1. søndag i fasten 2019

”Gud – indtil nu har jeg i dag hverken sladret om nogen eller været i dårligt humør. Jeg har ikke været sur, ondskabsfuld eller selvist. Men om nogen minutter er det tid til at stå ud af sengen, og fra da af kommer jeg til at behøve en hel del hjælp.”

Sådan står der på en kalender, jeg har stående på mit kontor, med et ord til hver dag.

Og vi trækker på smilebåndene. Vi kender godt dem kamp. Kampen om var være den bedste udgave af os selv, og vi ved også, at vi taber til tider. Måske endda hver dag. For det er sådan, at når mennesker er sammen, så er der også konflikter.

Det vidste Paulus, der dannede de første menigheder. Hans breve er svar på konflikter og stridigheder. Fordi vi ikke altid er enige om, hvordan vi skal løse opgaver eller i hvilken rækkefølge. Det betyder ikke, at mennesker er dumme eller onde – det betyder blot, at vi i kirken ikke har samme mening om tingene. Og det har vi ikke. Folkekirken har det største antal medlemmer af nogen forening i Danmark, så selvfølgelig er vi ikke enige om tingene. Vi ser forskelligt på tolkningen af Bibelen, hvordan vi bygger menigheder og på præstens rolle i civilsamfundet. Men vi glemmer ofte at se, at det er en gave. En gave at vi kan være uenige og har forskellige meninger. Og en gave at vi trods alt er et trossamfund og ikke et meningssamfund. Troen står, men vi kan have forskellige meninger. Og det må vi gerne.

Men vi har denne base som vi står på. Grundlaget, klippegrunden som gør at vi gerne skulle stå funderet om det samme. Nemlig vores treenige Gud og opstandelsens virkelighed. Og så selvfølgelig dåben og nadveren som vores sakramenter, hvor ord og handling flettes sammen i et øjeblik, hvor himlen berører jorden.

Det er udgangspunktet for kirken.


Og det er udgangspunktet for den enkelte. For os i vores hverdag.

I en kaotisk, evigt forandrende, truende, hurtig og besværlig hverdag. Vi har en grund at stå op på. En grund, der gør, at når vi beder om hjælp til dagen, så kan vi regne med at får den. Ikke altid i den form vi ville ønske, men vi kan stole på, at Kristus vandrer med os i ind i hverdagen.

Det er trøstende ord i en verden, som jeg i al fald lige nu synes er truende. Eller fremtiden er ikke så trøstesløs som den har været for år tilbage. Der sker lige nu en forråelse af vores sind, så vi i højere grad tænker os og dem om hinanden. Der sker en nedbrydelse af vores anstændighed for, hvordan vi kan tale til og om hinanden. Der sker et brud i tilliden til, at næsten vil mig det godt. Selv kristendommen bliver i disse år trukket for forskellige vogne, som slet ikke har noget med kristendommen at gøre, men har alt med politik at gøre.

Der er på mange måder grund til alvorlig bekymring. Bekymring for, hvordan det vil gå os.

Teksten til i dag handler om ondskab. Men der er ingen grund til at pege hinanden ud som onde af den grund. Men vi skal være på vagt overfor den fristelse det er at gøre andre mennesker onde. Deri ligger nemlig den sande ondskab. Når vi gør det ondes gerning og samtidig tror, at vi gør det gode.

Fortællingen om Jesus ude i ørkenen skal være en hjælp i dage, hvor man bekymringen tager over, og vi er bange for at historien vil gentage sig.

Jesus møder fristeren i ørkenen og bliver fristet til at sørge for sin egen nydelse, fristet til at teste Gud og fristet til at tilbede andre end Gud. Og Jesus svarer fristeren hver gang – eller han afslører ham ved at svare ham. River masken af det onde, så det onde står forsvarsløst tilbage og må fordufte.

Med de fristelser går igen i vores liv.

Fristelsen til at sætte egen nydelse først. Og her er der ikke tænkt på kage og rødvin. Men på den fristelse, at man glemmer andre, for at nå egne mål. At man bliver ligeglad med andre, fordi man selv vil opnå noget.

Og fristelsen til at teste Gud. Når vi tror vi tror bedre. Når vi tror, vi har bevist, at Gud ikke findes, fordi Gargarin ikke så Gud fra rummet. Når vi ikke får en åbenbaring, når vi beder om den. Så tester vi om Gud nu virkelig findes i vores liv.

Og så fristelsen til at tilbede noget andet. Vi synes nok vi tilbeder Gud, men måske vi bliver fristet til at sætte noget andet på 1. pladsen i vores liv end Gud. Vi skubber Gud ud i øjenkrogen, så han ikke er helt væk og fordyber os i hverdag.

Det er jo ikke stor ondskab det her, men ondskab findes på to planer.

Ondskab er det store ord om det, der sker når nationer, folkeslag og regimer brager sammen. Eller når en enkelt mand slår en masse unge ihjel på en ø i Norge. Så er det ondskab, vi kan genkende.

Men det lille ord om det onde er fristelsen. Det er ikke helt samme skala, men er som små giftige dryp i vores hjerter, der tilsammen kan få os derhen, hvor den store ondskab er. Og det ikke bare fristelsen til at spise kager. Det er derimod fristelsen til at være ligeglad med andre mennesker. At sætte sig selv forrest i livet og andre nederst. Det er, når man altid går efter egen nydelse først. Det lyder banalt og ligegyldigt, men er det ikke.

Kristendommen begynder i det små. Gud viste sig ikke for alle folk i hele verden, men kom til jorden som et enkelt lille menneske i et land langt væk herfra. Han kom og satte skub i os mennesker, så vi langsomt, men stædigt kan tale det onde i mod.

At sige nej til ondskab begynder i det små. Det begynder med forsagelse hver gang vi har gudstjeneste og siger, at vi tager afstand fra det onde. Det begynder, når vi stopper op og husker, at de mennesker vi udtaler os om eller har en mening om, er mennesker før de alt andet.

Vi er skabt med øjne, der kan kigge på hinanden. Kigge ind i sjælen og sige mere end 1000 ord. Når vi ser hinanden, så ser vi hinanden. Så opdager vi, at vi er fælles om mere end der adskiller.

Det er den suveræne livsytring som Løgstrup taler om. Nemlig den, at vi er en tilbøjelighed til at ville det gode.

Peter Lund Madsen, der er hjerneforsker, siger, at mennesker er gode. Hvis vi ikke var det, ville vi ikke kunne bygge civilisationer, men ville have udryddet os selv for mange år siden. Vi vil det gode. Vi er skabt i godhed, ud af godhed og til godhed.

Det skal vi holde fast i, når verden suser os om ørerne, og insisterende skal vi holde fast på det gode. Hver dag og hele tiden. Og selv når vi fejler, så skal vi vide, at Gud tilgiver os, fordi han ser godheden i os. Vi har potentiale kunne man sige. Potentiale for det gode.

Lad os begynde i det små – sige fristelsen imod, så vi sammen kan være nok uenige, men enige om kærligheden er vigtigere end alt andet. Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Askeonsdag 2019

Asken falder. Asken falder i mit hjerte. Asken lægger sig mellem os.

Vi brændte vores broer som vi brændte vores håb. Tilbage er der kun grå aske.

Der er stadigvæk små flammer der slikker sig op ad. Endnu kan man holde varmen.

Men forude synes kun at ligge tung, grå fremtid. Frugtesløs og håbløs.

Hvis jeg stirrer ind i den grå morgendag er det alt jeg ser. Jeg stirrer og stirrer mig blind. Mit synsfelt formindskes og jeg får tunnelsyn. Jeg ser kun asken. Alt bliver alligevel til aske en dag.

Gud, hvor er du?

Jeg holder ud, og håber at du holder ved Gud.

Jesus gik i denne grå verden. Han så aske falde ned over os og stjæle farven fra verden. Asken dække vores indre som en dyne, der dæmper alle lyde.

Og han pustede. Pustede stille og insisterende asken væk - pustede til asken hvirvlede ud i himmelrummet igen.

Vi er mere end den aske vi bliver til. Af jord skal du igen opstå. Af aske skal du igen opstå.

Askeonsdag er begyndelsen på fastetiden, og en ikukommelse af vores forfængelighed. Men også en ihukommelse af vores opstandelse. Fremtiden kan synes grå og tung; men af asken rejser Kristus os igen. Giver os håb. Giver os farve. Giver os hjerte.

Vi skal gå fastetiden i møde med åbenhed for der pust, der blæser asken væk. Det pust der giver liv.

Det er askeonsdags håb.

Amen

Septuagesima 2019

Jeg vil dele en fortælling med jer, der begynder sådan her:

For et stykke tid siden, mødte jeg en 6. klasse. Læreren havde bedt mig om at sige noget om selvtillid. Det var unge mennesker, der stod på grænsen til at blive teenagere, og læreren ville, at vi skulle snakke om, hvordan man skal se på sig selv, og hvilke egenskaber som er vigtige for et menneske.

Jeg begyndte med at bede to af eleverne om at komme op til tavlen. De skulle fungere som sekretærer og skrive alt det op, som de andre kammerater sagde. Derefter fik eleverne lov til at komme med egenskaber, som de gerne ville være gode til, der ville give dem selvtillid. Næsten med det samme var der en dreng, der råbte: god til fodbold. En anden sagde ishockey og sådan fortsatte det: heste, hockey, motocross, udspring. Efter et stykke tid havde de nævnt de fleste idrætsgrene i verden.

Vi gik videre. En ville være god ti EDB, matematik og sprog, og en anden syntes at det var vigtigt at holde orden på værelset eller at kunne ordne motorer. En pige sagde, at hun ville være dygtig til at skrive, en dreng ville være dygtig til økonomi, en anden til at filme eller fotografere. En lille dreng ville være stærk og en anden ville kunne fortælle historier, så alle kom til at grine. Til sidst var hele tavlen fyldt. Så lod jeg de to sekretærer læse alt det igennem, som de andre havde fundet på. Det tog et stykke tid og medens de læste, følte vi det, som om vi blev mindre og mindre, stykke for stykke, alle sammen. For hvem i al verden kunne være god til at det, som eleverne havde sagt? Hvem?

Derfor bad jeg eleverne stille sig i en lang række.

- Nu får I lov at vælge noget væk, sagde jeg. Når det bliver din tur går du frem til tavlen og streger en ting ud, den egenskab du synes er den mindst vigtige at være god til.

Den første, der kom frem, var en pige. Hun tænkte i nogle sekunder og så stregede hun ishockey ud. Alle pigerne klappede. Den næste var en dreng. Han styrtede op og trak en tyk streg over hest. Så var det drengene, der jublede. Sådan fortsatte det et stykke tid: drengene stregede pigernes interesser ud og pigerne stregede drengenes interesser ud. Men så stilnede det af og en dyb alvor skænkede sig over klassen. Økonomi blev streget ud, god ordenssans og god fortælleevne. Fotografering forsvandt, ligesom motorer og EDB.

Efter et stykke tid gik en dreng frem. Da var langt mere end halvdelen af tingene på tavlen streget ud. Drenge læste langsomt alt det igennem, der var tilbage på tavlen, og det føltes umuligt at fjerne mere nu. Alligevel var han nødt til at gøre det. Til sidst trak en tyk streg over store muskler. Kridtet gik videre til en lille pige. Hun stod der også et stykke tid og spekulerede, før hun stregede sød over.

Til sidst var der kun fire ting tilbage på tavlen, fire egenskaber, der tydeligvis hørte til de allervigtigste ting i livet. det var intelligent, venlig, glad og evnen til at gøre andre mennesker glade. Der var kun en eneste person tilbage i rækken nu. Jeg rakte kridtet til hende. Hun stod der nogle sekunder og tænkte. Så tog hun et beslutsom skridt frem og trak en tyk streg over det, hun syntes, var mindst vigtigt. Hun stregede intelligent ud, ikke fordi det var uvæsentligt, men fordi det andet var vigtigere.

Vi stod der og kiggede på de tre ord, som nu var tilbage på tavlen. På sin vis, var vi nok lidt forbavsede alle sammen. Det var da ikke nogen mærkværdige ting, der stod der. For der kræves jo ikke en særlig begavelse for at være venlig eller glad. Alligevel var det lige det, som hele klassen beholdt. På en eller anden måde måtte dette alligevel betyde, at en sund selvtillid ikke kun er til for de store og virkelig dygtige. Det er noget, der må ligge indenfor rækkevidde for alle.

Sådan lyder fortællingen, jeg har fra andagtsbogen ”under overfladen” (s. 117).

Fortællingen sætter fokus på, at glæde, venlighed og at gøre andre mennesker glade, er de tre vigtigste egenskaber ved livet, hvis man skal koge det til det, der gør noget godt for vores menneskeliv.

I fortællingen handler det om selvtillid blandt børn, men vi kan nu også lære noget af fortællingen.

For det er nok sådan for mange af os, at vi fylder livet med en masse andre egenskaber, som vi i øjeblikket finder vigtige. Men som, når alt kommer til alt, måske bare er netop fyld. Eller som måske kommer til at spærre vejen for det aller vigtigste.

Og det er jo ikke fordi, vi ikke ved, hvad det vigtigste er. Vi ved godt, at livet handler om at være der for andre og at fylde det med glæde.

Vi har det bare med at løbe forvildet rundt uden mål, eller at løbe så hurtigt mod et mål for at komme først, at vi glemmer hinanden eller måske har vi så travlt med at holde øje med, hvad de andre får og om de får mere end os, at vi glemmer at glæde os. Også på andres vegne.

Alt sammen noget hører vi om i dagens tekster – Paulus taler om, at vi skal se kristenlivet som et løb, og løbe mod Gud, og at vi ikke må løbe planløst rundt. Og hvor der i et almindeligt løb, kun er en vinder, så fortæller Jesus os i sin lignelse, at alle har mulighed for at komme i mål. VI får alle den samme sejrskrans om vi er hurtige, langsomme eller har brug for at blive båret. Vi kommer alle i mål.

Paulus’ tekst og Jesu lignelse taler til hinanden – komplementerer hinanden. De taler om livet som menneske, og hvad der spærrer vores udsyn i dette livsløb.

Livet kan nemlig sammenlignes med et løb, og bliver det ofte – også i daglig tale. Vi taler om, at man kan have den gule førertrøje på, at man kan ligge i overhalingsbanen eller at man skal ind i kampen. Det er alt sammen sportsmetaforer, der kaster os ind i konkurrencen om at vinde. Om vi vil det eller ej. Hvem kan lide at tabe? Hvem holder med taberen?

Og teksterne rammer os på flere planer. For det er også en kritik af samfundet, og hvordan vi prioriterer. Hvad sætter vi på 1. pladsen i vores liv, synes de at udfordrer os på? Og er vi kommet dertil, hvor det er vigtigere at nå meget end at nå hinanden? Er vi kommet dertil, hvor det betyder mere om vores ydre er pænt, end om vores hjerter er det? Der er ingen tvivl om, at det kræver meget at være menneske i dag. Vi skal være hurtige, omstillingsparate, vi skal nå mere arbejde på kortere tid og budgetterne strammes. Kravene er høje, og det mærke de unge særligt. Men i alle generationer, kan det mærkes, at samfundet speeder op. Vi har mere travlt med at løbe og mindre med at være.

Og derfra ligger misundelse besnærende nært. For når man nu har så travlt med at løbe og anstrenger sig, eller måske er offer for at andre løber hurtigt, så begynder man at kigge på, om de andre får mere end en selv. Jo mindre tid til nærvær, des mere vil vi hige efter den, og føle os forfordelt, når vi ikke får den. Så bliver man som de første daglejere, der ikke kan unde, at andre får det samme som en selv.

Er dit øje ondt, fordi jeg er god, spørger Jesus os. Det er karske ord, der lyder til os.

Teksterne vil vække os, puffe til og åbne vores øjne for, at livet kan være noget andet – noget mere. Teksterne streger de egenskaber over, der ikke er væsentlige.

Det mål vi tror, vi løber efter, skal udskiftes med Gud som mål. Han er den, vi skal følge. Han er den væsentlige. Man kan sige, at Gud er konkurrenceforvridende, fordi han sætter os helt ud af den. Livet er ikke længere en konkurrence om, hvem der kan vinde lykken – og heller ikke en konkurrence om, hvem der er nærmest Gud, når vi nu er i gang med at fjerne konkurrencer. For det er på alle planer, at Gud aflyser konkurrencen. Det handler fra nu om, at vi bliver kaldet til at leve et nyt liv. Et liv, hvor det handler om at være – være med Gud.



Et liv, hvor vi glædes over hinanden, og gør for hinanden.

Et liv i tro. Ikke et liv i løb, men et liv i tro. Det er det nye – den banebrydende og forandrende. Livet i troen.

Troen vil altid påvirke den måde vi er overfor hinanden på. Luther siger; ”Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde”.

Det er en frihed i den måde at tænke på. Du behøver ikke bekymre dig om, hvorvidt du kommer i mål, for Gud flytter bare målstregen hen bag ved dig. Det er nåden. Og det er Guds nåde, vi sætter vores lid til en usikker verden.

Vi behøver ikke bekymre os om målstreger længere. Vi er ikke i konkurrence med hinanden, men i livet med hinanden. Det gør en forskel.

Og det kommer til udtryk i vores måde at være sammen på. For den dristige tro på Guds nåde kan ikke andet end at komme til udtryk i vores syn på hinanden. Misundelsen vil forsvinde, og tilbage vil der kun være næstekærlighed.

Kærlighed. Det ender altid med kærligheden, når vi har med Gud at gøre.

Nogle gange kunne man drømme om, hvordan Gud ser verden. Hvordan ser Gud på os – på dig og mig. Nogle mennesker vil ryste ved tanken, fordi de tvivler på om Guds kærlighed nu også rækker til dem; men det gør den. Faktisk tror jeg, at vi ville blive overrasket over, hvor stor Guds kærlighed er. Hvor langt hans nåde rækker. Hvor mange døre han banker på. Hvor mange menneskehjerter, han når.

Guds kærlighed kan ikke sættes i rammer, men lever mellem os. Den kalder på os. Den forsøger at få os til at stoppe op, så vi kan se, hvor vi er, og ikke kun hvor vi skal hen.

Vi skal strege det uvæsentlige ud. Vi skal turde stole på, at gør vi det, så står kun det væsentlige tilbage. Og det kan man leve på.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

3. søndag efter Helligtrekonger 2019

Videoklip eller genfortælling:

Der står en række unge mennesker på en række. De skal løbe et kapløb, og den der kommer først vinder 1000,- De er spændte og klar. Men pludselig råber en voksen til dem, at reglerne er blevet lavet om.

Hvis ens forældre er gift, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man har haft en faderfigur i hjemmet, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man har en uddannelse, må man træde frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har været bekymret for om mobiltelefonen blev afbrudt, fordi man ikke har kunnet betale regningen, må man træde frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har hjulpet sine forældre med at betale en regning, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har været bekymret for det næste måltid, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle.

Da siger den voksne, at dem i front skal vende sig om. Og bag ved står der en række af unge mennesker, og har ikke rykket sig. Den voksne siger: Der er ingen af jer, står her, fordi I gjort noget forkert, eller fordi I ikke har gjort nok. Det er bare sådan, at nogle af jer på forhånd har fået flere muligheder i livet. Nogle af jer har et forspring. Men det betyder ikke, at I ikke skal løbe om lidt. I kan ikke undslå jer at deltage i livets løb. Men der er sandsynlighed for at dem i front vinder de 1000,- og ikke jer bagved. Og de af jer der nu vinder, I er forpligtede til at lære af det her. I skal bruge jeres sejr, så I kan lytte til de andres historier.

Det slutter med et citat fra 1. Johannesbrev, kapitel 16-18:

Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er video/fortælling med et klart budskab. Vi kan ikke selv gøre for, at vi kommer til verden med en social arv. Den afgør vores plads i livets løb, og den, der står forrest, er forpligtet til at bruge sin sejr til at lytte til dem, der aldrig når i mål.

Videoen/fortællingen er fra USA, der har et andet politisk system end her, og hvor det i endnu højere grad er forældrenes formue, der afgør om man kan komme frem i løbet. Og derfor har deres teologi i højere grad fokus på social forandring end den historisk set har haft i Danmark. Og det handler kristendommen også om.

Men der er også en anden vinkel i denne fortælling/video, som kommer til udtryk. Nemlig fortællingen om, hvornår vi bliver fremmede for hinanden. Hvornår vi kommer til at stå så langt fra hinanden, at vi ikke længere ser et medmenneske, vi skal hjælpe, men en som vi måske mener bare burde løbe hurtigere.

Når vi bliver fremmede for hinanden, så mister vi evnen til at se med empati på medmennesket. Så ser vi bare en masse af mennesker. En mur af mennesker, som man nemt kan vende ryggen til.

Fremmedheden har mange følgesvende, der gerne følger trop.

En af dem er hævnen. Hævnen, der forsøger at ramme omkring sig med sin giftige brod. Når vi bliver fremmede for hinanden, så er det nemt at hævne. Og man kan blive fremmed selv overfor et menneske, man før stod nært.

Hævnen luller sig ind i tanken om, at den egentlig vil gøre et regnskab op. Den vil gøre parterne lige ved at dele det forfærdelige, krænkelsen eller uretfærdigheden med den, der har forvoldt en ondt. Den vil gøre verden lige igen. Men det sker sjældent. Det sker aldrig.

En anden følgesvend er ligegyldigheden. Ligegyldigheden anstrenger sig for ikke at få øje på den fremmede. Vendere sig bort fra den fremmede. Ligegyldigheden gør mennesker ligegyldige.

Og sidst men ikke mindst kommer dommen, der dømmer og fordømmer alt det, den ikke forstår. Den har intet i klemme overfor den fremmede, og kan få frit spil.

Faren ved tilværelsen er, at vi bliver som fremmede for hinanden. At vi bliver hinandens spedalske.

Og man kan faktisk sammenligne den fremmede med de spedalske, som Jesus møder. De er befængte med en sygdom, som de ikke selv kan gøre for; og de er blevet fremmede for verden. De kan ikke engang genkende dem selv i spejlet længere. De bliver fordømt, holdt ud og er blevet ligegyldige. De er fremmede.

Men ikke for Jesus. Han kender dem – han genkender dem. Og derfor er han sammen med dem. Møder dem og fjerner det, der gør dem fremmede. Helbreder dem. Han viser os et glimt af Guds rige. Et glimt af en anden virkelighed, hvor vi får øjenkontakt med hinanden og ser. Bliver set af Gud.

Tilværelsen kan koges ned til dette ene. Bliver jeg set eller overset. Er der en, der får øje på mig? Og svaret er, ja – Gud får øje på dig.

Det er afvæbnende af blive set. Det nedbryder de mure, man han bygget om sit hjerte til forsvar. Det nedbryder de angreb, man måske har i støbeskeen. Fordi dine øjne blev mødt af venlighed, åbenhed og nysgerrighed. Fordi det ikke handler om, hvor mange forspring, du har i tilværelsen, eller hvor meget du har kontrol eller kommando over, eller hvor god du er til at klare og mestre livet. For her i dag, hører vi ord, der modsiger tilværelsens hårdhed. Ord der insisterer på, at vi kan gøre den fremmede kendt, at vi kan møde det onde med det gode – og at vi kan tro ordet om Gud.

Tro er at kaste sig ud på de 70.000 favne, som er et af de mere berømte Kierkegaard citater. Kierkegaard mener her, at tro ikke handler om, at være objektiv omkring Gud. Det handler derimod om, at man med sin uvished og alligevel tror. Tro er altså at turde tro ordet, selvom vi kun har et ord, og ikke et håndgribeligt bevis. Vi har et ord, der kan betvivles. Så vi må kaste os ud på de 70.000 favne og tro.

Tro på, at der er en anden fortælling om os mennesker end den vi ynder at fortælle, der ofte handler om det succesfulde menneske. Men i Guds perspektiv handler livet om noget helt andet. Han stiller os ved samme startlinje, og ingen får lov at træde et skridt frem. Vi står sammen der skulder ved skulder. Og får nåden.

Den største gave – den eneste gave vi i virkeligheden kan leve på. Nåden der som en solstråle på en vinterdag varmer vores hårde hjerter, så vi ved, at vi ikke bliver bedømt på vores fejl og nederlag. Vi bliver derimod værdifulde – dyrebare.

Kaj Munk har sagt: vi skal leve så livet bliver dyrebart for andre.

Livet er ikke et kapløb om komme først, men en vej, vi skal gå. Og vi kan vælge at gå den vej i lyset af Guds nåde og i troen på, at den, der går bag mig, foran mig og ved siden ikke er en fremmed, men et medmenneske.

Eller som vi skal synge om lidt:

• At tro er at komme,
trods hvad der vil hindre,
til gudslysets skær -
og skænke sin næste
Guds nåde i dagen,
hvor riget er nær. (DDS 582)

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Helligtrekongers søndag 2019

Kong Herodes er en af de personer i Bibelen, der har været udsat for fake news. Der bliver simpelthen spundet en historie om ham i Matthæusevangeliet som ikke passer.

For evangelieteksten til i dag fortæller mere end det, vi blot hører. Det sker nemlig senere i samme kapitel, at Kong Herodes iflg. Matthæus vel at mærke, bliver så forfærdet og rasende over at Jesus er født, at han befaler, at alle børn under 2 år skal slås ihjel, således ingen kan tage hans magt som konge.

Kong Herodes er af den grund gennem historien blevet en ærkeskurk – kongen der var så bange for et barn, at han begik mord. Kongen der var så bange for at miste magt, at han fik blod på hænderne.

Men det passer ikke. Kong Herodes har aldrig slået alle børn under 2 år ihjel. Matthæus finder på det.

Men en ting er nu sikkert alligevel – Kong Herodes var heller ikke en helgen. Faktisk var han kendt som en forfærdelig tyran, der slog sin første kone ihjel, og tre af sine sønner også. Så han slog børn ihjel, men sine egne.

Så på den led passer fortællingen om barnemordet som fod i hose til ham. Det kunne lige ligne Kong Herodes, kunne man fristes til at tænke, og måske det også er, hvad Matthæus tænkte, da han skrev det.

Barnemordet i Bethelhem er fake news.

Og nu vi er ved de der fake news, så må jeg skuffe jer mht. de Hellige tre konger. For de var slet ikke tre. Eller rettere, så ved vi ikke, hvor mange de var. Kun at der var nogle, som der står. Det kunne være to eller ti. Vi ved det ikke.

Og de har tilmed fået navne: Caspar, Melchior og Baltazar. Og de kommer iflg. legenderne fra tre forskellige steder i verden. Caspar er europæer, Melchior var asiat og Baltazar afrikaner. Så legenden lagde altså vægt på, at hele verden kom til krybben.

Men de hellige tre konger er altså også fake news. Eller i al det, at de var tre og kom fra hele verden.

Sådan kan man pille Bibelen fra hinanden. Og det er også blevet gjort i teologens historie. Man har siddet og pillet alle undere og alt uforståeligt ud af Bibelen og bortforklaret dem eller forkastet dem. Og tilbage har man haft en Bibel, der mest af alt har lignet et censureret brev fra den kolde krigs tid. Fyldt med streger og uforståeligt nonsens.

Så ja, jeg står her som teologi, videnskabeligt uddannet, men også som troende og siger, at dele af Bibelen er fake news. Vi ved det godt. Det er ingen hemmelighed.

Og alligevel tror jeg. På trods.

For tro afhænger ikke af beviser. Troen falder ikke fra hinanden fordi barnemordet i Betlehem ikke fandt sted. Det er jeg nu egentlig meget glad for, at det ikke gjorde.

At tro er en måde at leve på med andre. En måde at anskue verden på. Og at tro på, at det vigtigste faktisk fandt sted – nemlig, at kærligheden kom til verden. Gud blev menneske. Troen på, at den Gud, der satte Bigbang og hele universet i bevægelse – den Gud lod sin søn føde som menneske for at leve mellem os.

Gud er ikke en bevisbyrde, der skal løftes. Gud skal tros.

Tro er fast tillid til det, der håbes på. Overbevisning om det, vi ikke kan se. Sådan står der i Bibelen (Hebræerbrevet 11,1).

Tro er tillid til håbet og en overbevisning om det, vi ikke kan se. Troen kan ikke bevises eller modbevises. Man holder ikke op med at tro, fordi man måske kommer til kort i en diskussion om tro. Sådan fungerer troen ikke. Troen er på trods.

Eller jeg vil hellere sige troen er på grund af. For det er ikke alt, der siger troen imod, der gør man sådan lidt martyragtigt tror.

Det er snarer på grund af den kærlighed, der hele tiden spirer i verden, der gør, at troen også er der.

Når glæden, håbet, tilliden og kærligheden finder vej til selv de mest mørke situationer, så er det troen, der viser sig. Troen på, at mørket, hadet og frygten ikke får sidste ord her i verden.

Det er de gange, hvor lyset skinner i mørket, at troen næres.

Troen er som stjernerne på nattehimlen. Lige når man går ud, i al fald herinde i byen, kan man ikke altid få øje på stjernerne, men når øjnene har vænnet sig til, så dukker stjernerne op en efter en. De titter frem på himlen indtil de til sidst dækker verdensrummet. Lyset skinner i mørket.

Lige som de vise mænd så stjernen, der ledte dem til stalden. Lyset var der. Lyset er der.

Men måske vi skal vænne os vores øjne til at se stjernerne. Det oplevede jeg sidste år.

Jeg var i efteråret på konfirmandlejr, hvor vi havde et natløb. De dejlige konfirmander løb rundt i skoven med deres lommelygter, og kunne ikke se andet end det keglen lyste op. Jeg prøvede at overbevise dem, at de ville se mere, hvis de alle sammen slukkede lommelygterne og lod øjnene vænne sig til. Så ville de få øje på lyset. Så ville mørket ophøre med at være mørkt.

Det billede kan vi overføre til det moderne menneske. Måske vi står med hver vores lommelygte, og forsøger at lyse verden op med vores lille kegle af kunstigt lys. Og det vi ser, giver ikke altid mening. Og vi kan måske endda blive frustrerede eller bange, når vi opdager, at en lommelygte ikke kan oplyse verden.

Vores øjne er ikke vænnede til at få øje på stjernerne. Tør man forlade sig på, at vi også kan finde vej, hvis vi slukker lommelygten og kigger efter stjernerne, så vil vi opdage, at mørket ikke er så mørkt, for lyset er kommet til verden. Det skinner, når alt er mørke.

Der findes ikke et mørke, hvor lyset ikke er. Der findes ikke et sted, hvor Guds kærlighed ikke lever. Himlens lys kom til jorden, og intet er mere så mørket, at lyset ikke også kan findes.

Måske kun som en enkelt stjerne på en nattehimmel, men dog som en enkelt lysende, stædig stjerne, der sender sit lys over millioner af kilometer og gennem årtusinder så det kan nå os – vidnesbyrdet om, at trods alt, der forsøger at skille os fra lyset, så er lyset der altid.

Et lys så klart, at nogle vismænd for 2000 år siden begav sig fra deres hjemland for at følge en stjerne til et sted, hvor et fattigt par, var blevet forældre for første gang. Så klart at forfattere siden har skrevet, ja nogle gange taget sig poetiske friheder, for at gøre det tydeligt for os, hvad lyset og kærligheden har gjort ved dem.

Kærligheden bliver aldrig fake news. Lyset bliver aldrig fake news.

De er der – det mærker vi – det ser vi – det erfarer vi. Kristus er.

Amen



Kirkebøn:

Lysgivende Gud – du kom og brød mørket med din kærlighed. Du gav verden din søn, så vi fik et lys, vi kan følge.

Vær med os, når vi vandrer i mørket. Vær med os, når bekymringerne står i kø, og vi føler os fortabte og fortvivlede.

Vær med de unge mennesker og børn, som har angst over livet, og som ikke sover af frygt for klimaet. Giv dem og ikke mindst os voksne styrken og visdommen til at navigere i verden, så vi giver dem troen på, at vi sammen kan gøre det rigtige.

Vær med de pårørende og påvirkede af togulykken. Giv dem trøst og omsorg i det liv, de nu skal leve – et liv, der så anderledes ud for blot en uge siden, men som nu for altid vil være forandret.

Vær med de syge, dem der venter på døden og dem der ikke kan holde deres liv ud. Vær med dem der venter på nyheder, og som ikke ved om de er gode eller dårlige.

Vær med dem, der drømmer stort og dem der tror på fremtiden – lad deres optimisme brede sig som ringe i vandet.

Vær med vores kirke her i Møllevang – og over hele jorden. Vær med de kristne, der bliver forfulgt fordi de tror på Dig.

Giv os alle en stjerne, vi kan følge, så vi ved, at selv i mørket er vi på rette vej.



Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Juledag 2018

Om morgenen hører min mand og jeg trinnene. De små hurtige fodtrin fra vores lille søn på 2 år, der iler hen over gulvet ind i stuen for at lege. Trinene vækker en usigelige glæde i os, og vi kan ikke andet end at smile til hinanden. Smile i en indforstået kærlighed over det lille menneske, der med sin blotte tilstedeværelse skænker os livet. Det lille menneske der bare ved sine fodtrin, viser os, at han er klar til at tage dagen med storm.

Vores fodtrin afslører os. De fortæller om, hvordan vi har det.

De kan være nervøse, småløbende, tunge eller lette. Fodtrinene følger vores hjerter.

Fødderne bærer os gennem livet. Bliver krogede, hårhudede og knoklede af det. De bærer vores kroppe og vores poser fyldt med varer. De bærer vores hjerter, der er tunge af julesorg.

Det er tungt at bære et menneske.

Vores fodtrin afslører os. Tunge trin gennem kirken på vej mod en hvid kiste. De tungeste af dem alle. Lette fodtrin mod ens elskede ved alteret. Man flyver afsted.

Livet er en række af vandringer mod noget, fra noget og væk fra noget.

Og midt i denne vandring hører vi om en anden vandring – om Maria og Josef, der bliver påbudt at vandre fra en by til en anden. Fordi en kejser i Rom vil have et tal. Og de gør det, for der er ikke noget valg. De vandrer den lange vej.

Og inden de igen er vendt hjem fra turen ud og hjem, dér har himlen sat et aftryk i deres hjerter. Der bliver Jesusbarnet født.

Og kort efter må de flygte til Egypten for at undslippe en magtsyg konge, der blev bange for et barn. De måtte igen afsted ud i uvisheden mod et sted, de ikke kendte, og med et håb i deres hjerter om, at de ville møde mennesker, der ville tage dem til sig, og ikke smide dem ud. Afhængige af andres velvilje til at dele af deres overskud, kom de gående i afmagt.

Fødderne bar dem den lange vej til et nyt land, hvor de boede indtil de endelige kunne komme hjem igen.

Deres vandring er også vores vandring. Hvor er vi på vej hen? Tripper vores fødder af travlhed, hopper vi af glæde eller slæber vi os afsted?

Vi er altid på vej. Men nogle gange bør vi stoppe op og tænke over vores fart. Måske sætter farten ned, eller gå med mindre skridt. Lade være med at fare afsted. Måske endda stå helt stille.

Lad trinnene være til stede i nu’et som små barnefødder en stille morgen, fremfor en voksens alvorlige skridt gennem et liv med krav om at tage sig sammen, tage sig selv alvorligt og leve rigtigt. Det voksne og alvorlige kommer helt af sig selv, men det andet kræver øvelse. Det kræver øvelse at turde leve som om Gud har fået menneskefødder, og har gået mellem os. Det kræver øvelse at leve som om Guds rige har slået en revne i vores virkelighed, og lader sin kærlighed sive ind til os gennem sprækkerne.

Det kræver øvelse at leve let.

Men selvom noget er svært, skal vi ikke give op. Vi skal øve os. Hver dag.

Øve os indtil vi bliver bedre til at give plads til lyset og kærligheden.

For vi kan jo vælge hvilken vej vi går. Vi kan vælge gå mod Gud eller væk fra ham. Det er et valg, vi kan træffe. For Gud tvinger os ikke til krybben – han sætter en stjerne på himlen, som vi kan vælge at følge. Men det er op til os. Han vil have frie mennesker – ikke et guddommeligt diktatur.

Vores fødder kan omveje, genveje og fare vild. Det er strengt at skulle bære os. Det er tungt med alt det ansvar.

Men Gud blev menneske, så vi ikke behøvede bære alt det ansvar alene. Han ville bære det for os, for han kunne se, vi var ved at bukke under af træthed, anstrengelse og glædesløshed. Så han ville gå sammen med os, og bære med. Være med.

Gud blev menneske en nat, for at vi kunne læsse vores tunge byrder af hos ham. For at ikke en eneste af os skal gå alene. Heller ikke det menneske, der går sin vej væk fra Gud. Gud går med af omsorg, bekymring og kærlighed – og han beder om, at også det menneske, må vende om, og vende sig mod ham.

Han er med os gennem julesorgen og juleglæden. Gennem livet som det er, når det er.

Han slipper os ikke, men lader sine fodspor give ekko ved siden af vores.

Det er julen. Jul bliver ikke skabt af alt det, du når, men af Gud. Det er gaven. Foræringen. Hans fodtrin lyder ved siden af dine, og sætter du farten ned og lytter efter, lover jeg dig, at du kan mærke det er sandt.

Kristus lever.

Amen







Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Juleaften 2018

Da jeg mødte min mand i sin tid, blev vi hurtigt enige om, at vi var åh så ens. Vi havde de samme værdier og de samme meninger om næsten alt. Det var fryd og gammen og stor forelskelse. Og da vi kom til at skulle fejre den første jul sammen, så troede vi også, at vi var åh så ens. Men helt ærlig og kun mellem os her i dag, så har hans familie altså nogle sære vaner. Eller også er det min familie, der har det. Det var vi ikke helt enige om. Vi fandt i al fald ud af, at vi ikke var så ens, som vi gik og troede. Og sådan tror jeg mange af os har det. Vi går og tror, vi er så ens, men det er juleaften et bevis på, at vi nok ikke er. Tag nu fx maden juleaften. I min familie får en helt tradition julemiddag, hvor vi først får risengrød, derefter kalkun og til sidst får en mocca-karamel-valnødde lagkage. Jeg var ret gammel inden jeg opdagede, at I næsten alle sammen får risalamande. Så vi er altså forskellige – nogle af jer får and, andre medister eller måske flæskesteg. Nogle af jer danser om juletræet, og andre kigger på det. Nogle har levende lys, andre elektriske. Nogle danser gennem huset og synger: nu er det jul igen, og nogle af jer får måske besøg af julemanden.



Der er et væld af traditioner, som hver især for os, gør at det bliver juleaften. Og alligevel så sidder vi alle næsten samtidig og fejrer jul. Sammen.



Det er det samme vi gør, og alligevel noget helt forskelligt. Men vi er alligevel enige om, at det er juleaften, vi fejrer.



Det samme er faktisk sket her til julegudstjenesten. Jeg ved ikke om I lagde mærke til det, for I fik faktisk juleevangeliet to gange. Men fra to forskellige steder i Bibelen. Den første læsning var fra Matthæus, der begyndte med ” Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til”, og den anden velkendte fra Lukasevangeliet, der begynder med ”og det skete i de dage”. Det er bemærkelsesværdigt, at der findes to beretninger om det samme, og jeg tror, at havde jeg kun læst den fra Matthæusevangeliet, så havde I undret jer og manglet den anden. Det var måske ligefrem ikke blevet rigtig jul.



Men der findes altså to beretninger om det samme. Noget vi tror der er så ens, har alligevel to forskellige ordlyde og vægtninger. Den ene er ikke bedre end den anden – det er bare to forskellige fortællinger om det samme.



Vi har også i vores liv hver vores unikke fortælling – og tit har vi oplevet den samme oplevelse forskelligt. Vi har lagt mærke til forskellige ting. Vi har måske hørt det samme, men alligevel hørt noget forskelligt. Og det er fordi, vi altid kommer med hele vores liv og alle vores erfaringer i vores rygsæk, når vi møder hinanden. Vi står alle et sted i livet, som vi på en eller anden måde læser ind i det, vi oplever.



I kender det nok, når man er forelsket, så smiler alle – når man er gravid, så er der børn alle steder – når man er ked af det og savner, så er verden grå og trist. Verden og livet tager farve alt efter hvor vi er.



Derfor kan man også tale om, at verden ikke bare er et uni-vers, men et multi-vers. Vi ser hver vores lille del af verden, som for os bliver hele livet.



Men det er på sin vis også julens budskab. Juleevangeliet vrimler med forskellige mennesker med mange forskellige baggrunde.



Der bliver født et lille barn i en stald af en teenage mor, der er der sammen med sin forlovede, der tilmed skal være bonusfar til Jesus. De får besøg af nogle arbejdsmænd, nemlig fårehyrder, der har haft duften hårdt arbejde siddende i tøjet. Der kommer tre vise mænd i fornemt tøj med juveler og guld. Der var engle, der sang så smukt, at enhver skabning måtte fryde sig af glæde. Der er tilmed en selvstændig erhvervsdrivende, hvis man tæller kromanden med, der ejer stalden. Der er altså et udvalg af mennesker, der hver især spiller deres vigtige rolle i fortællingen. Allesammen med hver deres liv og hver deres oplevelse af, hvad der skete i stalden den nat.



Det er altså en fortælling om Gud, der ikke bare kommer i pompt og pragt til menneskeheden, men som kommer til os, så forskellige som vi er. Det er fortællingen om Gud, der slår hul i himlen og bliver et menneske som os. Og ikke bare til en bestemt tid til et bestemt folk, men til alle mennesker.



Det er meget smukt illustreret i bekendtgørelseskirken i Nazareth. Det er en kirke, der er bygget det sted, hvor man mener, Maria fik besøg af englen Gabriel. I den kirke er der mange billeder af Jomfru Maria med det lille Jesusbarn, men det særlige ved de billeder er, at de er lavet i forskellige lande. Som Maria og Jesus ville se ud, hvis de var fra det pågældende land.



Det er der en pointe i, for hvem ved, hvordan Jesus faktisk så ud. Vi kender ellers det her billede af Jesus rigtig godt – Jesus som den smukke mand med langt bølgende hår og skæg. Men faktisk så tror arkæologerne, at Jesus nok har set anderledes ud og mere i retning af sådan her (vis billede).



Og gør det så noget, hvordan han så ud? Næ det gør ingenting. For det vigtige er, hvad han gør ved vores hjerter.



Og her kommer han til alle mennesker. Han spejler os, så vi kan genkende ham – så vi tør se os selv i øjnene. Han ser os, som vi er, og ikke som dem, vi gerne vil være eller bør være. Han ser os lige præcis som vi – og elsker os.



Vi bruger ellers meget tid på at definere os som mennesker og individer. Som nation. Vi bruger tid på at sætte os selv, og nok også hinanden i kasser. Er man fårehyrde fra nabomarken, vis mand fra et sted langt herfra eller den lokale kromand – eller hvilke der kasser der end er i spil i jeres liv? Men de kasser betyder intet i lyset af Guds kærlighed, som juleevangeliet viser. Her bliver vi alle mennesker først og fremmest. Gud kommer til os så forskellige vi end er, og elsker os som vi er.



Og han møder os, så vi kan kende og genkende ham. Han kommer i den klædning, der giver mening for os. I mit hjerte taler Gud jo dansk, men det gør han jo nok ikke til resten af verden. Han kommer så vi kan forstå ham.



Vi er nok forskellige, men det er alligevel julen vi samles om. Og i stedet for at kigge på forskellene, bør vi se på det, vi er sammen om. Vi skal med andre ord kigge på barnet i krybben og ikke på hinandens klædninger og udseende. Det er barnet der skal være i centrum for os. Vi skal ikke være ens, men vi skal være sammen om at fejre jul.



Fejre barnet der kommer så uskyldigt til verden med kærligheden, glæden og freden. Barnet der varsler en tid, hvor det gode vil sige det onde imod. Barnet der planter håbets frø dybt i vores jord, så det kan spire i mørke tider.



Det er julen. Det er glæden. Det er håbet. Det er fremtiden.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.