere tid ved at bruge af den. Tiden vil gå sin gang uagtet, hvad vi så end vælger at bruge den på. Vi kan ikke slå tiden.

Det har mennesket vidst til alle tider, og næsten alle religioner har fortællinger om, at vi ikke kan slå tiden.

I nordisk mytologi er der en historie om Thor, der drager til Udgårdsloke, der er konge over jætterne. Her indgår han i en kappestrid, hvor han bl.a. skal brydes md Udgårdslokes mor Elle. Det, tænker Thor, er nemt, men han kan ikke rokke hende ud af stedet. Han kæmper med hende, men må til sidst synke i knæ, slået af en gammel kone.

Hvad, han ikke vidste, var, at Elle ikke var Udgårdslokes mor, men derimod alderdommen, som ingen kan kæmpe mod.

Tiden kan ingen slå, ikke engang guderne. Sådan tænkte man dengang.

Men tiden er anderledes i Kristendommen. Tiden er ikke noget, vi skal kæmpe mod. I kristendommen tænker vi radikalt anderledes om tiden – der sker noget nyt.

I dag er det kirkens nytår. Det er begyndelsen, og vi begynder jo lidt før tid med nytåret i kirken. Når kalenderåret fejrer nytår har vi allerede i kirken fejret vores, og dermed taget forskud på året.

Det er en smuk tanke, at vi her i kirken allerede har fejret nytår, når vi kommer til d. 31. december. Det er en glæde at tænke på, at vi, når vi står og hopper ind i det nye år med hovedet fyldt med nytårsforsæt, så allerede har noget med os. Vi har allerede fejret advent og jul – der er noget, der er givet til os på forhånd, som vi får lov til at tage med os ind i det nye kalenderår.

Vi får lov at tage et overskud med ind i det nye år. Et overskud der kommer af det, vi kender. Et kirkeår er det samme hvert år. Vi fejrer jul, påske og pinse. Vi kender fortællingerne på forhånd, og har hørt budskabet før. Og derfor ved vi, at vi går til julen med den fortælling, at Gud vælger at fortælle sig selv ind i tiden – ind i vores tid. Den fortælling kender vi så godt.

Men vi kender endnu ikke fortællingen om vores eget liv. Der står vi endnu på kanten til fremtiden. Hvad vil næste år bringe, hvad vil vi opleve af glæder og sorger? Fremtiden er uvis – den er endnu ikke levet, og endnu ikke bestemt. Den er klar, frisk til at bruge af, og det bør give enhver et sus i maven. For nogle er det et sus af spænding, andre et sus af ængstelse. Men fælles er, at vi skal leve det liv, der ligger foran os.

Og derfor hører vi de samme fortællinger igen og igen. Fortællingerne, der igen og igen møder os lige der, hvor vi er i livet, og ikke hvor vi gerne vil være eller hvor vi bør være. For med fortællingerne møder vi Gud, lige nu i dag. Vi får simpelthen lov til at tage det for givet, at Gud vil møde os i vores liv, også i det kommende år. Det er grundlaget for vores liv, at Gud er med os alle dage.

Men vi har ofte så travlt med at være i vores hoveder, og planlægge løs. Bruge af tiden før den er kommet. Det er godt for os engang imellem at stoppe op og give tankerne lov til at være til stede der, hvor kroppen er fanget midt i tiden. Og der møder Gud os.

Vi skal turde lade i dag være i dag, og tage livet alvorlig, og turde leve på det vilkår, at Gud er en Gud i tiden.

Jesus siger i dagens evangelium, at »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«. I dag siger han. Ikke i morgen, ikke når vi er klar; men i dag.

Jesus står i en synagoge i sin hjemby. Han er kommet hjem og har lige læst højt fra profeten Esajas. Denne tekst har givet trøst til folket om der engang skulle komme udfrielse fra trængsler og dårligdomme. De kunne holde til nutiden, fordi de fik lovet en bedre fremtid. Jesus ser på dem, og siger så: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« I dette sekund er det gået i opfyldelse.

Og det forarger.

”Intet er mere forargende end evangeliets evige nutid, der afskærer al fortid som død og glemt og gør al fremtid helt ligegyldig – for kun at sige hvad vi skal gøre i dag” (Johannes Møllehave, ”Hvor kærlighed bor”)

Jesus fortæller noget, som de har hørt mange gange. Han fortsætter og taler om hvad der skete på Elias’ tid, hvor der var hungersnød i landet, og mange enker døde. Men hos en hedningeenke, som Gud bad sin profet at bo hos slap hverken melet eller olien op. Krukkerne var altid fulde. Og Jesus fortæller om profeten Elisas oplevelser i en tid, hvor mange døde af spedalskhed, at Gud lod en hedning fra Syren helbrede.

Da er det, at bægeret med vrede flyder over. For Jesus sidder og fortæller disse retskafne, troende mænd, at Gud viser nåde mod dem, han viser nåde. Gud redder dem han vil, og ikke altid de retskafne og troende mænd. Og de reagerer med vrede, og vil smide ham ud, fordi de ikke kan bruge Jesus til noget. Jesus er et problem for dem.

Jesus siger ikke bare, at det er i dag, at skriftordet vil gå i opfyldelse, men han siger også, at Gud handler godt mod uværdige.

Jesu ord skal forarge. Julen er mere end sødladen romantik om et lille barn, der bliver født en stjerneklar nat. Det kan vi ikke leve vores liv på.

Men vi kan leve vores liv på, at Gud rørte jorden, og lod sig selv føde som et menneske ind i tiden på tidens betingelser, for derved at bringe lidt af sit rige ind i vores verden – og her mener han ikke kun de kristnes verden, men derimod verden som helhed med alle mennesker. Den verden lader han mødes med sit eget rige.

Det er et rige, hvor nu altid er i dag, og hvor Gud handler godt mod uværdige. Det er et rige, hvor vi er elsket ikke for det, vi er gode til, men fordi vi er til. Det er et rige, der begyndte i verden den nat, og som siden har forandret os mennesker.

Vi kan reagere med vrede, når Gud handler godt mod en vi mener er uværdig, før han handler godt mod os, der er døbt i hans navn. Vi kan forsøge at smide ham ud af vores kirke, fordi han ikke lever op til den forestilling vi har om ham, og så kan vi sætte os til at vente på noget bedre i fremtiden.

Men vi kan også åbne vores hjerter for, at Gud ikke interesserer sig for vores retfærdighed, men derimod netop valgte at forkynde sig rige gennem et menneske. Gud blev krop, og med det blev Guds vilje med skaberværket en del af vores liv.

Gud forandrer tiden ved at sætte sig selv i spil i tiden.

Det er julens kernebudskab. Gudsriget er kommet os nær. Det er det, vi venter på at skulle høre om til jul. Men det er allerede i dag. Lige nu og her er Gudsriget begyndt.

Gud fortæller os, hvordan han vil have, at vi skal leve og være i dag. Fortiden har han sonet, og fremtiden bærer han på sine skuldre. Vi har i dag.

Og derfor skal vi åbne vores hjerter for, at livet giver mening fordi vi har i dag. Dette nu, som Gud så nådigt skænker os ud af sin kærlighed til os.

Godt nytår, og glædelig advent




Dagens tekst:
Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30

Gudstjeneste om tabet, 2013

Efteråret. En ambivalent tid, for på den ene side er den måske den smukkeste årstid med blade, der lyser op mod den klare, krystalblå, sprøde himmel. Men de lyser kun op for derefter at slippe deres tag, eller måske bliver de sluppet, og falder mod jorden, hvirvelende i blæstens nåde.

Og der ligger de, til irritation for DSB og haveejere, men til glæde for børn der hopper, sparker og lytter til dem.

Træerne taber deres blade – og de bliver en påmindelse om, at vi også taber. Der er ingen, der kan lide at være en taber – vi vil vinde. Men vi kan ikke undgå at tabe, om det så er håret, årene eller vores hjerter.

Vi taber, mister – fordi livet er forgængeligt. Intet består – en blomst visner, en rose bleger, en sten bliver med tiden rundet af vandets favntag. Alt er i forandring fra at være et, til at blive noget andet. Memento mori, hedder det – Husk du skal dø. Ikke som en trussel, men som en forsigtig påmindelse om, at livet er nu og her. Som en sommerfugl, der er landet blidt mellem dine hænder, og nu ånder med vingerne, inden den igen vil flyve videre.

Og selvom vi med trods kan stampe i jorden, og kræve stilstand, så er det forgæves. For alt er i forandring. Vi er på rejse, på gennemfart, på pilgrimsvandring gennem livet.

Det er alle helgen, hvor vi får lov til at mindes de døde – mindes tabet og forgængeligheden. Vi mindes med glæde, det vi fik, og med sorg, det der aldrig igen bliver. Lukkede muligheder, veje vi ikke kan gå.

Vi mærker tabet som en smerte i kroppen – som en længsel i brystet - som åndenød – som huller i livet.

Tabet.

Bibelen er en fortælling om tab. Det er en lang tabsfortælling, fra Adam og Eva, der mister retten til Paradiset have, over Job, der mister sin familie og alt han ejer, til mennesker, der mister syn, førlighed, hørelse eller andres agtelse. Og så den største tabsfortælling af dem alle – nemlig Jesu egen død. En fortælling om os, om dig og mig. Og hvad der sker, når vi lader skuffelsen og frygten få førstepladsen i livet. Når vi ikke tør mærke skuffelsen og frygten, da lader vi brutaliteten tage over, og hævnen finder sin vej ind i vores liv.

Jesus blev slået ihjel, fordi de var skuffede over, at han virkede magtesløs. Jesus blev slået ihjel, fordi de var bange for det lys, som Gud spreder i verden, og i frygt krøb de tilbage i mørket. De slog Jesus ihjel. Vi slog kærligheden ihjel af frygt for, at den ikke ville række sig langt nok og nå vores hjerter. Af frygt for skuffelsen afviste vi kærligheden.

Det er faren i vores liv – den virkelig fare. Det er ikke tabet, der er faren; men derimod at vi sammen med tabet, taber troen på kærligheden – taber troen på Gud.

Når vi begraver de døde, siger vi:

”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”. Tænk hvis det endte der: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”. At vi kun skal blive til jord – hvis det endte der, ville vi med rette skulle tabe troen på kærligheden, for hvad er der at tro på, hvis vi ender i intetheden.

Men vi siger noget mere – vi slutter med: ”Af jorden skal du igen opstå”. Det forunderlige og ufattelige i, at livet fortsætter efter døden. Nok er Jesu død en tabsfortælling, men det er også en fortælling om en mand, der lå død i tre dage, og som på tredje dagen rejste fra sit leje igen. Tabsfortællingen er fortællingen om, at vi midt i tabet aldrig taber kærligheden.

Det sidst ord i verden er ikke stilheden efter tabet, men derimod en hvisken om, at livet er stærkere. At nok er tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst er dem er kærligheden. Kærligheden, er er ligeglad med døden. Kærligheden, der ikke ender, bare fordi vi taber, men som stædigt insisterer på sig selv – og som, trods vores frygt, altid rækker langt nok.

Memento mori – husk du skal dø. Sommerfuglen er landet mellem dine hænder. Lad ikke frygten få dine hænder til at knuge den hårdt, men hold den varsomt og modigt.

Tro, håb og kærlighed er disse tre, men størst af dem er kærligheden.



Tekster:
Salme 42, Salmernes Bog, 

v2 Som hjorten skriger
ved det udtørrede vandløb,
sådan skriger min sjæl
efter dig, Gud.
v3 Min sjæl tørster efter Gud,
den levende Gud.
Hvornår kan jeg komme
og se Guds ansigt?
v4 Tårer er blevet mit brød
dag og nat,
når de dagen lang spørger mig:
Hvor er din Gud?

v6 Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.

v10 Jeg siger til Gud, min klippe:

Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg vandre i sorg
plaget af fjenden?
v11 Det går mig til marv og ben,
mine fjender håner mig
og spørger mig dagen lang:
Hvor er din Gud?

v12 Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.



Salme 139, Salmernes Bog, GT
Herre, du ransager mig og kender mig.
v2 Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
v3 du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
v4 Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
v5 bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
v6 Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

v7 Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
v8 Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
v9 Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
v10 så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
v11 Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
v12 så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.

v13 Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
v14 Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!


1. Kor, kapitel 13
v1 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

21. søndag efter trinitatis 2013

"Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, sådan siger Jesus til den kongelige embedsmand. Og sådan siger han også til os i dag. Vi vil se tegn og undere. Vi vil se beviser, før vi kan tro.

Det bliver især tydeligt, når livet vil brydes med os. For så vil vi rigtig gerne have tegn og undere fra Gud.

For det kan gøre ondt at leve. Rigtig, smertefyldt ondt. Det kan være uretfærdigt, uforståeligt og uforsonligt. Det er et vilkår, som vi deler, at livet også er hårdt. Vi er fælles om sådanne erfaringer, om end vi sjældent deler dem med hinanden.

For hvordan deler man afmagt, ensomhed og forvirring? Vi bør dele det noget mere, men det er svært, fordi vi er inde og berører det mest sårbare ved menneskelivet, nemlig vores egen skrøbelighed.

Vi er skrøbelige væsner. Vi kan rammes af naturkatastrofer, sygdomme og knuste hjerter. Vi kan rammes så hårdt, at livet aldrig bliver det samme igen.

Men vi er skrøbelige, fordi der er noget på spil – fordi livet ikke er ligegyldigt. Det betyder noget – vi betyder noget for hinanden.

Derfor rammes vi. Og selvom vi ved, at sådan er det, og selvom ingen af os i virkeligheden ønsker det anderledes, for så ville det indebære, at vi holdt med at betyde noget for hinanden, så kan det være svært at acceptere, når livet gør ondt. Når vi bliver stillet overfor eksistens skrøbelighed og vores egen afmagt.

Og i afmagten er vi parate til næsten at gøre alt, så vi kan lindre smerten. Vi leder efter tegn og undere. Vi søger efter noget, der kan sige vores smerte imod? Hvem kan se sig fri for ikke at have gjort det? Bedt om et under eller et tegn? Bedt Gud om at gribe ind? Bedt ham om at vende det uretfærdige til det retfærdige?

Det er så menneskeligt at gøre.

Jeg har selv gjort det. Bedt Gud om mirakler. Selvfølgelig har jeg det, for jeg er også derude til tider, hvor jeg ikke længere kan bunde og må række hænderne op efter hjælp.

Men vi skal huske række dem det rigtige sted hen. Vi rækker dem desværre alt for ofte derhen, hvor vi kræver af Gud, at han beviser sin eksistens. At han træder i karakter.

Det er så udbredt en del af vores tid, at man skal kunne sælge sig selv. Man skal netop træde i karakter, være ekstrovert og kunne vise verden, hvem man er. Så det er nærliggende at overføre sådanne krav til Gud, at han også skal bevise sit værd.

Og når det, vi kræver, eller ønsker, så ikke sker? Når vi alligevel må tage kistens håndtag i vores hånd, i stedet for at holde hinanden i hænderne. Når sygdom ætser en krop væk. Eller når den, man elsker, alligevel går sin vej. Hvad så – hvor var Gud? Har han fejlet – kan vi ikke længere tro på ham?

Ja, for mange forsvinder Gud i katastrofen og ulykken. Mange mister Gud i mørket.

De mister Gud, fordi de bliver skuffede over, at han ikke trådte i karakter. Over at ulykken på trods kunne ramme. På trods af hvad, kunne man fristes til at spørge? Vores tro?

Nej, sådan er Gud ikke. Han holder ikke nogle af os tættere på sig, og andre i strakt arm. Var Gud sådan, ville det betyde, at samtlige ulykker var en straf fra Gud. Og det ville betyde, at ulykker var retfærdige, fordi de var fra Gud. Og hvem kender vi, som virkelig har fortjent ulykke? Hvem kan vi pege på, og sige, at det var Guds straf? Hvem af os, har lov til at kaste den sten?

Nej, siger jeg. Vi skal ikke bede om tegn og undere. For det er at bede Gud om at gøre forskel på sin skabning. At elske nogle af os højere end andre.

Vi skal ikke række vores hænder mod tegn og undere, og kræve af Gud, at han gør forskel på os. Vi skal derimod række vore hænder mod Gud, når vi ikke kan bunde og bede ham om at være os nær.

Vi tror, vi har brug for en Gud, der vil gøre, hvad vi ønsker, men vi har brug for en Gud, der er tæt på.

Det kan lyde som en ringe trøst, når man står og skal miste. Når livet er så rungende forkert, at vi tror, vi aldrig skal trække vejret igen. Men det er en trøst. For i stedet for at se mod Himlen og kræve, at Gud gør noget, så skal vi se på den vej, der ligger foran os, som vi skal gå.

Og det hører vi om i dag, da Jesus siger til den kongelige embedsmand: ”Gå hjem, din søn lever”. Gå hjem. Gå.

Jesus beder os om at gå – at vandre. Og embedsmanden, der ikke har andet end Jesu ord med sig, tror ham og går. Går en lang vej hjem, hvor han ikke ved, om det er sandt, hvad Jesus siger. Men han går.

Og embedsmandens vandring bliver et symbol på den vandring, vi er på her i livet.

Vi skal gå på et ord fra Gud om, at vi skal leve.

Da Jesus dengang helbredte mandens søn, blev det et symbol på, at også vores liv rummer mere end mørket, at der er mere at sige om vores liv end det øjet ser; nemlig at vores liv rummer Guds kærlighed. Derfor kan Gud tillade sig at sige til os: ”Gå. Gå ud i dit liv, og bær det, som du ikke tror, du magter at bære. Gå og jeg går med dig.”

Vi er ikke alene, og det hvad Gud siger til os. Det er hans ord til os. Vi er ikke alene. Selv når vi ikke mærker ham, er han med os. Selv når vi ikke tror, han træder i karakter, så er han med os.

Gud er stædigt med os i vores liv – i vores skrøbelighed. Han er med selv der, hvor livet er rungende forkert. Da står han der som et vidnesbyrd om, at der er mere at sige om livet end mørket.

Og det, netop det, har vi fået et tegn på. Et eneste tegn, der gør det ud for dem alle: nemlig det, at Gud blev et menneske.

Gud bøjede sig hele vejen ned på mod jorden, og blev som os, for at vise os, at han er med os i det liv, som vi skal leve på godt og ondt. Gud er tæt på. Han hænger ikke længere på korset – han er steget ned, og sidder lige ved siden af dig midt i livet.

Kom vær hos mig, himmelske Fader,

min styrke jeg låner af dig.

Når kræfter og mod mig forlader,

hvordan skal jeg da finde vej?

Jeg ved, at du aldrig vil svige,

mens jeg ville vakle og vige

om ikke du bliver hos mig. (DDS 677,4)

Amen



Dagens tekst:

Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro. Joh 4,46-53

18. søndag efter trinitatis 2013

Tro på Gud og elsk din næste. 

http://www.youtube.com/watch?v=y_JAlTxc1k4&list=FL40vCmbUMerRoaJPBtbV8NA&index=8

Det er jo i virkeligheden nemt, det med livet. Det er nemt, fordi vi inderst inde godt ved, hvordan vi bør opføre os. Det er nemt, fordi vi sagtens kan se det smukke i at møde andre mennesker med godhed.

Og alligevel er det så svært og kompliceret. Det er ikke så nemt som det ser ud.

Vi lever i en tid med utrolig mange meninger. Vi har meninger om alt…og alle. I vore dage skal man kunne argumentere for sit liv og sine valg, og det er ikke nok at være ligeglad. Er man ligeglad er man aldrig glad, får vi at vide, og derfor skal vi tage stilling og have en mening.

Vi har også meninger om andre mennesker. Det er nu ret naturligt, at vi har meninger om andre mennesker. Når man møder et menneske, kan man slet ikke undgå at få en mening om dem.

Men har I nogensinde tænkt på, at det ikke kun er os her, der har meninger om andre – andre har også meninger om os?

Ja, her kan det ofte gøre lidt mere ondt. Det er de færreste, der er ligeglad med hvad andre tænker om dem. For egentligt vil vi jo helst have, at folk godt kan lide os. Det er rarest, når andre synes man er ok.

Men vi ved jo også, at sådan er det ikke altid. Vi kan ikke få alle til at synes om os, og hvis vi skal blive i ordsprogenes verden, så kan man ikke gå gennem livet uden venner og fjender.

Aristotels, der var filosof, skulle efter sigende engang have sagt til sine disciple, da de en dag kom og fortalte, at der var nogle, der sladrede om ham på torvet, at folk måtte tale lige så grimt om ham, som de ville, så længe han ikke var til stede. Ja, de måtte faktisk også gerne stikke ham en lussing, så længe han ikke var til stede.

Faktum er, at vi mennesker taler om hinanden, og vi har en mening om hinanden. På den negative bane kan ondsindet sladder, slå mennesker i stykker. Og positivt kan et godt ry, bane vejen for en. Det betyder noget, hvad andre siger om os. Det betyder noget, hvad de mener.

Vi lever i en udleverethed til hinanden – vi bærer med andre ord hinandens liv i vores hænder.

Men vi har også en mening om Gud. Om ikke andet vil man have den mening, at Gud er ligegyldig. Men jeg vil tro, at alle har en mening om Gud.

Eller sagt på en anden måde, så har vi en mening om, hvilken Gud, vi har brug for.

Problemet er blot, at når vi har en masse meninger om Gud, så sætter vi faktisk os selv i centrum i verden. Pludselig handler det ikke om Gud, men hvad jeg mener om Gud. Nu kunne man godt argumentere, at Gud, der har skabt alt fra galakser til nanopartikler, nok ikke går frygtelig meget op i, hvad hver enkelt af os tænker. Men der tager vi fejl.

Det betyder noget, hvad vi tænker. Gud er fællesskabets Gud. Han viste det tydeligt, da han valgte at gå ind i fællesskabet som et menneske. Gud blev Jesus, så vi kunne få et ansigt og en stemme at forholde os til – og ikke mindst så Gud tydeligt kunne fortælle os, at han vil være i fællesskab med sin skabning. Gud slår altså følgeskab med os, og han guider os. Vi får ikke lov til at gå alene rundt i verden. I dåben er det tydeligt, når vi hører, at der bliver sagt, at jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende. Her gentager vi, at vi ikke skal klare livet alene. Gud tager sin del af ansvaret for os.

Gud elsker os. Så enkelt er det. Og det får betydning for os, at vi betyder noget for Gud.

I evangeliet bliver Jesus spurgt af farisæerne, hvad det største bud i loven er. Der findes 613 bud i loven, så Jesus havde lidt at vælge imellem.

Jesus svarer: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og med hele din forstand.” Og han fortsætter og udvider dette ene bud med: ”Du skal elske andre mennesker på samme måde som du elsker dig selv.”

Det er et finurligt svar. For svaret er jo i al sin enkelhed: kærlighed. Du skal elske Gud og din næste.

Men vi kan ikke lovgive om kærlighed. Vi kan ikke tvinge andre til at elske os. Vi er lige så udleveret til hinanden i kærligheden, som vi er det, når det kommer til andres meninger om os. Vi kan hverken tigge, købe eller true os til kærlighed (Bent Falk). Kærlighed er en gave, som vi kan give hinanden.

Men netop heri ligger vi Guds væsen. For Gud er kærlighed (1. Joh. 4.16), og det er den kærlighed, der strømmer til os, som vi kan bruge til at elske hinanden med. Gud giver os sig selv – det sker hver dag, ja hvert sekund. Gud giver os kærligheden som gave, og den skal vi hverken betale for, tigge os til eller vriste ud af ham. Han elsker os kvit og frit.

Derfor får vi at vide, at vi skal vi elske Gud af hele vores hjerte, sind og fornuft. Det bliver en slags modpol til vores mening om Gud, der kan blafre i vinden. Det bliver en modpol til, når vi sætter alt muligt andet end Gud i midten af vores liv, og ofte os selv. Hvis vi ikke sætter Gud som centrum for vores liv, så sætter vi noget andet på det sted, og forguder det, om det så er arbejde eller hinanden.

Derfor har vi brug for at høre, at vi skal elske Gud med både vores hjerte, vores sjæl og vores fornuft. Vi skal med hele vores liv sætte Gud som centrum i vores liv, som vi er centrum i hans.

Johannes Møllehave skriver i en af sine prædikener, at Gud elsker miskundeligt, hvor mennesker elsker misundeligt.

Miskundeligt betyder, at man ikke har kendskab. Gud kigger ikke på vores handlinger og laver en facitliste ud fra det. Han elsker, også når vi ikke føler, a vi fortjener det.

Misundeligt betyder derimod, at vi ikke altid kan unde andre kærligheden. Vi kan blive bitre og smålige med vores kærlighed.

Vi har simpelthen brug for at vores liv bliver gjort større af Gud, fordi vi ikke kan selv.

Guds kærlighed er miskundelig, og ikke misundelig. Derfor siger han også til os, at vi skal give videre af den kærlighed, som han giver os. Vi skal ikke beholde den for os selv, men derimod give videre af den. Ja lige frem være ødsel med den. Elsk hvor ingen fortjener det, elsk hvor bitterhed forpester luften, og elsk når brok holder folk nede. Elsk.

Det er så simpelt, at vi skal elske Gud og næsten. Nogle gange tager det et helt liv at lære, men hver dag får vi igen muligheden for at elske. Og fejler så, så rejser han os op, og giver os mulighed for at prøve igen.

Og det bringer mig til høsten, for i dag fejrer vi høstgudstjeneste her i kirken. Traditionelt set er høsten en takkegudstjeneste, hvor vi takker for de frugter jorden giver os. Det er så nemt at fokusere på det, der ikke gik, andre meninger osv. Vi glemmer at ikke bare til høst, men hele livet igennem skal vi takke. Tak for at vi ikke magter alt, men at Gud magter for os.

Og så takker vi ham for, at vi ikke behøver at skulle livet alene, og at han har lovet at ville være med os alle dage indtil verdens ende.

Tro på Gud og elsk din næste. Tak.

Amen

Dagens tekst: 
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46