Gudstjeneste for sæsonstart af torsdagssamvær for ældre, 2014

Velsignelse og forbandelse

Hvem vil ikke gerne være det Guds barn, der modtager velsignelsen? Hvem vil ikke gerne modtage den opmærksomhed fra Gud?

Kain ville gerne have den, men fik den ikke. Abel ville gerne have den, og fik den.

Uretfærdigheden står som mejslet fast i fortællingen om de to brødre. Den ene får og den anden ikke. Bibelen er fuld af sådanne fortællinger om uretfærdighed og velsignelse. Esau, der bliver snydt for sin fars velsignelse af lillebroren Jakob. Fortællingen om den fortabte søn, hvor den yngste bror modtages af sin fader med åbne arme, selvom han ikke fortjener det.

Bibelen har masse fortællinger om uretfærdighed og velsignelse – eller hvad man også kan kalde for forbandelse og velsignelse.

Bibelen fortæller om disse to modpoler, og vi oplever dem. Vi oplever velsignelser og forbandelser. Det er jo en almen visdom. Vi ved godt, at sådan er livet. Og alligevel så sker det engang imellem at vi glemmer det. Kain oplever, at Gud ikke tager i mod hans offer, og han bliver fyldt af harme. Han holder op med at se livet i dets store perspektiv og zoomer ind på denne ene oplevelse, der kommer til at fylde hele hans liv.

Han vælger at se på livet med forbandelsens perspektiv, det får katastrofale konsekvenser, og han slår sin bror ihjel.

Gør vi det samme? Vælger vi nogle gange at fokusere så meget på forbandelsen, at vi kommer til at slå livet ihjel for hinanden? Får vi ikke øjnene op for, at lige som vi oplever forbandelsen, så oplever vi også velsignelsen?

Det er så nemt at indse livets opture og nedture, når man står med velsignelsen i hånden; og rigtig svært at få øje, når man føler tyngen af livet på sine skuldre. Blikket bliver presset ned mod jorden, ligesom røgen fra Kains bål, og man har ikke styrken til at kigge op, og se sig omkring og få øje på de andre, der også i dette øjeblik, går med sænket blik. Man får ikke øje på fællesskabet i lidelsen – det fællesskab, der paradoksalt kan løfte os op i livet igen.

Fællesskabet er selve velsignelsen. Livet er selve velsignelsen. Vi er selve velsignelsen. Selv i de stunder, hvor vi ikke oplever det som sandt.

Velsignelsen er en kraft, der udgår fra Gud, og som vi kan blive en del af. Kraften er det livgivende og stærke, der får jorden til at grønnes, planter til at sætte frø og alle slags træer til at bærer frugt. Kraften er børnene, børnebørnene og oldebørnene der bærer slægten videre. Kraften er glæden over livet, venner og fællesskaber. Kraften er troen på, at Gud lægger sin hånd på os, og ser os.

Velsignelsen er, at Gud er i vores verden – og vi får lov at blive en del af den verden. Vi mennesker skal ikke bare overleve i verden, men vi skal leve og opleve verden. Vi har en opgave i vores liv. Velsignelsen er den kraft, der giver os livsmod, så vi kan gå ind i verden med en klarhed og en friskhed.

Opgaven er dermed også, at give velsignelsen videre. Når man har overskuddet til at se sig omkring, har man en pligt til at inkludere andre i fællesskabet. Man har en pligt overfor den, der står med det sænkede blik, til at lade dem vide, at de ikke står der alene. Det er ikke kun Gud, der skal se på os – vi skal også få øje på hinanden.

Der findes en fortælling om netop det, at vi altid skal have tid til hinanden. Den lyder sådan her:

”En professor stod foran sit filosofihold med nogle ting foran sig. Da timen begyndte, tog han, uden at sige et ord, et meget stort og tomt sylteglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde. Da han havde gjort det, spurgte han sin klasse om glasset var fyldt og de var enige om, at det var det.

Så tog professoren en kasse med småsten frem, og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene. Derefter spurgte han igen holdet om glasset var fyldt og det mente hans klasse nok, at det var.

Herefter tog professoren en kasse med sand frem og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset. Igen spurgte han om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt ”Ja” og derefter lavede professoren to kopper kaffe og hældte dem begge ned i glasset, hvilket effektivt fyldte de hulrum der var imellem sandkornene.

Studenterne grinede ”Nuvel”, sagde professoren, da latteren var stilnet af. 'Hvis I nu forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv. Golfboldene er de vigtige ting, jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner, de ting som selv hvis alle andre ting gik tabt, og kun disse ting var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt.

Småstenene er de andre ting, der betyder noget, såsom job, hus, bil osv. Sandet er alle de andre småting.”

Professoren fortsatte: 'Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke plads til hverken småstenene eller golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis I bruger al jeres energi og tid på små ubetydelige ting, får I aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer. Vær opmærksom på de ting, der er kritiske for jeres lykke. Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred. Inviter jeres partner på middag. Tag endnu en runde på golfbanen. Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene. Tag jer af golfboldene først, de ting der virkelig betyder noget. Få styr på prioriteterne resten er bare sand.

En af de studerende rakte sin hånd i vejret og spurgte hvad kaffen repræsenterede.

Professoren smilede; 'Jeg er glad for at du spørger. Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være, så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven'.

Der er altid plads til en kop kaffe med en ven. Vi skal altid gøre plads til hinanden, så vi kan værne om velsignelsen i vores liv. Uretfærdigheden er ikke, at livet byder os lidt af hvert, men uretfærdigheden findes, hvor vi ikke indbyder hinanden ind i fællesskabet. Et fællesskab kan altid rumme en mere. Det forbandede menneske, er altså ikke det menneske, der må udholde meget; men det menneske, der ikke føler sig indbudt til et fællesskab.

Jeg ved ikke om Gud har et motto, og hvis han har, må der være mange sandheder. Hvis vi forestiller os, at Gud bruger mottoer, så kunne et af dem være: Fællesskabet er en velsignelse – del den med hinanden.

Det kunne være et bud på et motto på denne dags velsignede opgave, at vi skal åbne fællesskaber for hinanden.

Her om lidt vil vi synge en salme, som vi ikke synger så tit i kirken, nemlig den store mester kommer (DDS 612). Den handler om, at Gud sidder ved smeltediglen og lutrer sølvet med flid. Det er en tekst, der egentligt er hentet fra Malakias 3,3, og så har Ingemann skrevet denne samle.

Det er dog et pudsigt billede af Gud som sølvsmed, og man kan undre sig lidt over Gud, der skulle sidde med en pudseklud og pudse sølvet. Men kender man lidt til sølv, så får vi et andet billede foræret.

Det er sådan, at sølvsmede må sidde ned under en renselsesproces, og holde omhyggeligt øje med smelteovnen. Hvis processen varer en lille smule længere end nødvendigt, så bliver sølvet ødelagt. Det er en smuk tanke, at Gud sidder og holde omhyggeligt øje med os, mens vi lever vores liv. Han sørger for, at vi ikke bliver testet mere end vi kan holde til.

Og hvad er endnu smukkere, så ved en sølvsmed at renselsesprocessen er færdig, når han kan se sit eget spejlbillede i sølvet.

Gud spejler sig i dig, og giver dig sin velsignelse. En velsignelse, der giver mod og styrke til at leve livet.

Det er tanken, I kan have med, når jeg efter nadveren lyser velsignelsen over jer. Gud giver jer sin velsignelse, gå da ud i livet og indbyd andre til fællesskabet.


Amen

Tekster:
v1 Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.« v2 Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker.

v3 Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. v4 Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, v5 men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. v6 Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? v7 Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.«



v8 Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. v9 Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« v10 Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. v11 Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. v12 Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!« v13 Kain sagde til Herren: »Min straf er for stor at bære. v14 Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel.« v15 Men Herren sagde til ham: »Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.« Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel. v16 Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden. (1. mosebog, kapitel 4)

&

v13 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, v14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. v15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« v16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. (Markusevangeliet kapitel 10)

7. søndag efter trinitatis 2014

Lige nu bliver vi bombarderet med nyheder om forskellige voldelige handlinger og epidemier, der fører til tab af menneskeliv. Vi siger, at det koster menneskeliv.

Da jeg var barn, troede jeg reelt, at det kostede noget at tage et liv. Jeg kunne ikke helt forstå, hvordan de havde fundet frem til prisen på et menneske – jeg var i al fald sikker på, at det måtte koste mange millioner kroner.

Vi taler om menneskeliv med ord hentet fra økonomiens verden. Det er termer, vi forstår, fordi det gennemsyrer vores hverdag. Vi arbejder, så kan tjene penge. Vi køber ting for penge. Vi får at vide, at tid er penge. Vi forstår så godt det system.

Derfor er det nærliggende at tale om menneskelivet i økonomiske termer. Men vi kan jo ikke sætte en pris på et menneskeliv, og vi kan heller ikke købe et menneske, selvom nogle måske bilder sig ind, at det kan lade sig gøre. Det er absurd at tale om et reelt beløb, der kan sættes på et menneske. For et menneske er så meget mere end den fysiske krop. Hvor meget koster det første grin? Hvor meget er en smuk drøm værd? Og hvor meget vil vi give for en tåre? Vores liv kan vi ikke sætte en pris på, for vi er mere end alle rigdomme i hele verden.

Og alligevel taler om, at vi det koster et liv. Det gør vi, fordi vi ved, at et menneskeliv er værdifuldt, og vi får aldrig råd til at erstatte det. Vi er mere end det, der kan sælges for en skilling.

Vi er mere end mange spurve, siger Jesus til. Det er en underdrivelse, men så konkret, at vi kan forstå det.

Livet er værdifuldt. Det ved vi godt, både med hjerte og hjerne. Og alligevel så løber hverdagen af med os. Det er, som om vi skal stå og stirre ned i afgrunden før vi forstår, hvad det vil sige at have fast grund under fødderne. Vi tager livet for givet, når vi har masser af det – og undrer os nok over, hvorfor vi ikke satte mere pris på det, når vi bliver truet med at få det taget fra os.

Jeg har lige læst en bog af Ingrid Bentancourt, der er en colombiansk/fransk politiker, som i 2002 blev taget som gidsel af FARC - en revolutionær guerillabevægelse i Columbia. Hun bliver holdt som gidsel i seks år i Columbias tætte jungle, hvor hun levede under kummerlige forhold, blev udsat for sult, ydmygelser og nedværdigelser. Seks år, hvor hun ikke anede om hun nogensinde ville blive frigivet og se sine børn igen. Hun beskriver i bogen: ”Selv stilhed hører op”, hvordan hun midt i dette helvede på jord, forsøgte at fastholde sin værdighed som menneske. Hun nægtede, at lade sig kalde ved nummer, og reagerede kun, når fangevogterne kaldte hende for Ingrid. Hun forsøgte at kæmpe mod det i hende, der fik hende til at skubbe sine medfanger til side, når der blev serveret mad, og hun fastholdt at fejre sine børns fødselsdag fra sit fængsel, selvom børnene ikke vidste, om hun var død eller levende. Hun beskriver, hvordan hun savnede sit liv, og hvordan hun ville give af sin TID til familie og venner, hvis hun blev befriet. Hun opdagede med andre ord livets værdi, og forsøgte derfor at fastholde sin værdihed.

Værdighed betyder faktisk, at et menneske har en iboende værdi i sig, der kalder på andres respekt og ærbødighed – en ukrænkelighed, vi skal fastholde overfor hinanden. Værdigheden har vi fra Gud, der skabte os i sit billede, og dermed gav os en lighed med ham. Det kalder vi for gud-billed-ligheden, eller sjælen.

Det kan vi ikke sætte en pris på, og ofte heller ikke ord på, men det er en spontan rækken sig ud mod andre mennesker, fordi vi fornemmer, at de kalder på vores ærbødighed. Det er kærligheden, som vi er skabt ud af, der kræver os i mødet med næsten, så vi kan genkende mennesket i øjnene på hinanden.

Vi er mere værd end det, der kan sælges for en skilling.

Vi er mere værd end det, der kan sælges for en skilling, fordi Gud elsker os. Dette ”fordi” ændrer det hele fra at være et postulat, vi kan vælge at tro eller ej til at være et fundament, vi kan bygge vores liv på.

Vi er ikke bare mere værd, fordi vi er dyrere end et par skillinger – vi er mere værd, FORDI Gud elsker os. Vi er mere værd, fordi vi har fået kærlighed lagt i vores vægtskål. Den banebrydende, revolutionerende, provokerende og insisterende kærlighed, der bliver givet til alle mennesker – både dem, der ikke vil have dem; dem, der ikke kan tåle at andre også får den; dem, der har fortjent den; dem, der ikke burde få den; dem, der trænger til den og dem, der ikke opdager de har fået den. Alle som en, får vi lagt kærlighed i vores vægtskål, så vi aldrig skal opleve at blive vejet og fundet for let i Guds øjne.



Gud er med os. Det må betyde, at han er med os i alle livets facetter, og måske er det derfor, at vi hører Jesus sige om spurvene: at ikke én af dem falder til jorden uden jeres Fader…

Ja, i den oversættelse, som jeg læste højt for jer, står der, at ikke én af dem falder til jorden uden at jeres fader er med den. Det står der bare ikke i den græske tekst. Der står bare: uden jeres Faders….hvad? Der mangler et ord, og ord der mangler er svære at tolke på.

Der er dog tre mulige tolkninger eller betydninger, vi kan overveje, som passer sprogligt. Den ene er 1. uden jeres Faders tilstedeværelse. 2. uden jeres Faders vilje eller 3. uden jeres Faders billigelse Hvad fortæller de hver især om Gud.

1. uden jeres Faders tilstedeværelse – det handler om mere og andet end en Gud, der bare er til stede sammen med os, så det er ikke det, der er meningen.

2. uden jeres Faders vilje – hvis det var Guds vilje, at det onde også sker, så har vi med en meget legesyg og uretfærdig gud at gøre, så det kan ikke være meningen.

3. uden jeres Faders billigelse. Her har vi med en Gud at gøre, der tillader, at der sker ting, som ikke er hans vilje. Denne betydning rummer et Gudsbillede, der giver styrke.

Det betyder, at vi ikke umiddelbart kan læse Guds vilje ud af det, der sker i verden. Det er ikke Guds vilje eller straf, at ebolavirussen lige spreder sig med lynets hast, eller at nationer slås. Det er ikke Guds vilje, at nogle mennesker bliver syge og andre ikke. Det sker, men det er ikke Guds vilje.

Denne tolkning kan efterlade os i en usikkerhed, hvor vi kan have svært ved at forstå og acceptere livet? Men selvom det er angstprovokerende, så er det også befriende, at Gud vil os det bedste. At det ikke er ham, der får de to spurve til at falde om. Gud vil os det bedste.

En spurv falder ikke til jorden uden jeres Faders billigelse. Han glemmer os ikke (Jf. Luk 12.6). Vi er alle husket. Vi er alle værdige til at være Guds børn.

Et menneskeliv er værdifuldt.

Vi er mere værd end det, der kan sælges for en skilling.




Dagens tekst:
Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.« Matt 10,24-31

Faze artikel, KFUM og KFUK, maj 2014

Jeg er speciel
…og helt almindelig.

Da jeg var barn, troede jeg, at alle mennesker var ”verdens bedste” til et eller andet. Det handlede bare om at finde ud af, hvad man var bedst til. Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet af, hvad jeg er den bedste til endnu, og nu er jeg blevet voksen. Mens jeg voksede op oplevede jeg også, at jo ældre jeg blev, des flere døre blev lukket for mig. Jeg kunne fx ikke blive verdensmester i gymnastik eller fægtning. Jeg var blevet for gammel!! Det er nu ikke fordi, jeg nogensinde har gået til de sportsgrene, men alligevel. Det var en underlig fornemmelse at blive klar over, at verden ikke lå åben foran mig, for der var faktisk veje, der blev lukket for mig – hvis jeg gerne ville være verdens bedste om ikke andet. Det gav mig en følelse af, at jeg måske ikke var speciel alligevel, men bare helt almindelig.

Jeg er bare helt almindelig, men jeg er også speciel.

Jeg tror ikke, at livet handler om at være den bedste i hele verden til et eller andet, men det handler om gøre sit bedste. Der er stor forskel. I Bibelen står der, at vi har fået forskellige ”nådegaver”. Ordet kommer fra det græske ”karsima”. Vi taler ofte om, at man kan have karisma, og der betyder det udstråling. Men i Bibelen betyder det noget andet, nemlig at vi har fået en gave af Gud helt gratis. Vi har fået karisma af Gud, fordi han elsker os. Man kan sammenligne det med en slags velsignelse eller et smil som Gud hele tiden sender din vej.

Gud vil fortælle dig, at du har fået en helt speciel plads i verden kun til dig, og at han gerne vil bruge dig der. Du er en slags medarbejder for Gud, og skal hjælpe ham med at sprede sin kærlighed ud i hele verden. Det kan vi gøre ved at smile til hinanden, hjælpe hinanden eller tilgive hinanden. Der er mange måder, man kan gøre sit bedste på.

Så det er helt ok at være helt almindelig, for i Guds øjne er du speciel. Husk at Gud valgte dig til dit liv.



Så måske er du den bedste i hele verden – du er i al fald den bedste til at være dig.




https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, december 2013

Det er en kold vinterdag i december. Lysene skinner deres glade farver, mens kulden gør sit til at forskrække enhver, der vover sig udenfor.

Jeg går på gaden, da jeg mødet et par hjemløse. De sidder på en bænk og fryser. Da vi er de eneste på gaden, går jeg hen for at tale med dem, og det kommer hurtigt frem, at jeg er præst.

Den ene hopper op, og siger, at jeg skal have en gave, fordi jeg er præst. Han har den helt rette gave til en som mig, nemlig et bedetæppe. Jeg forsøger, at fortælle ham, at det er muslimer, der bruger bedetæpper, og ikke kristne, men han hører slet ikke, hvad jeg siger.

Derimod griber han fat om sin barnevogn, og begynder at tømme den for indhold. Han står med hovedet nede i barnevognen, men han bander og svovler og leder efter bedetæppet. Da han endelig finder det, er det med stolthed, at han breder det ud på jorden foran mig. Tæppet viser sig at være en dug, der engang var hvid, men nu mest var gråt.

Han står og ser på tæppet, og begynder at fortælle mig, at det var hans mors. Hans ønske var, at han ville bruge den i den lejlighed, han drømmer om; men sandsynligheden for at få et sted at bo er så lille, at han ikke længere tror på, at det vil ske. Han vil hellere have, at jeg får dugen, der nu er et bedetæppe.

Jeg tager imod bedetæppet.

I mellemtiden er det blevet vasket, og har genvundet sin hvide farve. Jeg passer godt på det, og har brugt det alterdug nogle gange. Og hver gang jeg tager det frem tænker jeg på ham, og den fantastiske gave, han gav mig.

Julen handler om at give, men vi kan give mere end gaver pakket ind i smukt papir. Julens gaver er også nærvær, omsorg, glæde og opmærksomhed. Vi har alle noget at give hinanden. Den hjemløse gav mig meget mere end en dug – han gav mig glæde.

Det er jo ikke kun i julen, at det er vigtigt, men der er bare særlig fokus på det i julen. Vi skal huske det hele året, at vi altid har noget at tilbyde hinanden og verden. Vi står aldrig med tomme hænder, men kan altid give hinanden lidt af vores tid og vores liv.

Julen er en smuk tid at gentage det budskab i, for julen handler om, at Gud gav sig selv til os. Vi fik en gave. Julenat blev Jesus født, og dermed viste Gud os, at han ønskede at komme tæt på os. Så tæt, at han lod sig føde som et menneske. Det er den største gave af dem alle, og derfra lovede han os, at han ville være med os alle dage indtil verdens ende.

Gå ud i livet med det, at Gud ønsker sig dig. Det er et ønske, man kan leve sit liv på. Og husk at del det med hinanden, for vi har alle noget at give.


https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, juli 2013

I Guds øjne er du værdifuld

Mennesker er skabt til at være sociale, men det betyder ikke, at det er let.
I mødet med et andet menneske finder vi ud af, hvem vi selv. Vi spejler os hele tiden i dem, vi møder, og derved lærer vi også noget om os selv. Man kan sige, at vi bærer lidt af hinandens liv i vores hænder.

Det begynder allerede, når man er spædbarn. Et spædbarn bruger den første tid af sit liv på at spejde ud og få øjenkontakt med andre mennesker, for at blive set. Vi har alle sammen brug for at blive set, og derfor holder vi aldrig op med at spejde ud for at få øjenkontakt med andre mennesker.

Derfor gør det også ondt, når andre ikke ser os, eller når andre ignorerer os. I nogle samfund smed man folk ud af fællesskabet, hvis de skulle straffes. Det var den hårdeste straf, for pludselig hørte man ikke til nogle steder og ens familie og venner lod som om man ikke eksisterede. Dem, der blev smidt ud, må have følt sig værdiløse.

Men det kan være svært at være i et fællesskab, for på den ene side har vi brug at møde andre, så vi kan blive set, og på den anden side kan det gøre ondt, hvis vi bliver såret, glemt eller svigtet. Man kan føle sig ensom, også sammen med andre.

Mennesker er skabt til at være sociale, men det betyder ikke, at det er let.

Fællesskaber er svære, fordi der er så meget dynamik, når vi er sammen. Vi kommer med hver vores livsfortælling, opfattelse af verden og os selv. Nogle står med tårer i øjnene, fordi de føler, de ikke slår til, og andre kan have travlt med at fortælle, at deres liv er perfekt. Men når vi skræller alt det af, så står der altid et menneske tilbage, der har brug for at blive set, og få at vide: du er noget værd.

Da Gud skabte verden, skabte han to mennesker, så vi ikke skulle være alene. Men Gud ved også, at vi nogle gange føler os ensomme eller værdiløse alligevel. Fællesskaber er ikke altid lette, fordi vi glemmer, at fællesskabet er Guds ønske for os. Vi glemmer, at et fællesskab altid kan rumme en mere – og især den, der står alene. Et fællesskab er ikke defineret ved sin størrelse, men ved at der er plads til en til.. Man kan sige, at fællesskabets opgave er, at spejde ud og få øje på den, der står i udkanten og mangler et sted at høre til, og derefter invitere ind.

Når man går til gudstjeneste, bliver man i slutningen af gudstjenesten altid velsignet. Velsignelsen lyder sådan her:

Herren velsigne dig og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyser over dig og være dig nådig.

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.


I velsignelsen hører vi, at Gud løfter sit ansigt mod dig. Gud får altså øje på dig midt i mængden, og ser dig.




I Guds øjne er du værdifuld. Han ser forbi alt det uvæsentlige og siger til dig igen og igen, at du altid vil høre til i hans fællesskab. Du er en vigtig del af hans fællesskab, og derfor er du aldrig mere alene end, at Gud står lige ved siden af dig indtil verdens ende.

https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, oktober 2012

Skal man tilgive had?

Det er så nemt, at sige, at man hader. Jeg hader søndage. Jeg hader broccoli. Jeg hader at stå tidligt op.

Vi siger hele tiden, at vi hader. Men det ændrer sig, hvis vi siger det til et andet menneske. Vi bruger tit en masse hårde ord, som vi i virkeligheden ikke mener, og ”at hade” er et af dem. Vi siger det, og tænker ikke over, hvordan det bliver modtaget. Det er nemmere at sige til en, at man hader dem, end det er at høre det.

”Jeg hader dig”. Ordene kan skære sig gennem kroppen, og sætte sig helt inde ved hjertet, hvor de kiler sig fast. Der bliver de ved med at sende budskabet ud igen og igen, indtil den, der hørte dem, begynder at tro, at de er sande.

Ord forsvinder ikke, når vi har sagt dem, men kan blive ved med at klinge resten af livet. Ord kan ødelægge os.

Skal man tilgive det?

I England findes der en kirke (Sct. Michaels Church i Coventry), der blev bombet under 2. verdenskrig. Kirken lå i ruiner. Borgmesteren går en dag mellem ruinerne, og finder tre søm fra kirkens loft. Dem binder ham sammen til et kors, der skal minde os om, at man selv i ruiner kan finde håb og tilgivelse.

Korset blev lavet af søm. Søm som andre så på som ligegyldige, men som blev til et kors, der i dag er brugt over hele verden som et symbol på håb.

I kristendommen tror vi på, at Gud finder håb, hvor alt ser håbløst ud. Han tager det menneske, der er lagt i ruiner og ødelagt, og finder det frem, der er værdifuldt. Det Gud finder og tager frem, kan af andre, ligesom de tre søm, blive fejltolket som skrald og værdiløst. Men i Guds øjne er vi elsket, fordi han kan se gennem vores kaos, og se mulighederne.

Jesus døde for 2000 år siden på et kors. Han døde af kærlighed til os. Da han hang på korset bad han for sine fjender: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Lk 23. 34).

Jesus bad om at hans fjender måtte tilgives, fordi de ikke var klar over, hvad de gjorde. Jesus bad om, at Guds kærlighed også måtte nå dem, og at Gud ville finde det værdifulde frem i dem.

Vi må ikke smide andre mennesker ud som skrald, fordi de i vores øjne er værdiløse. Vi må tro på, at der i alle findes noget værdifuldt, der i Guds øjne bliver smukt.

Skal du tilgive had?



Det kan være svært, når man selv er blevet såret og ødelagt. Derfor har vi brug for Gud. Vi må bede Gud om, at tilgive, når vi ikke selv kan. Og vi må bede Gud at se det værdifulde i os alle.




https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, juni 2012

Gud i virkeligheden.

Hvem er Gud? Ja, og her mener jeg ikke bare den gamle mand med skægget, der danser på en sky. Jeg taler om den Gud, der virkelig findes. Hvis han altså findes.

Jeg bliver som præst ofte spurgt om jeg i virkeligheden tror på Gud. Mener de mon, at findes en u-virkelighed, hvor man kan tro på Gud, og en virkelighed, hvor man ikke behøver? Det minder om en biograf, hvor man sætter sig i sædet klar til at blive underholdt. Vi ser en historie, der både kan gøre os forskrækkede, få pulsen til at banke og berøre vores hjerter. Vi kan glemme tid og sted, men når rulleteksterne begynder, lyset bliver tændt og dørene åbnet, så kan vi frit gå ud fra biografens mørke, tilbage i virkeligheden. Vi ryster historien af os, underholdt for et øjeblik, og går videre med livet.

Men er det at tro på Gud, ligesom en god biograffilm?

Der findes ingen svar på om Gud findes. Der er hverken fundet matematiske formler eller fysiske beviser på, at Gud er til. Faktisk er det eneste, vi har, de fortællinger, vi hører om Jesus. Forskere ved, at der har levet en mand, der hed Jesus, men de kan ikke svare på, om han var Guds søn.

Men hvorfor så tro?

Der findes en bog, der hedder: ”Den lille prins” skrevet af Saint-Exupéry. I bogen møder en mand den lille prins. Prinsen overtaler ham til at tegne et får. Manden er ikke særlig dygtig til at tegne, og han forsøger flere gange at tegne et får. Til sidst giver manden op, og tegner en kasse med lufthuller i. ”Der har du dit får” siger manden til den lille prins. Den lille prins ser på kasse, og udbryder til mandens store overraskelse, at det lige præcis er sådan et får, han altid har ønsket sig.

Sådan er Gud også – i virkeligheden. Vi finder ikke et bevis på, at han findes, men vi må tro på, at han, ligesom fåret i kassen, faktisk er til.

Det er med Gud som med kærligheden. Vi ved, at den er til, når vi bliver forelsket, men vi har ikke brug for at finde den i vores hjerter. Vi kan mærke, at den er der. Vi har heller ikke brug for at rode i hjernen for at finde stoffet, der gør vores knæ bløde, når vi ser ham/hende vi er vilde med. Det er nok bare at vide, at man er forelsket.

At tro er både at kunne se et får i kassen, og vide at man er forelsket uden at have set, hvordan en forelskelse ser ud. Det er mere end bare en god biograffilm. Gud i virkeligheden er at tro på noget, vi ikke kan se, men tro alligevel.


https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/